06/10/2026
Kære Thyboer – vi bliver nødt til at tale om boliger. 🏡
Vores venteliste til tæt/lav-byggeri – sagt på jysk: rækkehuse – har aldrig været længere.
Hver dag møder vi pensionister, som har solgt deres hus og leder efter en mindre og mere overskuelig bolig til deres tredje alder. De ønsker ikke nødvendigvis en stor villa og en stor have længere. De ønsker en god bolig, fællesskab og muligheden for at ringe efter hjælp, når det håndværksmæssige bliver for meget.
Men hvor skal de bo?
For samtidig ønsker kommunen at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft til Thy.
Hvor skal de mennesker bo?
Og hvis vi ikke bygger attraktive mindre boliger til vores seniorer, hvordan skal vi så frigive de huse, der kan blive til hjem for de børnefamilier, vi også gerne vil have til Thy?
Det hænger sammen.
👉 Boligpolitik er også erhvervspolitik.
👉 Boligpolitik er også bosætningspolitik.
👉 Boligpolitik er også velfærdspolitik.
Derfor mener vi, at der skal åbnes for mere nybyggeri i de varme zoner i Thy, hvor efterspørgslen rent faktisk er til stede.
Og nej – det handler ikke om rød, grøn eller blå politik. De seniorer, vi møder, kommer fra alle politiske farver. De har bare det samme ønske: en god bolig, der passer til deres liv.
Og tallene taler deres tydelige sprog:
I oktober har Thisted Bolig kun 3 boliger i tomgang – en 2. sals lejlighed på Nørregade og to boliger i Vesløs.
Det er 0,21 % af vores knap 1.400 boliger. 🍾
Så måske er spørgsmålet ikke, om Thy har brug for flere boliger.
Måske er spørgsmålet:
Har vi råd til at lade være?
Hvis vi vil have seniorerne til at flytte fra de store huse, børnefamilier til at flytte hertil og udenlandsk arbejdskraft til at bosætte sig i Thy, så kræver det én ting:
At der er boliger at flytte ind i.
🏡 Lad os bygge Thy stærkere – en bolig ad gangen.