26/02/2026
metodefrihed?
Når en undersøgelse finder sted, må den behandlende fagperson ikke opfinde egne metoder eller kriterier. Dette skyldes:
Objektivitet og validitet: Ved at følge faste ICD-10 kriterier fra Sundhedsdatastyrelsen sikres det, at diagnosen hviler på dokumenterede symptomer frem for subjektive skøn.
Behandlingsansvar: Diagnoser som Adjustment Disorder (F43.25) eller Delusional Disorder (F24) kræver specifikke observationer af varighed og sværhedsgrad for at udløse korrekt hjælp eller medicinsk behandling.
Retssikkerhed: Især ved diagnoser relateret til barnets forhold (f.eks. Psykisk overgreb T74.32 eller Z62.82/Z62.898), har præcision afgørende betydning for eventuelle kommunale eller juridiske foranstaltninger.
Hvem skal stille diagnoserne?
I det danske system er kompetencen til at stille de endelige psykiatriske diagnoser placeret hos specifikke faggrupper:
Speciallæger i psykiatri (Psykiatere): Det er primært psykiatere i Region Hovedstadens Psykiatri eller andre regioner, der har den medicinske og faglige uddannelse til at stille diagnoser og differentiere mellem komplekse tilstande.
Specialpsykologer: Inden for hospitalspsykiatrien kan specialpsykologer i psykiatri også foretage udredning og stille diagnoser i samarbejde med det tværfaglige team.
Praktiserende læger: Egen læge kan screene og stille foreløbige diagnoser ved mindre komplekse tilstande (f.eks. lettere tilpasningsreaktioner), men vil ofte henvise til specialister ved mistanke om mere alvorlige lidelser.
Ved mistanke om de nævnte diagnoser, særligt dem der involverer relationen mellem forælder og barn, foregår udredningen typisk i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor et tværfagligt team sikrer, at de nationale kliniske retningslinjer overholdes.
