07/07/2026
Anne Sophie begynder at træne som teenager, og det, der først føles som motivation og en ny passion, udvikler sig hurtigt til en livsstil, hvor alt handler om kost, træning og resultater. Som 19-årig stiller hun op i sin første fitnesskonkurrence, og siden følger flere konkurrencer, blandt andet i 2017, hvor hun bliver Danmarksmester. Men bag resultaterne begynder noget andet at fylde. Tanker om ”rigtig” og ”forkert” mad, stramme regler og en skam, der rammer hårdt, hver gang hun afviger fra planen.
I mange år bliver træningsmiljøet Anne Sophies faste holdepunkt og en stor del af hendes identitet. Hun får et stærkt fællesskab, møder sin kæreste Jacob, og på Instagram vokser hendes profil med tusindvis af følgere, der følger med i hendes liv med træning og fitness. Men langsomt mister hun forbindelsen til, hvem hun er uden den muskuløse krop, konkurrencerne og disciplinen, som hun bliver anerkendt for. Da Jacob bliver syg, begynder det at gå op for hende, hvor meget hendes eget kropsfokus har fyldt, og hvor svært det har været at være til stede i det liv, der foregår uden for træningen.
I denne episode fortæller Anne Sophie om at finde sig selv igen efter mange år i et ekkokammer af kost, kontrol og kropsidealer. Hun fortæller om at begynde at bruge sin Instagramprofil på en ny måde, om at dele det uperfekte og om at opdage, at sundhed kan være meget mere end en bestemt krop.
Lyt til podcasten via link i kommentarsporet 🧡