Stén Knuth

29/10/2026

Det her er bare den sejeste historie jeg længe har hørt, og også derfor er jeg både glad og stolt over at være "landet" i High:five.

At hjælpe unge der rigtig gerne vil. At skabe en bedre fremtid for dem og deres familier, som også virksomhederne og samfundet kan nyde godt af.

Er det nemt? Nej, og derfor også en kæmpe tak til både Elis og mine superdygtige kollegaer, der har været med både at skabe vejen men også har holdt fast når det var svært!

Det sværeste ved de seks år, Dorthe sad i fængsel, var at være væk fra sine tre børn. De kunne tale sammen i telefonen, når noget var svært, men hun kunne ikke bare være der og give dem de kram, de havde brug for.

Før dommen havde Dorthe levet i et voldsomt forhold og flere gange forsøgt at få hjælp til at komme væk. Hun begyndte at sælge narkotika for at få råd til at betale indskuddet til en ny bolig. Efterhånden skruede hun op for salget, og til sidst endte hun i fængsel. Dorthe lægger ikke ansvaret fra sig og ved godt, at det var hendes eget valg at begå kriminalitet.

Da hendes løsladelse nærmede sig, var Dorthe slet ikke i tvivl om, at hun ikke skulle tilbage til det liv, hun kom fra. Det betød også, at hun måtte vælge mennesker og miljøer fra.

”Hvis du virkelig gerne vil videre med dit liv, så er du også nødt til at tage nogle rigtig hårde valg.”

Hun kom ud til en lejlighed og med hjælp fra High:five havde hun også fået arbejde hos Elis i Kolding. Men det tog tid at finde sig til rette igen. Meget havde ændret sig uden for murene i de år, hun sad inde, og hun følte sig bagud.

Fra den første tid efter løsladelsen husker hun især et besøg hos sin mekaniker.

”Han var den allerførste civilperson, der behandlede mig som et normalt menneske, da jeg stod foran ham. Altså sådan vitterligt.”

Det var rart endelig bare at blive mødt som den, hun er.

I dag er det knap tre år siden, Dorthe blev løsladt. Hun er stadig hos Elis og er siden blevet arbejdsmiljørepræsentant. Hun går op i sit arbejde og i at kollegaerne har det godt. Hun er som regel den første til at sige hej, når man kommer ind ad døren. Og på en træls dag kan hun finde på at lave et rejehop, synge lidt eller sende et skævt smil hen over rummet. Hun ved, hvor vigtigt det er at blive taget godt imod.

Da vi spurgte, hvad hun ville sige til virksomheder, der tøver pga. en plettet straffeattest, kom svaret:

”I stedet for bare at afslå folk, så tag dem ind til en samtale. Se, hvem de er. Oplev dem. Giv dem en chance.”

Billedet må ikke bruges uden forudgående aftale med High:five.

08/10/2026

Jeg husker en episode fra mine sidste år på Nørrevangskolen, hvor jeg havde fået den glimrende idé, at undervisningen skulle krydres med papirsflyvere. Min lærer var knap så begejstret. Jeg fortsatte, og til sidst fik jeg en på kassen.

Jeg blev rasende. Skred fra timen, og da jeg kom hjem, ville jeg naturligvis fortælle min mor om den urimelige behandling. Men læreren havde allerede ringet hjem. Han vidste godt, at han ikke måtte slå. Min mors besked var kort: Jeg skulle opføre mig ordentligt. Og så talte vi ikke mere om det.

Selvfølgelig skal vi ikke tilbage til den skole. Det var forkert dengang og er forkert i dag. Men når jeg tænker tilbage, er der alligevel noget lærerigt ved historien.

Rollerne var tydelige. Læreren havde ansvaret for undervisningen. Forældrene bakkede grundlæggende op. Og vi børn vidste, at der blev stillet krav til os.

I mine to seneste indlæg om folkeskolen har jeg skrevet, at problemerne haster, men at løsningerne ikke må forhastes. Og at børn har brug for voksne, der tør være voksne.
I dette indlæg om de mennesker, der har arbejdet i folkeskolen gennem mange år, som fortæller om noget, de oplever, vi gradvist har mistet.

Roen til at undervise. Respekten for lærerens faglighed. Tydelige forventninger til børnene. Og et skole-hjem-samarbejde, hvor man ikke skulle forhandle om alting.

I dag kan en lærer have tre-fire klasser med 22-25 elever i hver. Det er måske op mod 100 børn, som læreren skal kende, undervise og tage hensyn til. Dertil kommer individuelle aftaler, særlige behov og forventninger fra hjemmene. Mange af hensynene er både nødvendige og rigtige. Men de skal fungere i en klasse, hvor alle børn også har ret til undervisning og et fællesskab.

Jeg var i går aftes til foredrag med Ann-Elisabeth Knudsen om hjernens udvikling. Hun satte blandt andet fokus på forskelle i børns modenhed, herunder mellem drenge og piger.

Det fik mig til at tænke: Har vi indrettet skolen, så der er plads til, at børn udvikler sig forskelligt? Og har vi samtidig gjort lærerens opgave unødigt kompliceret? For vi har gennem årtier gennemført store reformer og mange efterfølgende ændringer af folkeskolen.

Måske skulle vi interessere os mere for, hvad der faktisk fungerede før ændringerne og hvorfor. Lytte til de lærere, der har oplevet udviklingen, og undersøge, hvad erfaringerne kan lære os.
Ikke for at skrue tiden tilbage. Men for at genfinde noget af det, der havde værdi.

Jeg kunne godt tænke mig en folkeskole, hvor læreren har frihed og autoritet til at undervise. Hvor børn lærer at læse, skrive, regne, fordybe sig og gøre sig umage. Hvor de oplever glæden ved at mestre noget, de først syntes var svært. Hvor vi tager hensyn til børns forskellige forudsætninger, men også lærer dem at være en del af et fællesskab, og at livet kan være svært. Hvor forældrene tager ansvar og bakker op om skolen. Og hvor politikerne sætter en langsigtet retning, sikrer ordentlige rammer og derefter har tillid til, at lærerne og skolelederne kan deres fag.

For politisk ansvar behøver ikke betyde, at man hele tiden skal lave skolen om. Måske er det, folkeskolen har allermest brug for, ikke endnu en reform, men en fælles forståelse af dens opgave og arbejdsro til at løse den. Vi skal ikke tilbage til den skole, jeg gik i.

Men vi skal turde spørge, hvad den kunne, som vi har mistet undervejs. Og vigtigst af alt: Hvilken folkeskole vil vi give videre til vores børn?

01/10/2026

Så lakker første dag af, på mit nye arbejde.

Er superstolt og glad for at være startet i High:five hvor jeg med meget kompetente kollegaer skal være med at udvikle, skabe og koordinere projekter, som gerne skulle sørge for at flere unge kommer med i fællesskaberne til gavn for den enkelte, dennes familie og samfundet.

Tak til direktør Ole Hessel, souschef Bedri Istrefi samt bestyrelsesformand Louise Sjøntoft for samtalerne og tilliden.

Ræk ud hvis vi skal drikke en kop kaffe og drøfte hvordan vi skaber bedre rammer mellem unge, fængsler, virksomheder og kommuner.

God (fodbold)aften - vi ses derude 🙂

26/09/2026

Stærke rødder. Nye muligheder.

I går aftes var VeteranHaven med til Sct. Michaels Nat i Slagelse. Danmarks største kulturnat uden for København.

Jane Dahl, Niels-Philip Søgaard og jeg havde en dejlig aften med rigtig mange gode samtaler. Vi fik delt materiale ud, fortalt om VeteranHaven og ikke mindst lyttet til mennesker, der kom forbi og delte deres egne personlige veteranfortællinger.

Men noget andet glædede mig måske allermest. Langt de fleste, vi talte med, vidste allerede, hvem VeteranHaven er, hvor vi ligger, og hvad vi laver. Og vi mødte stor anerkendelse af vores arbejde med veteraner og udsatte borgere.

Det gør os både glade og stolte.

Vi lever i en mere usikker verden, hvor Danmark og vores allierede opruster. Det betyder også, at vi som samfund fortsat skal være klar til at tage hånd om de mennesker, der på vores vegne påtager sig en særlig opgave også når den sætter spor. Her vil VeteranHaven fortsat gerne tage vores del af ansvaret.

Og vi er stolte af at gøre det i Danmarks Veterankommune 2025 – Slagelse Kommune.

VeteranHaven – Stærke rødder. Nye muligheder.

22/09/2026

For præcis fem år siden var jeg i Grønland.

Som næstformand i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg besøgte jeg sammen med gode folketingskolleger Grønland.

Det blev en af de rejser, der bliver siddende i én.

Den storslåede natur selvfølgelig. Isen, fjeldene, havet og de enorme vidder. På billedet skåler vi i wh**ky med is direkte fra en isflage. Det hører sig næsten til, når man er i Grønland 😊

Men mest af alt husker jeg menneskene, vi mødte. Samtalerne og mødet med et samfund, der på én gang er tæt forbundet med os og samtidig helt sit eget. Det var en vild oplevelse.

Derfor har jeg også tænkt meget på grønlænderne gennem de seneste måneders meget voldsomme debat om Grønland. Og derfor er jeg først og fremmest lettet i dag.

Aftalen mellem Grønland, Danmark og USA er nu underskrevet. Den slår fast, at Kongeriget Danmarks suverænitet og territoriale integritet respekteres og at det grønlandske folk har ret til selvbestemmelse. Samtidig styrkes sikkerheden i Grønland og Arktis i et tættere samarbejde mellem Grønland, Danmark, USA og NATO. Det synes jeg er vigtigt.

For det har været en voldsom tid for grønlænderne at opleve deres land og deres fremtid diskuteret på den internationale scene til tider i et sprog, der har skabt mere usikkerhed end tryghed.

Vi lever samtidig i en tid, hvor sikkerheden i Europa og Arktis ikke længere kan tages for givet. Derfor har USA legitime sikkerhedsinteresser i Grønland, og Danmark og Europa skal tage et større ansvar for vores egen sikkerhed.

Det behøver ikke stå i modsætning til respekt for Grønland og grønlænderne. Tværtimod. Måske er det vigtigste ved dagen i dag netop, at vi kan flytte diskussionen fra hvem Grønland tilhører, til hvordan vi sammen skaber sikkerhed omkring Grønland og i Arktis.

Aftalen skal selvfølgelig læses, diskuteres og omsættes til virkelighed. Jeg er spændt på at høre analyserne.

Men i dag må det også være tilladt bare at være lidt lettet, men også lidt spændte på at se aftalen i handling foldet ud i samarbejde med Grønland, Danmark, USA og NATO.

Og når jeg ser billederne fra for fem år siden, får jeg mest af alt lyst til at komme tilbage til Grønland 🇬🇱

21/09/2026

Børn har brug for voksne, der tør være voksne

Efter PISA-resultaterne har vi haft travlt med at finde forklaringer. Skærme. Inklusion. Folkeskolereformen. Politikerne. Forældrene. Og selvfølgelig har forældrene et stort ansvar. Jeg synes dog at vi skal passe på med at gøre dem til de næste i rækken, der får skylden for folkeskolens problemer.

Måske skulle vi i stedet tale mere præcist om ansvar.

Jeg har i mere end 20 år været træner for børn og unge i Taekwondo. Træner, coach og indimellem sikkert også pædagog. Noget af det vigtigste, jeg lærte, var, at børn og unge har det godt med tydelige voksne og tydelige rammer.

I træningslokalet er man ikke i tvivl om, hvem der har ansvaret. Træneren sætter rammen. Der er krav til, hvordan vi opfører os over for hinanden, og hvad vi skal lave. Børnene bliver hørt, men ikke alt er til forhandling.

Det skaber efter min erfaring frihed. Og det skaber tryghed. For når rammen er kendt, kan barnet bruge energien på at lære, øve sig, fejle, prøve igen og opleve glæden ved pludselig at mestre noget, der før var svært.

Og efterhånden sker det vigtigste. Barnet får mindre brug for den voksnes styring og bliver bedre til at tage ansvar selv. Det er jo det, vi ønsker. Ikke bare lydige børn. Men børn, der udvikler sig til frie, ansvarlige og ordentlige voksne mennesker.

Forældrene skal være forældre. Læreren skal være lærer. Træneren skal være træner. Skolelederen skal lede. Og politikerne skal tage ansvar for de rammer, de skaber.

Det betyder ikke, at alle har ansvaret for det hele. Og det betyder ikke at når alle har ansvaret, har ingen ansvaret. Tværtimod. Ansvar følger rollen.

Forældrene skal ikke lede undervisningen. Læreren skal ikke overtage forældrerollen. Politikerne skal ikke bestemme, hvad der skal ske i hver eneste undervisningstime. Og børn skal ikke have ansvaret for at skabe de voksnes rammer. Ingen af os må bruge de andres ansvar som undskyldning for ikke at tage vores eget.

Det gælder også børnene. Med alderen skal vi forvente mere af dem. At de møder andre ordentligt. At de gør sig umage. At de accepterer, at ikke alt kan være sjovt, at det er ok at livet er svært og at alt ikke er til forhandling. Og at de gradvist tager mere ansvar for sig selv og fællesskabet.

Derfor mener jeg ikke at vi skal være så optaget af, hvem der har skylden for folkeskolens problemer. Vi bør være optaget af, hvad er mit ansvar og tager jeg det på mig? Det spørgsmål kan vi stille hjemme ved køkkenbordet, i klasseværelset, i idrætshallen, på skolelederens kontor og på Christiansborg. For børn har brug for voksne, der tør være voksne.

Voksne, der sætter rammer og retning. Som både stiller krav og hjælper. Som tør sige nej, men også giver mere frihed, når barnet er klar til den.

Det er ikke hårdhed. Det er heller ikke gammeldags autoritet. Det er at tage ansvar. Og måske er det netop dér, vi skal begynde, hvis vi sammen vil skabe en bedre folkeskole. Ikke ved at pege på de andres ansvar. Men ved hver især at tage vores eget ansvar på os og gøre det, vi kan, dér hvor vi står.

13/09/2026

Jeg har stor tillid til og tror grundlæggende på mennesker. Min hustru siger, at jeg indimellem har for stor tillid 😉

Jeg tror på vores evne til at lære, tage ansvar og bruge ny teknologi til at skabe fremskridt.

I disse dage læser jeg mange alvorlige advarsler om AI, og dem skal vi tage alvorligt. Men jeg synes, vi mangler den anden side af fortællingen.

Hvis AI kan finde vores svagheder, kan AI også hjælpe os med at beskytte dem. Hvis AI kan overtage opgaver, kan AI også frigøre mennesker til noget andet. Og hvis AI kan gøre os klogere, kan AI give det enkelte menneske muligheder, som tidligere var forbeholdt de få.

Teknologien kan og skal ikke bestemme over mennesker. Den skal give mennesket større frihed og flere muligheder.

Vi skal sætte hegnspæle op, hvor det er nødvendigt. Men vi skal ikke blive så bange for fremtiden, at vi glemmer at ønske os den.

For mig er fremtiden ikke bare noget, der rammer os. Den er noget, vi er med til at skabe, også når det kommer til AI.

09/09/2026

Mindre end fem timer. Omtrent så lang tid skulle der gå, fra de nye PISA-resultater landede, til politikere stod i kø for at fortælle os, hvor galt det står til med folkeskolen, hvem der har skylden, og hvad der nu skal gøres.

Nogle politikere kalder ligefrem folkeskolen for en "politisk totalskade". Jeg er med på alvoren. Tallene er dårlige. Rigtig dårlige. Men måske skulle politikere begynde med selv at gøre noget af det, de efterlyser hos vores børn.

Fordybe sig. Være nysgerrige. Læse hele teksten. Tænke sig om.

Og jeg skriver ikke dette som en, der selv har stået udenfor. Jeg var udvalgsformand på skoleområdet i Slagelse i årene op til folkeskolereformen og var med, da vi skulle omsætte de nye tanker til virkelighed. Senere var jeg som borgmester med til at hylde tankerne om blandt andet den åbne skole. Tanken om at åbne skolen mod foreningerne, virksomhederne, kulturlivet og lokalsamfundet. Det gjorde jeg, fordi jeg troede på det.

Og noget af det tror jeg stadig på. Men jeg har også været med længe nok til at vide, at gode intentioner ikke nødvendigvis giver gode resultater. Derfor har jeg svært ved at forstå, at man få timer efter en stor international undersøgelse både kan have forstået problemet, udpeget fortidens syndere og fundet løsningen.

Folkeskolen fortjener mere respekt end det.

Og måske lidt mere ydmyghed fra os, der gennem årene har været med til at træffe beslutningerne. For bag PISA-tallene står hundredtusindvis af børn. Lærere og skoleledere, der hver morgen går på arbejde for at gøre en forskel. Og forældre. Alle ønsker det bedste for vores børn.

Så ja, lad os reagere på PISA. Men lad os først forstå.

Hvorfor lykkes nogle skoler bedre end andre med nogenlunde de samme vilkår? Hvad betyder skærme og telefoner? Hvad har inklusionen betydet? Hvad betyder uro og fravær? Har læreren den nødvendige autoritet? Er forventningerne til børn og forældre tydelige nok? Og hvad kan vi lære af de skoler, kommuner og lande, der faktisk lykkes?

Problemet haster. Derfor må løsningen ikke forhastes.

Når vi har forstået mere, synes jeg til gengæld godt, vi må turde vende tilbage til noget ganske enkelt, nemlig at skolen skal tilbage til skolen.

Skolen skal først og fremmest være et sted, hvor børn lærer. Hvor man læser. Regner. Skriver. Lærer historie og naturvidenskab. Bliver dannet. Bliver nysgerrig. Møder krav. Fordyber sig.

Hvor læreren er lærer. Ikke coach, socialrådgiver, administrator og konfliktmægler på én gang. Hvor læreren har autoritet og metodefrihed. Hvor telefonen ikke bestemmer tempoet. Hvor forældrene bakker skolen op og tager deres del af ansvaret.

Og hvor vi igen tør sige til børnene: Vi forventer noget af jer, fordi vi tror på jer.

Jeg køber derfor heller ikke fortællingen om folkeskolen som en "politisk totalskade". Det er simpelthen for nemt.

For rundt omkring i Danmark findes hver eneste dag fantastiske lærere, skoleledere og skoler, hvor børn lærer, udvikler sig og opdager, at de kan mere, end de troede.

Dem skal vi finde. Dem skal vi lytte til. Og det, der virker, skal vi blive langt bedre til at lære af og brede ud. Og måske skal politikerne denne gang holde lidt igen med den næste store reform.

For måske har folkeskolen mere brug for ro, retning, faglighed, frihed og ti års politisk vedholdenhed.

Jeg har selv været med til at reformere, implementere og begejstres. Det giver mig ikke alle svarene.

Måske tværtimod, for det har lært mig, at vi skal være varsomme med dem, der har alle svarene efter fem timer.

For folkeskolens vigtigste opgave er større end en PISA-placering.
Den skal give vores børn kundskaber, dannelse, nysgerrighed og troen på, at deres fremtid er fuld af muligheder.

Skolen skal tilbage til skolen. Ikke tilbage til fortiden. Men frem mod en skole, vi igen tør have store ambitioner på alle børns vegne.

03/09/2026

I dag var jeg med min hustru og vores datters kæreste Christian og hans og andres familier på ZBC Uddannelser for at fejre deres svendestykker som kommende tømrersvende.

Sikken en stemning. Sikke flotte svendestykker. Og med det en fornemmelse af at fremtiden for dem ser lys ud. Både fordi der er brug for dem, men endnu mere fordi de er så dygtige.

Det med de gamle håndværk er faktisk en ret stor del af vores historie. Det vi står på. På Folketingets hjemmeside står:

“Just Nielsen-Sondrup har også skabt de 4 gipsstatuer ved tilhørerpladserne. Statuerne symboliserer de 4 hovederhverv i Danmark i 1918. Fiskeren er afbildet med sin snøre, købmanden med sin vægt, landmanden med sin le og håndværkeren med sit værktøj. Meningen er, at folketingsmedlemmerne skal have dem in mente, når de f.eks. vedtager nye love.”

I dag vedtog Folketinget L5. Og det er ingen hemmelighed at det er udfordrende for Venstre, Danmarks Liberale Parti. Det tror jeg er tydeligt. Jeg tror godt på, at landbrug og miljø kan gå hånd i hånd. Og jeg tror på et Venstre, der skal og kan være med at skabe de rette balancer for et landbrug, et miljø og en udledning der gør, at livet i vores fjorde kommer tilbage.

Jeg ønsker et landbrug der tager hensyn til miljøet. Og kvælstofforbruget SKAL sættes ned på de mest udsatte områder. Men jeg ønsker også et landbrug som producerer nogen af de mest miljøvenlige produkter der findes i verden. Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg er måske inhabil, men jeg synes Marie Bjerre holdte en ordførertale som gav håb, talte om balancerne og som også byggede videre på det Danmark vi står på, nemlig de 4 hovederhverv som smykker den flotte Folketingssal.

Jeg tror der er håb for fremtiden. Jeg tror på (og hylder) vores dygtige håndværkere. Og jeg tror på et bæredygtigt landbrug der gør, at vi i fremtiden også vil opleve mindre iltsvind i vores fjorde.

01/09/2026

Græsset har aldrig stået pænere

Hunden er gået med. Selv den er efterhånden blevet træt. Der er ryddet op i mange kroge i huset og garagen. Jeg har gjort min uddannelse klar til det sidste og afgørende projekt.

Og så er der søgt job. Ikke hundredvis, men en del. For sandt at sige er jeg nok lige så sær som mange af jer. Kræsen også.

Derfor er jeg både glad for og stolt over, at det rigtige job faldt på plads lige før sommerferien.

Med start den 1. oktober har jeg ventet lidt med at fortælle om det.

Jeg kommer til at skulle bruge alle mine kompetencer og lære en masse nyt. Det glæder jeg mig vildt til.

Hvad og hvor må I vente lidt med endnu 😊 jeg og vi fortæller mere, når vi kommer længere hen i september.

På årets første efterårsdag - god dag – vi ses derude 🍂