15/07/2026
Anmeldelse af bogen “ Mænd i solen” i Politikken.
15/7 2026.
Vandmelonen på bogens omslag er selvfølgelig ikke tilfældig
Palæstinensiske Ghassan Kanafanis vidnesbyrd om fordrevne mennesker fra et besat land ,’Mænd i solen’, er uhyggeligt aktuelle.
BØGER
Felix Rothstein
Ghassan Kanafani: Mænd i solen
– og andre fortællinger fra Palæstina.
Oversat fra arabisk af Fayez Kanafani, June
Dahy, Elisabeth Moestrup og Ulla Prien. Med forord af Kirsten Thorup. Gutkind, 282 sider.
♥♥♥♥♥
Det er den palæstinensiske frihedskamp i alle dens afskygninger – fra den indre, personlige til den ydre, væbnede – der fylder det hele i Ghassan Kanafanis forfatterskab. De fem tekster, der er samlet i ’Mænd i solen – og andre fortællinger fra Palæstina’, handler konkret og eksplicit om krigene i 1948 og 1967. Om fordrevne palæstinenseres erfaringer, om mennesker, der lever med udsigten til det liv, de er blevet fortrængt fra.
Men Ghassan Kanafanis noveller fra 1960’erne – hvoraf fire tidligere har været udgivet på dansk – handler også om langt mere generelle, ja ligefrem universelle, temaer som flugt, undertrykkelse, modstand og menneskelig værdighed, og Ghassan Kanafani skriver med en slags hvidglødende blidhed, der både rummer vrede, omsorg og til tider en ret grænseløs forståelse.
Ghassan Kanafani blev født i 1936 i Akka i det Palæstina, der endnu var under britisk kontrol som såkaldt mandatområde. Som 12-årig måtte han flygte til Syrien med sin familie, da zionistiske militser tvang dem bort fra deres hjem. Han studerede arabisk litteratur på universitetet i Damaskus, arbejdede som journalist og redaktør for aviser i Jordan og Libanon og debuterede som forfatter i 1961. Samme år giftede han sig med den danske pædagog og børneretsaktivist Anni Høver, som han fik to børn med – sønnen Fayez Kanafani har oversat samlingens titelnovelle.
Ghassan Kanafani var særligt i kraft af sit skønlitterære forfatterskab involveret i den palæstinensiske frihedskamp, men fra 1967 var han også aktiv i Folkefronten til Palæstinas Befrielse (pflp). Han fungerede som talsmand for den frem til 1972, hvor han blev dræbt af den israelske efterretningstjeneste Mossad i et bilbombeattentat i Beirut.
En katastrofe ved navn Nakba
I titelnovellen mødes fire palæstinensiske mænd i Bagdad. De tre er på vej til Kuwait for at tjene penge – den fjerde har allerede arbejde som chauffør i den lille oliestat og prøver at score lidt lommepenge. Han underbyder de etablerede menneskesmuglere og tager de tre med i sin tomme vandtankslastbil.
’Mænd i solen’ handler om mænd, der begiver sig ud på en livsfarlig rejse, fordi de ikke har andet valg. Ingen penge, intet land, ingen fremtid. Med en sær form for galgenhumoristisk komik bygger Ghassan Kanafani fortællingen om deres tur op; der er sorg, men også håb, død, men også liv. Lige indtil der ikke er.
’Alt hvad I har tilbage’ er den mest formeksperimenterende af teksterne. Fem stemmer – tre mennesker, et ur og ørkenen – væver sig ind og ud af hinanden i ét langt spor, hvor perspektiv- og toneskift kun markeres af tekstens pulserende skift mellem fed og normal skrift. Det bliver til en bevidsthedsstrøm, der skildrer et trekantsdrama fuldt af indestængt vrede og sitrende desperation under et tungt tæppe af politisk vold, undertrykkelse og overgreb. Med sin flerstemmighed får Ghassan Kanafanis novelle de personlige såvel som de kollektive fortællinger til at smelte sammen – med hinanden og med det landskab, der danner deres ramme. Desværre udvandes tekstens grafiske pointe af uhensigtsmæssigt skriftvalg og dårlig trykkvalitet, der besværliggør læsningen unødigt.
I ’Tilbage til Haifa’ besøger ægteparret Said og Safiyya deres tidligere hjemby Haifa ved Middelhavets kyst. En by, de blev tvunget til at forlade 20 år tidligere under den arabisk-israelske krig i 1948 i det, som på arabisk kendes som Nakba – katastrofen, hvor omkring 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem. For Said og Safiyya bliver gensynet med byen, med det hjem, de måtte forlade uden at tage noget med sig, en chokerende konfrontation med et traume og med historiens nådesløse gang.
’Umm Saad’, der for første gang er oversat til dansk, handler om en kvinde, der gang på gang vandrer fra sit hjem i en libanesisk flygtningelejr for at besøge en slægtning og fortælle om sin søn, der har sluttet sig til den væbnede frihedskamp. I sin skildring af den hårdtprøvede, men ukuelige kvinde skriver Ghassan Kanafani med stor værdighed om ydmygelse og om den solidaritet med enhver undertrykt, der findes overalt i hans fortællinger – ikke mindst som hovedtema i den korte ’Brev fra Gaza’, hvor en ung mand afstår fra muligheden for at rejse til USA og studere for i stedet at blive ’midt i nederlagets hæslige ruiner’, hvor der er brug for ham.
Uværdig vandmelon?
Vandmelonen på bogens omslag har ingen konkret forbindelse til handlingen i Ghassan Kanafanis historier, men er selvfølgelig en reference til den emoji, der er blevet udbredt som substitut for det palæstinensiske flag i takt med særligt sociale mediers restriktioner over for visse ord. Med tiden er solidaritetsemblemet blevet til et meme, og jeg spørger mig selv, om det ikke er en smule uværdigt at lade Ghassan Kanafanis fortællinger pakke ind i noget, der ligner merchandise for bogkøbere i visse segmenter langt fra krig og konflikt.
Ghassan Kanafani var ikke pacifist, men alligevel er det, som om man kan lære en pacifistisk og dybt humanistisk lektie af hans fortællinger. Nemlig at krig ydmyger alle, både såkaldte vindere og tabere. ’Mænd i solen – og andre fortællinger fra Palæstina’ handler om, at menneskelig ondskab er lige så universel som menneskelig lidelse, om det ukuelige sind, om skuffelse, stolthed og fornedrelse. Novellerne minder om, at alle fornedres, når mennesker holder op med at behandle hinanden som netop mennesker.
