01/11/2026
Hvor længe kan du holde på et æg?🥚
Underligt spørgsmål tænker du nok… måske tænker du på holdbarheden på ægget, men, det er et kogt og pillet æg.
Du skal holde ægget i dine hænder.
Svaret, for en del af børnene på vores skole i området Santhospur, er op til tre timer.
Børnene får nemlig mad på skolen. I dag er det ris, lidt sovs og ’et æg per barn. Du kan få ekstra ris. Men der er et æg til hvert barn. Per dag.
For mange af børnene er et æg så påskønnet, at de venter med at spise det. Nogle venter til de kommer hjem, nogle gemmer ægget til en bror eller søster, som ikke går i vores skole og ikke får mad hos os.
Hvor længe kan du holde på et æg?
Vi får ca. 3 æg for en krone. 300 æg for 100 kroner, som er prisen på at være medlem i Gadens Børn i et år.
De 100 kr. giver 300 æg, eller barnehænder som holder et æg i 900 timer.
Vi køber 900 timers venten på noget så godt som et æg. Et æg. For 100 kr. Hvad tror du, vi kan gøre for 300 kr. Eller 500 kr?
Dette er også en historie om prisniveau. På nogle områder får vi op til 100 gange så mange produkter for en krone i Kolkata, som i Danmark, andre gange 10 gange. Så livet i Kolkata er billigt. Men hvis du ingen penge har, så er billigt stadig væk dyrt. Uopnåeligt.
Et gadebarn har ingen penge.
Derfor betyder det, at skolen giver dig et lagen, det betyder meget. Små ting gør forskel.
På skolen har vi op til 400 elever.
At være en hjælpeorganisation er ikke noget særligt. Det er ikke anderledes end i mange andre virksomheder.
Vi skal være effektive, vi skal udvikle og vi skal gøre det bedre.
Hver dag møder vi børnene. Mængden af smil og latter er så overrumplende.
Vi sælger ikke produkter. Vi har intet overskud. Men vi producerer. Et æg for en bedre dag. Et æg for et smil. Et æg for en fremtid. Et æg for et smil.
Vi håber, du vil være med til at støtte vores arbejde for bedre vilkår til vores børn og udsatte unge kvinder.
Bliv medlem af Gadens Børn for blot 100 kr. om året: https://www.gadensboern.org/bliv-medlem