05/11/2026
Det er da lidt urealistisk!
Hvordan skal medarbejderne i kommunerne nå at gennemgå 5.000 førtidspensionssager på under et år?
I går deltog jeg i Folketingets høring om førtidspension blandt borgere med oprindelse i MENAPT-landene.
HK Kommunal bakker op om, at der føres kontrol med førtidspension og alle andre offentlige afgørelser. Men jeg er stærkt bekymret for den tidsplan, politikerne vil pålægge kommunerne!
Allerede inden udgangen af maj 2027 skal 70% af sagerne være behandlet. Det er mildest talt en stram tidsplan, når hver eneste sag kræver en grundig, individuel vurdering, og i nogle situationer også nye lægevurderinger.
Medarbejderne er i forvejen pressede af besparelser og afskedigelser. Nu skal de håndtere tusindvis af komplekse sager med borgere i udsatte positioner.
Desuden er det er ikke muligt med så kort varsel at rekruttere og oplære nye medarbejdere til at håndtere de mange tusinde komplekse sager.
Og er de afsatte 42,6 mio. kr. overhovedet nok til at løfte opgaven forsvarligt? Det kan jeg godt være i tvivl om.
Vi risikerer, at politisk fastsatte tidsfrister kommer til at veje tungere end medarbejdernes faglighed og borgernes retssikkerhed.
Derfor mener jeg, at de bindende tidsfrister skal gøres vejledende, og at kommunerne skal sikres tilstrækkelige ressourcer til opgaven.
For politikerne kan ikke både skære ned på medarbejderne og samtidig forvente, at de løber hurtigere med flere og mere komplekse opgaver!
Læs mere om hvad jeg mener om sagen via link i kommentarfeltet (betalingsmur).