10/10/2026
Staten skal hjælpe mennesker med at leve – ikke med at dø.
Livet har en ukrænkelig værdi. Derfor mener Konservativ Ungdom ikke, at aktiv dødshjælp skal være en del af det danske sundhedsvæsen 🏥
Vi anerkender, at der findes mennesker, som lever med så alvorlig sygdom, smerte og lidelse, at døden kan føles som den eneste udvej. Vi har stor forståelse for, at både patienter og pårørende i sådanne situationer kan ønske muligheden for aktiv dødshjælp. Det er dybt menneskelige dilemmaer, som ikke har nogen lette svar, og som vi skal møde med respekt, omsorg og ydmyghed. Men netop fordi spørgsmålet er så alvorligt, mener vi, at samfundets svar på lidelse skal være at sikre den bedst mulige hjælp og lindring frem for at tilbyde døden som en løsning.
Når staten først accepterer, at læger aktivt kan medvirke til at afslutte et menneskes liv, ændrer vi en grundlæggende grænse. Spørgsmålet bliver ikke længere kun, hvordan vi bedst hjælper mennesker gennem sygdom og lidelse, men også hvornår et liv kan afsluttes.
Erfaringerne fra udlandet viser, hvorfor vi skal være varsomme med at åbne døren på klem. Aktiv dødshjælp kan begynde som en snæver undtagelse for få, men grænserne kan siden flyttes. I Belgien og Holland er aktiv dødshjælp i dag også mulig for mindreårige under bestemte betingelser. I Canada er antallet af mennesker, der modtager aktiv dødshjælp, steget markant siden legaliseringen i 2016. Alene i 2024 modtog 16.499 mennesker aktiv dødshjælp, svarende til 5,1 procent af alle dødsfald i landet – mere end hvert 20. dødsfald. Til sammenligning var andelen blot 2 procent i 2019 💔
Konservativ Ungdom mener, at svaret på alvorlig sygdom og lidelse i stedet skal være bedre palliation, stærkere hospicer og ordentlig omsorg ved livets afslutning. Ingen mennesker skal føle sig som en byrde for deres pårørende eller samfundet, og ingen skal stå alene med uudholdelig lidelse.
Derfor mener Konservativ Ungdom, at aktiv dødshjælp fortsat skal være ulovligt.