11/04/2025
Hej Brevkasse!
Jeg har vist ikke et spørgsmål, men mere nogle tanker og erfaringer jeg har lyst til at dele herinde, så andre kan læse, hvordan et forløb med provokeret abort også kan være.
Jeg fandt ud af at jeg var blevet ufrivilligt gravid for lidt over en måned siden. Min første reaktion var egentligt meget forvirrende, for jeg var både glad og ked af det på samme tid. Min kæreste startede med at blive sur. Vi har et godt fungerede parforhold og to børn på 3 og 6 år. Vi har en fin indkomst på trods af, jeg er mellem jobs.
Vi gik frem og tilbage i en måneds tid, hvor vi havde svært ved at bestemme os for, hvad der var det bedste. Egentligt ville jeg gerne beholde det, men da jeg er 39 år, fik jeg meget angst for om der skulle være noget galt med barnet.
Jeg snakkede med diverse læger og gynækologer, men ingen beroligede mig – sagde blot, at der var jo en forhøjet risiko når jeg nu var 39 år. Derudover havde jeg svært ved at overskue at starte forfra og hvad det ville betyde for mine nuværende børn og min karriere.
Jeg bad min kæreste om at være tydelig omkring hans tanker, og selvom han sagde, at han selvfølgelig ville bakke mig op, var han også tydelig med at det ikke var hans ønske og at han ikke havde lyst til et barn mere.
Alt i alt endte det med en forhastet tur til gynækologen, før jeg var helt afklaret. Men da jeg var 8+2 skulle det være nu, hvis jeg skulle nå en medicinsk abort.
Vi fandt ved besøget ud af at jeg var 8+6 og skulle dermed tage en beslutning på stedet. Vi gik en tur, min kæreste blev ved med at sige, at han var sikker på, at han ikke ville have det og i min stressede hjerne kørte angsten rundt for at der skulle være noget galt med barnet.
Jeg græd under hele besøget hos gynækologen, men endte alligevel med hurtigt at kaste pillen i munden og skylle ned med vand. Vi kørte hjem – der gik nogle timer, hvor det ikke rigtig var gået op for mig endnu, hvad der egentligt var sket. Men så ramlede det hele.
Jeg blev ulykkelig, utrøstelig og fortrød som jeg aldrig har fortrudt noget før.
Jeg ville have graviditeten tilbage, jeg ville mærke det sparke senere i graviditeten. Jeg ville fortælle mine børn at de skulle være storebror og storesøster. Alle de ting som før skabte tvivl, blev pludseligt ligegyldige, og det eneste som hjalp en smule var, at min kæreste blev ved med at sige, at for ham var det stadig det rigtige valg.
Det er nu en uge siden – jeg græder ikke uafbrudt mere, men mine tanker er der fortsat konstant. Jeg er i sorg!
Jeg har sagt til min kæreste, at vi er nødt til at prøve igen – ellers kommer jeg aldrig over det. Han bakker mig op. Han har ikke fortrudt, men han kan ikke se mig sådan her. Det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre igen, men vi må prøve.
Så kære Jer som er i tvivl: Lad jer ikke presse af andre eller af tid. Vær afklarede med jeres valg, ellers kan det ramme jer forfærdelig hårdt! Tag fri fra arbejde, bearbejd tankerne, snak med en psykolog, læger, familie og venner om din tvivl. Gør alt hvad du kan for at være så sikker som muligt – selvom det er forfærdeligt svært og sørg så for at have mennesker omkring jer, som støtter og griber jer i tiden efter!
De kærligste tanker til alle jer som står i disse situationer på den ene eller anden måde!
Brev fra Abortliniens brevkasse 25.11.24
https://abortlinien.dk/min-historie-fortrudt-abort/
Besøg også mindesiden abortbarnet.dk
