07/10/2026
HUSK I DAG KL. 11.00 i BØLSHAVN
Tre helt særlige træer i Bølshavn bliver Evighedstræer
Lørdag den 17. oktober kl. 11 fejrer vi at tre meget forskellige, og helt særlige, træer i Bølshavn får status som Evighedstræer. Vi mødes ved Bølshavn 41 kl. 11.00.
Jakob Jensen, formand for Bølshavn Borgerforening, og biolog Michael Stoltze fra DN Bornholm inviterer alle interesserede med på en lille rundtur til de tre træer. Det første træ er et lille egetræ tæt ved kysten (se foto. Det er måske ikke stort, men det står helt særligt og markant i landskabet tæt på byen. Agnete Jensen og Jakob Jensen tog initiativ til udpegningen, fordi træet med sin placering og sit smukke udtryk har en særlig betydning for Bølshavns beboere og gennem årene er blevet mødt med stor omsorg.
Herefter går turen til en bornholmsk røn (se foto), der med sin karakteristiske form står markant i landskabet og kan ses fra kyststien. Og som rosinen i pølseenden besøger vi et stort, centralt placeret asketræ (se foto). Med sin størrelse og sit æstetiske udtryk er det et enestående træ – og formentlig et af de mest markante træer i hele Bølshavn.
Ved asketræet byder vi på et glas saft eller kryddersnaps fra Agnetes ”vinkælder” og hører indlæg fra Jakob Jensen, lodsejer Eva Gæde og biolog Michael Stoltze fra DN Bornholm.
Hvorfor Evighedstræer? 💚
Når et træ udpeges som Evighedstræ, markerer det et ønske om at passe på det og give det mulighed for at blive gammelt. Gamle træer har stor betydning for biodiversiteten og kan samtidig være en vigtig del af et områdes landskab, historie og lokale identitet.
De tre træer i Bølshavn viser på fineste vis, at et Evighedstræ ikke behøver at se ud på én bestemt måde. Det kan være det lille egetræ ved kysten, den karakteristiske røn eller den store gamle ask. Fælles for dem er, at de betyder noget – for naturen, landskabet og de mennesker, der bor omkring dem.
Alle er hjerteligt velkomne – kom og vær med til at fejre Bølshavns tre nye Evighedstræer! 🌳🌳🌳
Læs mere om Evighedstræer på DN Bornholms hjemmeside:
https://bornholm.dn.dk/vi-arbejder-med/evighedstraeer