06/11/2026
70-års fødselaren
Dagens runde fødselsdag tilhører Henrik Bredahl.
Den 10. september 1978 fik Henrik sin debut for De Grønne i udekampen mod Skovbakken, da han blev indskiftet i 1-2 nederlaget til Aarhus-klubben.
Ugen efter tog De Grønne imod lokalrivalerne fra Køge og hentede et brugbart uafgjort (1-1) i kampen mod en truende nedrykning. Efter opgøret indgav gæsterne protest over anvendelsen af Bredahl som undervejs atter var blevet skiftet ind uden at være spilleberettiget. Køge fik både medhold og en skrivebordssejr og dermed også en alvorlig bet for Næstved, som trods afgørelsen og tabet af den ene point reddede sig fra nedrykning på næstsidste spilledag.
Da dagens fødselar atter fik spilletid for De Grønne blæste der helt nye vinde over det sydsjællandske. Den nye træner Torben Storm nærmest revolutionerede fodbolden på vore breddegrader efter forgængeren, Jim Magill. Spillestilen blev ændret og unge spillere fik ansvar og masser af spilletid og gjorde samtidig De Grønne til et af de mest seværdige hold i Danmark.
Det betød at Henrik først fik chancen sidst i september ’79, hvor han atter var taget til Aarhus med resten af truppen for at sidde på bænken i endnu et opgør mod Skovbakken.
Din skriverkarl her, var samtidig på familievisit i den jyske hovedstad og i behørigt selskab med mine forældre tog jeg byens stadion i nærmere øjesyn for første gang.
For en 11-årig var det et stort anlæg, måske fordi der blot var 847 tilskuere ud over den lille familie fra Sydsjælland. Dog kunne det ikke måle sig med Idrætsparken, som var scenen for undertegnedes første ”away” nogle måneder tidligere.
Kampen huskes som lidt af en ørkenvandring indtil til Torben Storm mod kampens slutning pillede Erik Nielsen og Klaus Juliussen ud og erstattede dem med Henrik og Ole Bentsen. Sidstnævnte var året inden debuteret efter at have huseret som en dødsensfarlig angriber i den sydsjællandske seriefodbold for Toksværd. Denne aften i Aarhus leverede Ole dødsstødet ikke blot én men hele to gange, da han scorede sine første mål i den grønne trøje og var dermed hovedmanden bag en herlig 0-2 sejr til gæsterne.
Henrik Bredahl fik endnu en optræden og den faldt ganske passende i hjemmekampen mod Kastrup den 14. oktober 1979. Atter var Henrik startet på bænken, men blev undervejs i kampen skiftet ind og kunne juble og fejre en fin 3-1 sejr til De Grønne på mål af Kim Dalum (2) og Mogens Hansen foran 3.820 grønne fans.
I alt fik Henrik Bredahl således 4 optrædender for Næstved.
Herfra kipper vi med det grønne flag og ønsker stort tillykke med dagen.
Kilde: Næstveds fodboldleksikon - 70 år med ”de grønne” af Jesper Hallgren