11/09/2026
En stjerne på frijobberscenen er slukket.
Thomas Drews er sovet ind efter en hård kamp mod kræft. Men kræften var kun én af Thomas’ kampe. Han kæmpede dem alle, så vidt muligt med et smil på læben og med et glimt i øjet.
Thomas var en af de allerførste frijobbere i Medvind. Han elskede sit arbejde og sagde gerne:
“Det er dyrt at være rockmusiker. Derfor er jeg nødt til at arbejde.”
Thomas havde et stort hjerte, og hans gode humør smittede. Han var snu og vidste, hvad der skulle siges og hvordan det skulle siges for at skabe den rette stemning. Han kendte sine egne begrænsninger og bar dem med både charme og selvtillid og fedtet hår.
Han satte pris på ærlighed. Måske fordi ærlighed sjældent var en selvfølge i de miljøer, han kendte. Men den var altid en bærende del af vores venskab og kollegaskab i Medvind.
Thomas vidste godt, at han var socialt udsat, og han var ikke flov over det. Han vidste at han var god til at sætte ord på ting der var svære. I en lang periode præsenterede han sig selv som “Medvinds PR-medarbejder.”
Og det var han på mange måder i en vigtig periode for Medvind. Thomas havde en særlig evne til at tale om det, der var svært, og samtidig få mennesker til at smile.
Selv i de sidste par år, hvor helbredet ikke længere gjorde det muligt for ham at arbejde, ringede han ofte og fortalte mig, hvordan det gik. Han drømte om at vende tilbage til Medvind helt til det sidste.
Telefonen kunne ringe i weekenden, om aftenen eller på alle mulige andre skæve tidspunkter. Men jeg tog den altid. For jeg blev altid glad af at tale med Thomas.
Vi kommer til at savne dit smil, dit glimt i øjet og din helt særlige måde at være i verden på.
Tak for det, kære Thomas.