15/05/2026
Af Jim M. Lyngvild:
Neurodiversitet er et smukt ord.
Det minder om biodiversitet. Om noget levende, mangfoldigt og nødvendigt. Noget, der skal passes på, fordi det fattigste landskab er det, hvor alt er blevet ens.
Jeg har langt sværere ved ordet neurodivergent. Divergent. Noget, der afviger. Noget, der går ud til siden. Noget, der ikke følger rækken. Og når noget afviger i vores systemer, går hele maskinen straks i gang: Det skal forklares, registreres, vurderes, korrigeres, dæmpes, medicineres, normaliseres og helst føres tilbage i den pæne række.
Man kunne næsten grine, hvis det ikke var så tragisk.
Vi lever i en tid, hvor alle taler om mangfoldighed, mens regeringer, skoler, institutioner og hele den usynlige Magistrat langsomt fremelsker idealet om det perfekte menneske. Et menneske, der sidder stille. Svarer rigtigt. Larmer passende. Føler moderat. Tænker effektivt. Producerer uden at forstyrre. Et menneske, der kan måles, vejes, te**es og placeres i et system uden at spilde tid på alt det rodede, sansende, skabende og besværlige, der gør mennesker levende.
Og når børnene så begynder at Larme. Når de vælter ud over kanterne. Når de græder, råber, nægter, forsvinder ind i sig selv, kravler på væggene eller ikke kan finde ro i en verden, der hele tiden kræver mere af dem, så kommer forklaringerne straks.
Det er de sociale mediers skyld.
Det er skærmenes skyld.
Det er forældrenes skyld.
Det er PDO — pisse dårlig opdragelse.
Jojo.
Det kan da godt være, at noget af det spiller ind. Selvfølgelig gør det det. Verden påvirker børn. Hjem påvirker børn. Skærme påvirker børn. Skoler påvirker børn. Men hvor bliver løsningen af?
For det er så nemt at pege og sige: “Nu ved vi, hvorfor jeres børn er så forfærdelige.”
Men hvad gør vi så?
Hvad gør vi for, at de børn, vi kalder forfærdelige, får det mindre forfærdeligt? Hvad gør vi for, at de børn, der larmer, sviner, forstyrrer, græder, bider fra sig eller går i stykker indeni, føler sig velkomne i stedet for udstillede? Hvad gør vi for at forstå, at de sjældent gør noget for at være forfærdelige?
De prøver bare at være i verden.
Og nogle gange går det galt.
Astrid Lindgren skrev det så smukt i Emil fra Lønneberg: “Man finder ikke på, at man vil være uartig. Det sker bare.”
Det kan jeg skrive under på.
For måske er det netop dér, vi skal begynde. Ikke med diagnosen. Ikke med skælduddet. Ikke med endnu en rapport, endnu et system, endnu et møde, hvor voksne sidder og taler om barnet, mens barnet selv bliver mindre og mindre i rummet.
Måske skal vi begynde med at forstå, at ingen tidsel vokser for at genere gartneren.
Den vokser, fordi den har livskraft.
Hvis verden er en have, så er vi i fuld gang med at luge alt det væk, der gør haven smuk. Vi siger, at vi elsker naturen, men i menneskehaven vil vi helst have lige bede, ens afstand mellem planterne og blomster, der opfører sig ordentligt. Tulipaner i rækker. Pæoner uden fejl. Roser uden torne. Alt det vilde skal klippes ned, før det breder sig.
Men min yndlingsblomst er tidslen. Valmuen. De vilde blomster, der sår sig selv, dukker op hvor ingen havde planlagt det og pludselig får hele marken til at lyse. Det er dem, man stopper op ved. Det er dem, der får hjertet til at smile.
En mark, der dyrkes med den samme afgrøde år efter år, bliver udpint. Et system, der kun vil have én slags menneske, bliver også udpint. Det mister fantasi. Det mister uro. Det mister modstand. Det mister alle de skæve rødder, der holder jorden levende.
Børn, der larmer, forstyrrer, føler for meget, tænker for vildt, stiller for mange spørgsmål eller vokser i en retning, ingen havde forudset, er ikke ukrudt. De er tegn på, at jorden stadig lever.
Og måske er det netop dét, Magistraten frygter mest.
For det perfekte menneske er nemt at styre.
Det vilde menneske kan finde på at skabe noget nyt - eller bare skabe sig.
Ps. Hvis du stikker dig på en tidsel - kan du jo bare tage handsker på. Det er ikke tidslens skyld at DU stikker dig.
