03/09/2026
Kære alle sammen.
Kundby Lokalforum har brug for jeres hjælp.....
I maj måned havde vi besøg af en journalist studerende, der skulle skrive en artikel om hvordan det er at bo i en by, der er afhængig af de regionale busforbindelser. Region Østdanmark har varslet mulige nedskæringer i op mod en tredjedel af buslinjerne på Sjælland, og der er buslinjen til/fra Kundby desværre en del af den overvejelse.
Artiklen er nederst i dete opslag.
--------------
Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har 25. februar 2026 besluttet, at der skal udvikles et nyt busnet, der passer bedre til borgernes hverdag og mobilitetsbehov. Derfor er Holbæk Kommune og Movia nu i gang med at undersøge, hvordan kommunens busser skal køre i fremtiden. Målet er at skabe et busnet, der bedst muligt understøtter borgernes mobilitetsbehov og hænger godt sammen med andre kollektive trafikforbindelser i kommunen.
-I skulle gerne have modtaget et spørgeskema i jeres E-BOKS. Det er vigtigt at I udfylder dette uanset om I bruger bussen eller ikke. Ellers kan I svare på spørgsmålene via dette link:
Besvar spørgeskemaet senest 24. september 2026:
https://forms.cloud.microsoft/e/Egd86JjxX4
Holbæk Kommune vil gerne invitere os i Lokalforum til et interview om transportbehovene i vores lokalområde.
Lokalforaene har en vigtig viden om de lokale forhold i kommunens forskellige områder. Interviewene skal derfor bidrage med nuancerede lokale perspektiver på, hvordan busdækningen opleves i dag, hvor der opleves udfordringer, og hvilke behov et fremtidigt busnet bør tage højde for.
Derfor søger vi 2 personer som vil hjælpe Kundby Lokalforum ved disse interviews.
Praktisk om interviewet
Interviewet tager ca. 20 minutter og kan foregå telefonisk eller på Teams. En eller flere repræsentanter for lokalforummet kan deltage, og det er Holbæk Kommunes rådgiver fra Artelia, der udfører interviewet. De gennemfører interviewene i perioden 7.–18. september 2026 på hverdage mellem kl. 8-16.
I interviewet vil de blandt andet tale med os om:
Hvilke transportbehov og destinationer der er særligt vigtige for borgerne i vores lokalområde
Hvad der fungerer godt og mindre godt ved den kollektive trafik i området i dag, herunder forbindelser til andre dele af kommunen og til togstationer
Hvad der bør prioriteres i et fremtidigt busnet – og evt. hvilke ændringer eller kompromiser, der vil have størst betydning for vores lokalområde.
Hvis I ønsker at deltage, så svar på denne mail.
På forhånd tak for jeres hjælp og for at bidrage med den lokale viden til arbejdet med fremtidens busnet.
Kundby Lokalforum
-------------------------------------------------
Artikel af Kamille Funding
I vestsjællandske Kundby kan den
eneste busrute forsvinde: »Det ville jo
være forfærdeligt for byen, hvis de
sløjfer den«
Rute 520 mellem Kalundborg og Holbæk er den eneste offentlige
transport, der kører gennem landsbyen Kundby. Nu risikerer buslinjen at
blive nedlagt som led i besparelser i den kommende Region
Østdanmark, og der er ikke uden betydning for byens 682 beboere.
15 kilometer vest for Holbæk ligger vestsjællandske Kundby som en smørklat i et hav
af rapsmarker. Her ligger landsbyens friskole, børnehave og vuggestue som perler
på en snor. Brugsen lukker klokken 18, men har åbent alle årets dage. Og omkring
en gang i timen stopper bus 520 på sin vej mod Kalundborg eller Holbæk.
Klokken er omkring 13, da jeg stiger af samme bus og for enden af en villavej med
tressertypehuse møder Bianca Møllegård.
Hun har boet i Kundby siden 2004 og er vist det, man kan kalde en ildsjæl. Formand
for Kundby Lokalforum, frivillig i ungdomsklubben og en af de initiativtagende
forældre, der i 2015 startede Kundby Friskole op, efter byens folkeskole blev lukket.
Et initiativ, der ifølge Bianca Møllegård ikke var til at komme udenom.
– Hvis vi ikke havde en skole i Kundby, ville byen lige så stille og roligt bare lukke ned
og blive en spøgelsesby. Det ville have en helt naturlig turnus. Hvis skolen ikke var
her, så ville Brugsen lukke, og så kunne man sætte til-salg-skiltet op på landevejen
herovre, siger hun.
Bianca Møllegård svarer prompte, da jeg spørger, om en nedlagt busrute indgår i
samme økosystem.
– Ja, det tror jeg. For skolen er så afhængig af, at bussen er her, siger hun.
22 millioner passagerer kan miste deres bus
Den 21. april 2026 blev det på et møde i det Forberedende Regionsråd Østdanmark
gjort klart, at op mod en tredjedel af de regionale busruter på Sjælland står med
sparekniven for struben. Ifølge den kommende region, vil op mod 22 millioner årlige
passagerer kunne miste deres buslinje.
En af dem, der står først for skud, er den rute mellem Kalundborg og Holbæk, der
som den eneste bus svinger forbi Kundby. Det fremgår af et bilag fra det
Forberedende Regionsråd.
Det kom som en ubehagelig overraskelse for Bianca Møllegård.
– Det ville jo være forfærdeligt for byen, hvis de sløjfer den nu, fortæller hun.
Da de startede Kundby Friskole, fortalte et byrådsmedlem fra Holbæk Kommune, at
kommunen ikke kunne røre ved rute 520.
– Vi undersøgte det med buslinjen dengang. Han sagde, at vi ikke havde behov for at
være nervøse, fordi det er en regionsbus, så det er ikke en, de sløjfer, parafraserer
hun fra samtalen
Selvom det er ganske rigtigt, at bus 520 ikke uden videre kan blive nedlagt af
Holbæk Kommune, betyder det dog ikke, at ruten er urørlig. Bussens status som
regionalbus gør blot, at dens skæbne bestemmes af et regionsråd fremfor et byråd.
Man bosætter sig ikke et sted med usikkerhed
For skoleleder Bo Pedersen og viceskoleleder Theis Bæk Sørensen er
bustovtrækkeri ikke en helt ny disciplin.
– Vi har brugt otte måneder på at få en bus til lige at dreje ind forbi her, som man
valgte at få til at køre uden om, fortæller Bo Pedersen om en rute, der for nyligt blev
omlagt udenom Kundby.
De to bor ikke i byen, men har siden sidste år ledt Kundby Friskole. En skole, der
ifølge dem er afhængige af oplandet, fordi de 682 beboere i Kundby langt fra er de
eneste med børn på skolen.
Alligevel er det ikke bare skolen og dens 175 elever, det handler om. Det handler om
hele Kundby.
– Der er mange, der tager til Holbæk til uddannelse. Der er også mange, der ikke har
bil herude, der tager bussen både til Holbæk og til Kalundborg, siger Bianca
Møllegård.
Over det runde institutionsbord spørger Theis Bæk Sørensen, om busforbindelsen
spillede ind, da Bianca Møllegård og hendes mand besluttede sig for at flytte til
Kundby for 22 år siden. Hun nikker, mens viceskolelederen fortæller videre.
– Hvis en børnefamilie skal slå sig ned et eller andet sted, så betyder det jo meget, at
man trygt kan kigge mange år frem i alle faser af livet. Vores professionelle
planlægning bliver udfordret af det, men det gør familiernes også. Man bosætter sig
ikke et sted, hvor der er en form for usikkerhed, siger han.
Endnu ingen afklaring
Usikkerheden om bus 520 må dog blive ved lidt endnu. Det forberedende udvalg for
regional udvikling i Region Østdanmark vil nemlig ikke forholde sig til konkrete
busruter, før de har fået mulighed for at forhandle med, hvor mange penge, de
egentlig skal spare.
Den forhandling er forsinket af de regeringsforhandlinger, der siden folketingsvalget i
marts har sat store dele af dansk politik på lavt blus.
Hvis besparelserne kommer tættere på virkelighed, er Bianca Møllegård dog ikke i
tvivl om, at Kundby vil gøre sit.
– Vi har jo haft nogle ting, vi har kæmpet for. Både for at beholde skolen, men også
for at beholde vores brugs. Det, synes jeg, vi gør meget godt herude i Kundby.
--
Med venlig hilsen
Informations- og Kommunikationsudvalget
Kundby Lokalforum