31/05/2026
Kære alle, som noget nyt, prøver vi at poste nogle klumme agtige indlæg. De er udtryk for forfatternes holdning og oplevelser, og ikke for DH's officielle politik.
-Strøgtanker fra en helt almindelig søndag.
Jeg har det med dørpumper lidt som Batman har det med Jokeren: virkelig anstrengt. Hvorfor kan de ikke bare bo på en øde ø og lade være med at være i min del af verden?
Jeg er lettet over, at de er en død ting, en brugsgenstand. Jeg behøver ikke bekymre mig om, de føler sig diskrimineret af mit ønske om, at de bare ikke var i nærheden af mig… medmindre de åbner og lukker via en sensor eller en knap. Hvis de har en motor/sensor, som virker, er jeg egentlig stadigvæk ok med dørpumper — ja, jeg kan føle mig decideret glad og taknemmelig for, at de findes. Den samme følelse jeg havde over for dørpumper, før jeg begyndte at skulle bruge krykker. Tidligere syntes jeg, de var smarte.
Det er tit i forbindelse med toiletbesøg, jeg har nedstirringskampen mellem dørpumpen og mig selv. Jeg forsøger at undgå det, leder efter handicaptoilettet og håber på, at det rent faktisk er et handicaptoilet og ikke bare et lidt større toilet. Et handicaptoilet bør ikke have en almindelig dørpumpe på. At komme ind og ud af en dør med dørpumpe med et bevægelseshandicap føles lidt som at være Indiana Jones på vej ind efter den hellige Gral — men uden hans atletiske evner. Man venter bare på at få en dør i hælen, næsen eller blive klemt inde.
Så nu sidder jeg her, en helt almindelig søndag, og tænker på, hvor meget jeg ikke kan lide dørpumper.
Jeg har ikke nogen hjælper, så enten skal jeg mobilisere min indre Indiana Jones, eller spørge fremmede om hjælp til at komme på toilettet, når man støder ind i en af de tunge dørpumper. Jeg gruer for den dag, der ikke er nogen at spørge — for hvad gør jeg så?
Jeg er jo desværre hverken Batman eller Indiana, det kunne ellers være cool.
Hilsen
Marianne
