19/08/2026
En af de særlige historier her fra blodbanken
I dag har vi haft besøg af familien Vestergaard Kristensen. Som delte deres historie om hvorfor bloddonor sagen er vigtig for dem ❤️🩸
For 8 år siden stod vi pludselig i en akut situation, hvor der var brug for en blodtransfusion. Takket være mennesker, der frivilligt havde valgt at donere deres blod, blev det muligt at få den hjælp, der var brug for.
I dag er vi en familie på 4 – og ikke 3. ❤️
Det er svært at beskrive, hvor taknemmelige vi er over for alle de mennesker, der gennem årene har brugt omkring 20 minutter af deres tid hver 3.-4. måned på at donere blod. En lille indsats for den enkelte, men noget der kan være helt afgørende for et andet menneske – og i vores tilfælde gjorde det en kæmpe forskel.
Derfor er vi også selv blevet bloddonorer.
For når man først har oplevet på egen krop, hvor stor en forskel en blodportion kan gøre, giver det mening at give lidt af sin egen tid videre. For måske er det netop vores blod, der en dag er med til at redde et andet menneskes liv. ❤️
I dag havde vi mulighed for at blive tappet samtidig, og selvfølgelig havde vi børnene med. Vi har snakket med dem om, hvad det vil sige at donere blod, og taget dem med for at afmystificere det og vise dem, at det hverken er farligt eller noget, man behøver være bange for. De syntes faktisk, det var ret spændende. 😊
Og en særlig tak skal også lyde til det altid venlige personale. Man bliver hver gang mødt med et smil, godt humør og en tryg atmosfære. I gør et kæmpe arbejde
Tak til familen for de rosende ord og at i havde lyst til at dele jeres fortælling ❤️