PULS - Evangelisk Luthersk Netværk

28/05/2026

HENRIK NYMANN ERIKSEN BLOGGER: Der har på det sidste været debat om begrebet karismatik i dele af det kirkelige landskab. Nogen advarer mod det. Andre anbefaler det. Andre skelner mellem hyperkarismatik og ”almindelig” karismatik, eller mellem sund og usund karismatik. Uanset hvor man befinder sig på spektret, er det en anledning til lidt (selv)refleksion.

Et måske lidt forenklet parameter at måle ud fra er: For meget eller for lidt. For det usunde handler ikke kun om overdrivelse, men også om underdrivelse. Her er fire korte indspil til en samtale om sund karismatik:

𝐒𝐮𝐧𝐝 𝐤𝐚𝐫𝐢𝐬𝐦𝐚𝐭𝐢𝐤 𝐞𝐫 𝐩𝐫𝐚𝐤𝐬𝐢𝐬. Ordet karismatik kommer fra det græske ord karisma, som betyder nådegave. Nådegaver får vi, for at vi skal bruge dem. Ofte udvides begrebet karismatik til en bredere praksis, der også involverer f.eks. forbøn og lovsang. Sund karismatik er ikke kun rigtige ord og dogmatisk korrekt undervisning, men et menighedsliv der er lagt sådan tilrette, at de forskellige nådegaver og tjenester kan komme til udfoldelse.

Det nytter f.eks. ikke noget at sige, at man principielt går ind for tungetale, der udlægges, hvis der ikke findes et reelt rum for det i menigheden f.eks. ved at byde det velkommen ved et bedemøde, eller at man principielt går ind for forbøn for syge, men en bibelsk praksis med salvning og håndspålæggelse reelt ikke finder sted. I sund karismatik gives der rum for karismatisk praksis, og det begynder nogle gange med, at man beder for hinanden om konkret udrustning med de nådegaver, som Bibelen omtaler, eller fornyet åndsfylde og kraft til at tjene Gud – gerne med en hånd på skulder eller hoved.

𝐒𝐮𝐧𝐝 𝐤𝐚𝐫𝐢𝐬𝐦𝐚𝐭𝐢𝐤 𝐞𝐫 𝐛𝐢𝐛𝐞𝐥𝐬𝐤. Med det mener jeg, at den har Bibelen som inspiration og øverste autoritet. Det betyder nysgerrighed og åbenhed overfor det, Bibelen siger om Åndens udrustning med nådegaver, Åndens fylde og Åndens vejledning. Det betyder også, at erfaringer, karismatiske fænomener, forkynderes og forbederes løfter og profetiske ord fra andre kristne altid skal prøves på Bibelen, som er vores øverste norm. Sund karismatik tør også sige fra overfor det, der har Bibelens undervisning imod sig. Sund karismatik lytter mere til Guds ord i Bibelen end til sit eget hjerte og andres indskydelser, selvom det sidste også er vigtigt.

𝐒𝐮𝐧𝐝 𝐤𝐚𝐫𝐢𝐬𝐦𝐚𝐭𝐢𝐤 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐧𝐧𝐞𝐬𝐤𝐞𝐥𝐢𝐠𝐭 𝐬𝐮𝐧𝐝. Det betyder, at sund karismatik ikke overskrider menneskers ukrænkelighedszone ved at presse, true eller intimidere i åndelige forhold. Det betyder også, at sunde karismatiske ledere ikke kun står til regnskab overfor Gud, men også overfor et lederskab, som kan fyre dem, hvis de udvikler sig åndeligt eller menneskeligt usundt overfor menigheden. Sund karismatik har en passende sund og nuanceret skepsis overfor stærke åndelige personligheder og arrangerer sig på en måde, så magtmisbrug bliver vanskeligt og kan stoppes.

𝐒𝐮𝐧𝐝 𝐤𝐚𝐫𝐢𝐬𝐦𝐚𝐭𝐢𝐤 𝐞𝐫 𝐞𝐯𝐚𝐧𝐠𝐞𝐥𝐢𝐬𝐤. Med evangelisk mener jeg, at vores forståelse af, hvad det vil sige at være en kristen, har sit tyngdepunkt på Jesus, og det han har gjort for os. Det er på ingen måde en fornægtelse af, hvad han gør i os, af den kristne modning og vækst eller af, at vi er Åndens tempel. Kristus i os og Ånden i os er en væsentlig del af frelsens virkelighed. Men vi er ikke i himlen endnu, og det mærkes i vores vandring som kristne her på jorden. Glæden og begejstringen er ikke altid lige følbar.

Væksten i kærlighed til Gud og vores medmennesker udfordres også hos kristne mennesker af egoisme og selvtilstrækkelighed. Denne svaghed, sårbarhed, eller lad os bare kalde det syndighed, tager en sund karismatik også højde for. Det sker ved at være evangelisk forankret i det, Jesus har gjort uden for os, da han en gang for alle sonede alle vores synder – også dem, vi kommer til at gøre efter, at Guds Ånd har taget bolig i os.

Der er en hel del mere at sige om sund karismatik. Fravær af bibelsk karismatik er heller ikke sundt, og vores refleksion om emnet er kun sund, hvis den også er selvrefleksion.

Der har på det sidste været debat om begrebet karismatik i dele af det kirkelige landskab. Nogen advarer mod det. Andre anbefaler det. Andre skelner mellem hyperkarismatik og ”almindelig” karismatik, eller mellem sund og usund karismatik. Uanset hvor man befinder ... Læs mere

27/05/2026

En spændende artikel af Kristian Larsen, formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, om, hvorfor det er nødvendigt at tale om synd fra prædikestolen.

"Forkyndes evangeliet uden at give svar på synden og dens løn som det dybtliggende og altoverskyggende problem, er det i yderste konsekvens ikke evangeliet, der forkyndes. Forkyndelsen må også – ikke kun, men også – tale om synd, hvis den skal være sand og sund."

Hvis forkyndelsen skal spejle hele Bibelens billede af mennesket og verdens historie, skal forkyndelsen også handle om ’synd’. Kristian S. Larsen reflekterer over det negative, men nødvendige begreb ‘synd’.

26/05/2026

I dag har der været samling for præster i Netværket PULS med spændende oplæg ved Søren Rønn og David Ingemansen om at være kirke med “vidtåben favn og fast bryst”.
Det er fantastisk at kunne samle både sogne-, valg- og frimenighedspræster til en åben snak om et vigtigt emne!

21/05/2026

SARA SULKJÆR HANSEN BLOGGER: Det kan virke fristende. Fristende at lade blikket dvæle ved de gode, gamle dage. Dengang bordene var fyldte, og børnene skrålede om kap. For nogle fællesskaber er tiden i dag en anden – børnene er færre, og ressourcerne synes det samme. Men måske det ikke altid er en hindring?
Det er onsdag. De glade børneskrig fra hoppeborgen blander sig med bålets knitren og koppernes kliren.

Vi er i en lille landsby med få hundrede indbyggere – de fleste endda bosat udenfor byskiltet, som det typisk ses i disse egne. Her er hverken skole eller købmand, og antallet af børnefamilier – både i og udenfor missionshuset – kan tælles på et par hænder.

Forventer vi for meget?
Det kan virke fristende at give op på forhånd. At hvile ved fortidens storhed. Dengang børnene sad på lange rækker, og man kunne samle en hel bordfuld til det halvårlige planlægningsmøde for børneklubbens ledere.

Sådan er det ikke længere. I hvert fald ikke alle steder. Og slet ikke i landsbyen her.

Jeg tror, mange deler ærgrelsen. Ærgrelsen over dét, der var. Savnet efter suset og glæden ved at se de mange børn, der lyttede, hyggede og lærte. Dét at løfte i flok.

Det er ikke mange landsbybørn, der denne onsdag skal foretrække fodboldtræningen fremfor børne-fremstødet, Boblen – så havde området foran missionshuset lagt øde hen.

Alligevel summer her af liv. For det er ikke altid antallet og ressourcerne, der er afgørende. Godt nok sætter de rammerne – og nogle gange må vi sige stop, af hensyn til os selv og vores frivillige kollegaer. Men mon ikke, at netop de rammer, vi har fået, de fleste gange er nok til at skabe?

Gud kan – og han vil
”Jeg har nogle gange tænkt, om der overhovedet ville komme nogle børn i år,” fortæller én af børneklubbens to ledere.

Men hvert år er de kommet. Børnene. De fleste ikke fra missionshuset, men fra byen. Omkring tyve styks. Hvert år er det et takkeemne. Og hvert år er det en påmindelse om, at Gud kan. Og han vil. Han ser ikke begrænsninger – men muligheder.

Det samme må vi – med øje for de børn og ressourcer, som er givet os ❤️

Det kan virke fristende. Fristende at lade blikket dvæle ved de gode, gamle dage. Dengang bordene var fyldte, og børnene skrålede om kap. For nogle fællesskaber er tiden i dag en anden – børnene er færre, og ressourcerne synes det ... Læs mere

19/05/2026

Thisted kalder!

Thisted Bykirke er en menighed med glød for Jesus og nød for for at få mennesker med evangeliet. Kirken søger lige nu ny præst til en kombinationsstilling med Indre Mission.

Læs mere om stillingen via QR-koden nedenfor.

DEL!

18/05/2026

Giv en forårsgave til Netværket PULS!

MobilePay: 𝟖𝟗𝟕𝟐𝟒

Hvis du ønsker fradrag, skal din gave gives via hjemmesiden. Link nedenfor.

Med din gave støtter du et netværk, som vil være en tydelig stemme i dansk kirkeliv og arbejder for at samle evangelisk-lutherske kristne og menigheder på tværs af ydre forskelligheder til gensidig inspiration og opmuntring.

Du kan styrke en frimodig kirke i Danmark ved at give et bidrag til PULS. Vi er dybt taknemmelige for ethvert bidrag! Du kan støtte PULS nemt og enkelt med MobilePay til nr. 89 724 Ønsker du fradrag, kan du ... Læs mere

15/05/2026

JONATHAN HAAHR OEHLENSCHLÄGER BLOGGER: Efter sigende skulle den amerikanske forfatter Mark Twain have sagt, at historien ikke gentager sig, men ofte rimer. Twains ord slår mig ofte, når jeg læser ældre kristen litteratur og ser, at der mange afdøde kristne stod i situationer, der minder meget om dem, vi står i. Sådan en oplevelse havde jeg sidste sommer, hvor jeg læste Henry Ussings erindringer, Min livsgerning som jeg har forstået den fra 1939-40. Ussing (1855-1933) er lidt glemt i dag, men han var en præst og senere provst med stor indflydelse i sin samtid og med bredt internationalt og tværkirkeligt udsyn. Hans erindringer opleves derfor også som at læse en kristen, dansk version af den østrigske forfatter Stefan Zweigs (1881-1942) kendte memoirer Verden af i går, og jeg kan varmt anbefale dem, hvis man vil have indsigt i 1800-tallets og 1900-tallets kirkeliv.

Jeg vil særligt gerne fremhæve et længere tekststykke i Ussings erindringer (bind 2, s. 1124-125), som næsten kunne lyde som noget, der var skrevet i dag, hvis navneordene ikke var skrevet med stort, og sprogbrugen var ændret en smule. Hvis du synes, at det bliver for langt, kan du også bare scrolle ned og læse mine tre take-aways fra det, Ussing skriver, men her kommer det:

”Forskellige Synsmaader vil der altid findes ogsaa blandt Kristne, eftersom vi kun forstaar stykkevis (1. Kor 13,9); og større bliver Vanskelighederne altid i Forholdet mellem skiftende Tidsperioder, hvor ensidig Betoning i en Menneskealder uvilkaarlig fører til modsat Ensidighed i den følgende. Men alle den Slags Forskelle kan Herrens og hans Kirkes store Modstander bruge som uhyggelige Løbegrave til at føre Splittelser ind i Menighedslivet […] Den ældre Menighedsdannelse byggede paa et Skel mellem Guds børn og Verdens Børn. Man Samledes nemlig ikke blot for at høre, tænke og føle, men for at leve og arbejde sammen i og for Guds rige. Og i den skarpe Modsætning mellem Tro og Vantro for et halvt Aarhundrede siden faldt denne Ordning saa at sige af sig selv. Men i vore dage, da den Tids Modvind har lagt sig, og Verdens Mennesker i stort Tal er usikre, famlende og søgende, staar Menigheden overfor store kredese, som er modtagelige for Hjælp, og som vi selvfølgelig gerne vil drage nærmere til Gud. Derfor har Kravet om anderledes ”aabne Døre” rejst sig med saa meget Vægt. Men som altid, naar Tidsforholdene vender sig, er man i Fare for at svigne for langt til den modsatte side. Af Frygt for, at Skellet skal gøre Fortræd, understreger man paa det Stærkeste, at alle er Syndere, og der er ingen Forskel, og at den uforskyldte Naade er rede for alle. Herlige Sandhed, naar den blot ikke kommer til at tilsløre Ny Testamentes bestandige Krav om Omvendelse, uden hvilken man overhovedet ikke kommer ind paa ”Vejen”. Derfor er det Menighedslivets store Problem i vor Tid at forene de aabne Døre med det uundværlige Skel, et problem, som ikke løses ad Tankens Vej, men kun ved Hjerternes Opladthed for den Aand, som paa én Gang er Kærlighedens og Sandhedens Aand (sml. Ef. 4,15-16)”.

Jeg synes, at særligt tre ting er interessante at overveje i forlængelse af det, Ussing skriver:

For det første, at vores udfordringer ikke altid er så unikke, som vi går og tror. Jeg oplever, at en af udfordringerne på den kirkelige højrefløj i disse år er, at vi let bliver uenige om betoningen i henholdsvis ”åbne døre” og ”skel” eller ”sandhed” og ”kærlighed” eller ”lukkethed” og ”åbenhed”, eller hvad vi nu vil kalde det, og at det ofte påvirker mange af vores debatter. Men det var også en udfordring på Ussings tid, og for mig at se udfordrer det både det pessimistiske narrativ om, at alting var meget bedre i gamle dage, og det optimistiske om, at vi er kommet meget længere og har fået meget mere indsigt, end vi havde engang.

For det andet, at vi har brug for at fastholde flere perspektiver og pointer samtidig. Vi skal passe på med at blive for ensidige i vores forkyndelse og vægtlægninger, for udover at det i sig selv er problematisk, kan det også skabe en ensidig modreaktion, som Ussing påpeger. Men vi skal også passe på, at vi i vores berettigede opgør med forkyndelse og teologi, der er for ensidig, ikke smider babyen ud mod badevandet og dropper de indsigter og perspektiver i det, som er vigtige og bibelske i det, vi kritiserer.

For det tredje, at ”løsningen” for den kristne kirke ikke er noget nyt og fancy, men at gøre det, den altid har gjort: søge Gud og vente hjælp fra ham. Jeg vil nok måske lidt stærkere end Ussing, at noget godt kan løses ”ad tankens vej”, men han har en vigtig pointe om, at det, vi dybest set har brug for, er Guds Ånd. Ussing minder os derfor også om at søge Gud i bøn, bibellæsning og det kristne fællesskab og lade hans Ånd virke i os, så vi formes mere og mere til at være mennesker, der står for og taler sandhed og er præget af kærlighed.

I læsningen af Ussings erindringer har jeg også fået mange andre gode perspektiver, og jeg vil derfor varmt anbefale den. Men det har jeg også fået i læsningen af mange andre afdøde kristne, og derfor vil jeg også opfordre dig, kære læser, til at læse nogen flere bøger af de kristne, der levede før os, for jeg tror virkelig, at der meget godt at hente. Måske ovenikøbet lave en læsekreds med nogen i din kirke eller kristne fællesskab, så I kan snakke om bøgerne sammen? Og hvis du mangler inspiration til, hvad I skal læse, er du velkommen til at skrive.

Efter sigende skulle den amerikanske forfatter Mark Twain have sagt, at historien ikke gentager sig, men ofte rimer. Twains ord slår mig ofte, når jeg læser ældre kristen litteratur og ser, at der mange afdøde kristne stod i situationer, der ... Læs mere

13/05/2026

𝐒𝐓𝐀𝐍𝐃𝐏𝐔𝐍𝐊𝐓: I Netværket PULS vil vi opfordre kristne og menigheder i Danmark til i den kommende tid at sætte korsteologiens kernesag på dagsordenen.

𝐔𝐝𝐝𝐫𝐚𝐠:
"Opmærksomheden i kirken på korsteologiens betydning er altid svingende, og det er helt naturligt. Man kan ikke altid have fuldt fokus på alting. I de senere år har vi måske i højere grad set et berettiget opgør med elendighedsteologiens misforståelse. Der har været behov for at give os selv lov til at få følelserne med i vores trosliv og påkalde Guds overnaturlige indgriben. Dette har langt på vej været godt og sundt.

Men i Netværket PULS mener vi, at det nu vil være godt og gavnligt for kirken og kristne i Danmark for alvor at sætte korsteologiens kernesag på dagsordenen. Grunden er, at der i disse år kommer stærk herlighedsteologisk påvirkning fra udenlandske kirker og forkyndere.

Hensigten med dette er ikke, at vi skal lægge låg på vores begejstring og kollektivt synke tilbage i elendigheden, men tværtimod, at vores frimodighed må blive styrket og fornyet, når vi ser, at Guds nærvær ikke kun findes i det synlige og mærkbare men lige så meget i det stille, skjulte eller lidelsesfyldte."

Læs hele standpunktet her:

I netværket PULS vil vi opfordre kristne og menigheder i Danmark til i den kommende tid at sætte korsteologiens kernesag på dagsordenen. I 1 Korintherbrev beskriver Paulus den virkelighed, at Gud sjældent virker i åbenlys styrke, men derimod i det ... Læs mere

03/05/2026

Husk tilmelding til webinar d. 7. maj om "Sunde kristne fællesskaber" - Det er gratis at være med og alle er velkomne!

Læs mere om webinaret og hvordan du tilmelder dig her:https://puls-eln.dk/wp-content/uploads/2026/02/20260130-Webinar-om-sunde-faellesskaber-07052026.pdf

01/05/2026

LARS BOJE SØNDERBY JENSEN BLOGGER: Der har lige været valg. Vores stemme er indflydelse på vores samfund. I den forbindelse er det naturligt at spørge, hvordan vi udøver modkultur på en god måde som kristne.

For at finde et godt svar kræver det, at vi begynder det rette sted.

Er det konkrete politiske sager som modstand mod aktiv dødshjælp, beskyttelse af de ufødte og modspil til wokeness-bølgen?

Det er gode eksempler på kristen modkultur, som tester kirkens villighed til at være modkulturel. Men disse vigtige politiske kampe er ikke udgangspunktet for kristen modkultur. Jeg tror, at det er muligt at gå et skridt længere tilbage.

Den sande kilde og udspring er naturligvis Jesus selv og Guds ord som helhed. Men hvis jeg skal lære noget om kristen modkultur, så vil jeg begynde med at læse Bjergprædikenen.

Hvorfor lige Bjergprædikenen? Fordi her giver Jesus den klareste, mest detaljerede og sammenhængende artikulering af livet i Guds rige. Derfor mener jeg, at denne prædiken bør have prioritet for vores tanker om modkultur. Jeg tror, at der er så meget godt at hente, hvis vi begynder netop der.

Er det søgt? Jesus bruger jo ikke ordet ʻmodkultur’ i Bjergprædikenen.

Det er korrekt, men kaldet til modkultur er tydeligt i Jesu formidling. Hans gennemgående pointe er netop, at vi skal være anderledes. Vi skal hverken være som hedningerne (den ikke-kristne kultur) eller farisæerne (menneskelig religiøsitet). Som Guds børn og borgere af det himmelske rige skal vi leve anderledes i forhold til vores omverden. Det skaber reaktioner af både positiv og negativ karakter (Matt 5,10-12;16). Med andre ord gør Jesus det klart, at modkultur og forfølgelse er en uundgåelig konsekvens af, hvem vi er i troen på ham.

Verdenshistoriens vigtigste prædiken er derfor yderst relevant for vores forståelse af modkultur.

Vi kan tro, at modkultur og kaldet til at være anderledes betyder, at vi skal distancere os fra kulturen og ryste på hovedet med korslagte arme. Men det er på ingen måde den vision Jesus har for os. Jesus engagerer os i verden ved at give os en opgave. Vi skal være jordens salt og verdens lys.

Det handler ikke om at være salt i pæne saltbøsser i menigheden, der kun bliver taget frem til kirkefrokost. Det betyder, at vi i kærlighed til verden skal engagere os, konservere det sande, gode og smukke og række Guds overvældende godhed videre i handling. Det indebærer også, at vi som lys står frem og kritiserer kulturen for det, der er ondt.

Med andre ord er vi jordens salt og verdens lys, når vi lever i verden på den måde, som Jesus kalder os til, og ud fra prædikenens egen kontekst giver saligprisningerne os et konkret indblik i, hvad det er. Det er et liv i tro (v3), omvendelse (v4), sagtmodighed (v5), retfærdighed (v6), barmhjertighed (v7), renhed (v8), fred (v9), integritet (v10) og udholdenhed (v11-12). Således iklæder vi os Guds riges identitet og er salt og lys i kulturen.

Vi kan have vores egne ideer og tanker om kristen modkultur. Men Jesus gør det klart, at det er igennem hans vision, at Gud får ære.

“Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”

Lad os gøre vores indflydelse gældende, og lad os gøre det ved at følge Jesus og hans ord i Bjergprædikenen.

Der har lige været valg. Vores stemme er indflydelse på vores samfund. I den forbindelse er det naturligt at spørge, hvordan vi udøver modkultur på en god måde som kristne. For at finde et godt svar kræver det, at vi ... Læs mere