24/07/2026
ALT DET MAN IKKE LÆGGER MÆRKE TIL, MEN SOM INGEN KAN UNDVÆRE
…det er, hvad de mange frivillige på Spejdernes Lejr render rundt og laver i kulissen. For der er mange små og store jobs, der skal passes, hvis en lejr af denne størrelse skal hænge sammen.
Man tænker måske ikke over det i hverdagen, men nogen skal jo…
- hjælpe til i Informationen på lejrtorvet ❗️
- stå på spejdernes aktiviteter 🎯
- køre varer rundt på lejren 🚛
- sørge for at vand og elektricitet virker 💡
- køre ambulancerne og brandbilerne 🚒
- tilse spejderne på lejrhospitalet 🩺
- lave mad i kantinerne 🍝
- stå for regnskabet 💸
- underholde på scenen 🎭
- stå i baren i voksenområdet 🍺
- og meget, meget andet!
Det gør vores lejrfrivillige ganske ulønnet, imens de udnytter deres “civile” kompetencer som tømrere, mekanikere, bogholdere, læger, jurister, journalister osv. til at hjælpe til, hvor der er brug for det.
Som lejrfrivillig kan man bo og spise sammen med sin gruppe, eller man kan vælge at bo i telt eller campingvogn i en hjælperlejr i stedet og og spise i en kantine. Man møder i begge tilfælde mange andre voksne fra hele landet og knytter nye venskaber og fællesskaber på tværs af grupperne. Og naturligvis er der også masser af tid til at opleve lejren, gå på aktiviteter eller bare slappe af på en af caféerne, når man ikke er på vagt.
👩💼👨🚒🧑💻👨🏻🌾🥷👷💙💚
I Mjølner har vi en lang tradition for at stille op med lejrfrivillige blandt lederne, seniorspejderne og forældrene.
I år hjælper Inge f.eks. til i underlejrcafeen “Jagthytten”, hvor hun sælger kaffe og kage, hjælper til med opvasken, smører sandwich til kunderne, laver pomfritter i “ønskebrønden”, tager imod prinsesser og filtrer et par hundrede forklæder fra hinanden, når de kommer ud af tørretumbleren.
Samtidig hjælper Michael til i Beredskab og Sikkerhed, hvor han sidder i lejrens vagtcentral som telefonoperatør, går brandvagt blandt teltene, fungerer som bomvagt på indfaldsvejene til lejren og sørger for sikkerheden på pladsen foran scenen under de store arrangementer.
Alle kompetencer kan bruges - og man behøver ikke engang at have været spejder som barn eller deltage på hele lejren. Så kunne du (gerne sammen med din ægtefælle/kæreste og et par gode venner eller bekendte) tænke dig at deltage på næste Spejdernes Lejr som lejrfrivillig, kan du altid række ud til lederne i gruppen for at høre noget mere om muligheden. Du har i hvert fald helt sikkert en eller anden kompetence, du kan bringe i spil til glæde for de mange tusinde børn og unge på lejren, og du kommer med garanti hjem med rygsækken fuld af gode oplevelser og minder!
⚜️💙⚜️💚⚜️