22/02/2025
Kritisk evaluering af den familieretlige reform (2019) – Landsforeningen for Børn og Forældre oplever dagligt, at Familieretshuset ikke overholder lovgivningen!
I Landsforeningen for Børn og Forældre oplever vi hver eneste dag, hvordan reformen fra 2019 har fejlet. FRH overholder ikke gældende lovgivning, hvilket resulterer i alvorlige konsekvenser for børn og forældre. Vi indgiver 5-7 klager om ugen over afgørelser og gentagne fejl fra de juridiske medarbejdere, men der kan gå op til 4 måneder, før en funktionsleder svarer – ofte med en ligegyldig og intetsigende begrundelse.
1. Børn efterlades uden beskyttelse
Selvom reformen skulle sikre, at børn bliver hørt og beskyttet bedre, viser vores erfaringer, at børns rettigheder systematisk overses. Barnets stemme vægtes ofte ikke, og vi ser jævnligt, at højkonfliktsager trækkes unødigt i langdrag, hvilket skader børnene psykisk.
2. Kaotisk og fejlbehæftet sagsbehandling
FRH fungerer i praksis som en ineffektiv flaskehals, hvor afgørelser ofte træffes på baggrund af fejlbehæftede vurderinger fra juridiske medarbejdere.
• Sagsbehandlingen er uforudsigelig og præget af vilkårlighed.
• De samme typer sager får vidt forskellige afgørelser, afhængigt af hvilken enhed der behandler dem.
• Myndighedsfejl gentages uden konsekvens, og klager håndteres uden reel vilje til at rette op på fejlene.
3. Lange ventetider og manglende ansvarlighed
FRH var tiltænkt at være en hurtig og effektiv løsning, men i realiteten tager det måneder at få svar på klager, og de få svar, der kommer, er ofte intetsigende og uden reelle forbedringer. Det betyder, at familier sidder fast i systemet i urimeligt lange perioder uden klarhed over deres sag.
4. Store regionale forskelle og uensartet praksis
Afhængigt af hvilken afdeling der håndterer en sag, kan ventetider, kvaliteten af sagsbehandlingen og selve afgørelsen variere markant. Dette betyder, at borgernes adgang til en retfærdig og korrekt behandling er vilkårlig, hvilket skaber stor frustration blandt familier.
5. Mangel på koordination mellem Familieretshuset og kommunerne
Samarbejdet mellem Familieretshuset og kommunerne er usammenhængende, hvilket ofte resulterer i modstridende afgørelser. Særligt i sager om mistanke om vold eller overgreb, ser vi, at systemet reagerer for langsomt og uden konsekvens, hvilket kan udsætte børn for fare.
Konklusion – reformen har fejlet!
Vi oplever hver dag, at Familieretshuset ikke lever op til sine forpligtelser. Der er systematiske fejl, langsommelig sagsbehandling og en grundlæggende mangel på ansvarlighed. Reformens mål er ikke blevet realiseret, og børn og familier betaler prisen.
Der er akut behov for en reform af reformen, hvor:
• Klager behandles hurtigere og med reel effekt.
• Myndighedsfejl får konsekvenser for de ansvarlige.
• Børn beskyttes effektivt, og deres stemme vægtes reelt.
Så længe disse problemer ikke løses, vil familier, forsat svigtes af systemet!
https://www.vive.dk/media/pure/dx3joqnv/26753231