21/05/2026
Sebastian arbejder med kommunikation og er uddannet journalist.
Alligevel er der mange samtaler i hverdagen, hvor han må gentage sig selv, skifte ord ud eller mærke, at andre giver op undervejs.
For Sebastian Jongwoo Friis Gråbæk lever med CP og et talehandicap.
Derfor har han skrevet en tale til danskerne om noget, de fleste af os tager for givet: At kunne sige noget højt og blive forstået.
Læs hele talen her, og se et uddrag af den i videoen:
📢 Det her bliver måske ukomfortabelt for dig.
For mig er det hverdag.
Hverdag at være til mundtlig eksamen i at gøre mig forståelig for dig.
Nogle af mine tætteste venner og kollegaer vil synes, at jeg gør mig ekstra umage med min udtale i dag.
Modsat når du hører mig for allerførste gang. Så vil det måske føles lidt som at se en koreansk film med undertekster.
Du kan kun følge med filmen, fordi du er hjulpet af teksten.
Kan du huske at være i udlandet for første gang?
Du står over for en fremmed person og skal forklare dig på deres eget sprog. De siger: ”No english”.
Du prøver at forklare dig til dem.
Gentager ordene. Langsommere. Bruger hænderne til at lave fagter.
Forsøger at aflæse deres ansigt: Har de nu forstået mig?
Nogle bliver utålmodige. Nogle giver op. Nogle… griner af dig.
Måske nogle bare nikker dovent, når du forgæves har forsøgt at spørge dem om vej.
Det her er min hverdag. Hver eneste dag.
På apoteket, i Netto, på en restaurant – eller i larm på dansegulvet.
Jeg kompenserer ved at udvælge de rigtige tidspunkter for at åbne munden.
Jeg kompenserer ved at udvælge de rigtige ord, som jeg ved, er lidt nemmere for dig at forstå.
Jeg siger: ”Åbne munden” frem for ”at udtrykke mig mundtligt”.
”Nemmere” frem for ”lettere”. ”Larm” frem for ”støj”.
Jeg begrænser mig selv for at tage hensyn til vores samtale. For ikke at være en sten i din sko. For at kunne begå mig i samfundet.
Nogle gange kan det føles som en spændetrøje, som jeg frivilligt tager på. Andre gange tænker jeg, at det er som når jeg spiller skak. Jeg har tænkt tre træk frem.
Nu har du fået et lille indblik i mit liv med et talehandicap.
Så næste gang du taler med mig – og du måske ikke helt forstår mig første gang. Så vær meget gerne forstående og tålmodig.
Og bare bed mig om at sige det igen eller spørg om vi lige skal have fat i kuglepen og et stykke papir.
Tak for ordet. Vi tales ved.
