09/05/2026
Mikroøjeblikke.
Det øjeblik, hvor et barn bliver mødt præcis dér, hvor det er. Hvor nogen ser. Hvor nervesystemet falder til ro, fordi der er plads.
I dag mødte jeg 100 frivillige, der skaber præcis de øjeblikke, år efter år, på Blå Kors’ ferielejre og stjernestunder.
Mit oplæg handlede om, hvordan man er der for børnene og de unge – uden at miste sig selv. Vi talte om at være det træ med gode rødder, som et barn kan læne sig op ad. Eller den havn, et barn kan lægge til ved, når bølgerne derhjemme er for store.
Og det, der sad stærkest hos mig efter i dag, var de frivilliges delinger undervejs. De havde børnene i centrum – hele tiden. Og de var ærlige om, hvor svært det er både at dele ud af sig selv og passe på sig selv samtidig. Dén ærlighed er guld.
Dorthe Birkmose minder os om, at mennesket altid er motiveret, også børnene. Adfærd giver mening i den kontekst, et menneske lever i. Derfor handler hjælp ikke om at “motivere” et barn, men om at være den rod, den havn, det træ, hvor barnets egen motivation kan få plads at folde sig ud.
Kierkegaard skrev det for næsten 200 år siden: hjælpekunstens hemmelighed er at finde mennesket dér, hvor det er, og begynde der. De unge frivillige på Blå Kors’ lejre gør præcis det.
Og lad mig sige det, som det er, de unge mennesker, jeg mødte i dag, er engagerede, vidende og bærer en stor del af det, børnene allermest har brug for. De kan det her.
Jeg hylder frivilligheden. Og ungdommen.
Hvad så, Vejle og Vejen – er I der?
Og ja, det er I i den grad.