18/03/2026
I dag deltog jeg i et mindre arrangement på FGU Korsør, hvor statsminister Mette Frederiksen og Frederik Vad havde inviteret til en drøftelse om det at være ung i psykiatrien.
De var der for at lytte til os, der har det tæt inde på livet, både personligt og fagligt– og for at blive klogere på, hvad der kan gøres bedre. 👀
Undervejs sad jeg ved samme bord som statsministeren.
Som pårørende.
Som kursusleder i Bedre Psykiatri.
Som familieterapeut.
👉🏻Tre perspektiver – men samme virkelighed.
Jeg fortalte om en rejse, der for mange familier er alt for lang.
En rejse med ventetid. Med usikkerhed. Og med en følelse af at stå stille – mens det hele langsomt bliver sværere.
For når en ung mistrives psykisk, så er det ikke kun den unge.
Det er en hel familie. ❤️
Og det er også en ung, der langsomt mister noget af sin ungdom.
Noget af sit mod.
Noget af sit selvværd.
En ung, der ofte står alene med skam, ensomhed og et ansvar, de ikke burde bære.
Vi taler om den unge som én sag –men det er en hel familie, der kæmper for at hænge sammen.
Og netop derfor er de pårørende ikke bare “ved siden af”. De er en afgørende del af den unges recovery.
Men vi glemmer ofte, at pårørende også bliver belastet. At de står i en hverdag med pres, bekymring og afmagt – og har brug for støtte og hjælp til at stå i det, både som mennesker og som forældre.
I dag kæmper mange familier ind i et system, der er for snævert og for rigidt. Hvor vi enten er inde – eller ude.
Men virkeligheden er ikke enten-eller.
Vi har brug for et større perspektiv. Hvor vi ser hele mennesket – og hele familien. Og hvor hjælpen hænger sammen hele vejen rundt om den unge.
For vi er ikke en forstyrrelse. Vi er en del af løsningen.
Tak for at lytte. 👂🏻
