10/09/2026
I dag, den 10. september, er Verdensdagen for selvmordsforebyggelse.
I 2025 mistede 502 mennesker livet til selvmord i Danmark. Forebyggelse kræver indsatser på flere niveauer. Det handler blandt andet om åbenhed om selvmordstanker og om, at mennesker får den rette hjælp og behandling i tide.
Det gjorde Sarah ikke. Hun var 23 år og havde en svær depression. Hun ventede på hjælp, da hun mistede livet til selvmord i februar 2023.
I dag danner Sarahs historie afsæt for stormødet Hvem griber Sarah? på Christiansborg. Her samles unge voksne, pårørende, sundhedsfaglige og beslutningstagere for at finde bud på, hvordan psykiatrien bedre kan gribe unge mellem 18 og 30 år, når de har allermest brug for hjælp.
Stormødet er taget på initiativ af Sarahs mor, Lise Dam, og Peter Westermann, formand for Depressionsforeningen. De unge skal selv være en del af samtalen og være med til at pege på løsningerne.
❤️ Har du selvmordstanker, er der hjælp at hente.
Du kan kontakte Psykiatrifondens rådgivning anonymt på 39 25 25 25 eller via chat på ring-chat-skriv.dk.
Hvis situationen er akut, skal du kontakte 112, lægevagten eller den nærmeste psykiatriske akutmodtagelse.