05/09/2026
“Jeg har som minimum altid lidt ondt.”
Storm er 18 år. Han kan ikke huske et liv uden smerter.
De begyndte i 0. klasse. Først i den ene ankel, så i den anden. Til sidst gjorde selv den mindste bevægelse så ondt, at han ikke kunne trække fødderne ind under dynen.
Som seksårig fik han konstateret børneleddegigt.
I dag er smerterne stadig en del af hans liv.
Men spørger man Storm, hvad gigten har fået ham til at give afkald på, er svaret ikke helt så enkelt.
For hvordan savner man noget, man aldrig har kunnet?
“Jeg ville sikkert elske at løbe, men jeg har aldrig set det som en reel mulighed.”
Storm har for længst indrettet sit liv efter gigten. Men mødet med gymnasiet og arbejdslivet minder ham indimellem om, at han ikke er som alle andre unge.
Som da han for nylig skulle til skriftlig eksamen og havde så ondt, at han måtte tage den maksimale dosis smertestillende for at komme igennem dagen.
Eller når han skal fortælle en arbejdsgiver, at han som 18-årig har børnegigt.
“Det er ikke det sjoveste.”
For nylig har Storm fået job på en bar. I første omgang skal han stå i garderoben, hvor han kan sidde ned.
Senere må han se, om kroppen kan holde til flere timer stående i baren.
Storm har aldrig kendt et liv uden gigt.
Men det skal ikke afholde ham fra at finde ud af, hvor meget livet med gigt kan rumme.
Foto: Linda Johansen