23/04/2026
Så går det snart løs igen! Velkommen til en særforestilling for kræftramte og pårørende. Vi er sikre på, at vi får en uforglemmelig eftermiddag sammen :)
🕯 Søndag den 10. maj inviteres kræftpatienter og pårørende til arrangementet Lys i Mørket, der i år er en særforestilling af den roste musical Den Eneste Ene 🕯
Kultur er lig med livskvalitet, og Vejle Musikteater har ambitioner om at gøre en forskel gennem vores kulturelle tilbud både når livet gør godt, og når livet gør ondt. Derfor slår vi den 10. maj igen salsdørene op til arrangementet Lys i mørket. Her kan kræftpatienter og deres pårørende for en eftermiddag lade sig opsluge af den magi, der strømmer ud over scenekanten til musicalen Den Eneste Ene.
Lys i mørket-arrangementet bærer en ekstra tyngde i år, da musikteatrets mangeårige samarbejdspartner i Hele Danmarks Musicalteater og produceren bag musicalversionen af Den Eneste Ene, Jesper Winge Leisner, gik bort efter kort tids kræftsygdom for blot et par måneder siden, fortæller direktør i Vejle Musikteater, Mette Kier.
”Det bliver ekstra særligt at mindes Jesper Winge Leisner til Lys i mørket, og det er helt i hans ånd med en fortælling om kærlige forviklinger og masser af håb.
Hvis livet bider fra sig, gør det en forskel at have noget at se frem til, hvor tankerne kan få fri, og man blot skal opleve, nyde og måske få plads til håbet igen. Gode oplevelser i fællesskab med mennesker vi sætter pris på, kan man ikke få for mange af,” siger Mette Kier.
Stærkt tværgående samarbejde
Lys i mørket blev afholdt med stor succes for anden gang i 2025. Arrangementet er resultatet af et samarbejde mellem Vejle Musikteater, Vejle Sygehus og Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Vejle. Det er støttet af Nordea-fonden, Middelfart Sparekasse og Nordjyllandsfonden.
Sådan køber man billet
Billetterne kan købes med et betalingslink/QR-kode via en flyer, som uddeles og ligger i Kræftafdelingen på Vejle Sygehus samt i Kræftpatienternes Hus i Vejle. I de tilfælde hvor det er muligt, sender Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Vejle og Kræftpatienternes Hus også mail ud om arrangementet. Forestillingen arrangeres for kræftramte og op til tre pårørende/venner.
Tidspunkt: Den 10. maj, 2026 kl. 15.00 i Store Sal. 🕯