28/04/2026
Hver måned holder vi møde i vågetjenesten. Der er altid først en sandwich og en snak med sidemanden og så går mødet i gang.
Fast på dagsordenen er at gennemgå alle vågninger, der har været for perioden.
Alle har mulighed for kort at dele deres oplevelse og så er der særlige situationer, hvor der er sket noget, som der kan være behov for at bearbejde samt noget, som vi alle kan lære af ift. fremtidige vågninger.
Man kan godt sige, at det er lidt en fælles opgave, at vi hjælper hinanden med at være godt klædt på til opgaverne, der mødes os i det frivillige arbejde.
På den måde kan alle føle sig trygge, og sådan har vi også et fælles fodfæste, trods vores forskelligheder og faglige baggrunde.
Dertil kan vi være heldige, at der kommer en gæst udefra og fortæller om deres tilgang til emnet vågning.
SÅ heldige var vi i går, hvor vi havde besøg af Ida Slothsberg fra Hospice Sjælland.
Med en rolig, faglig og virkelig afklarende tilgang førte hun os gennem hendes hverdag, som oversygeplejerske, souschef og visitator og gjorde os klart, hvilke dilemmaer der kan ligge i hendes arbejde samt samfundsmæssigt i det sundhedsfaglige felt, der dækker palliation.
Måske var vi flere, der havde en tanke på hospice som “endestationen” for en kritisk syg og døende, men det var kun tilfældet i 75% af tilfældene.
Hospice har nemlig både en optimerende og en livsafslutning tilgang, således at ca. 25% bliver udskrevet igen, når deres specifikke udfordringer er tilgået.
Hos Røde Kors har vi et slogan, der hedder “Ingen skal dø alene”, hvilket er hele eksistensberettigelsen for vågetjenesten.
På hospice må man gerne dø alene.
Det lyder måske lidt hårdt, men det var yderst empatisk formidlet. Tit var situationen at både personalet og de pårørende var meget tilgængelige … alligevel oplevede man ofte, at den døende forlod denne verden, når nogen lige var ude af rummet for et kort øjeblik.
Det var tankevækkende, at det også bevidst eller ubevidst kan være lettere for den døende at tage afsted, når der er ro … ingen hånd på skulderen, ingen musik, ingen snak, ingen forholden til ydre faktorer … blot ro til at vær med dødsprocessen og give slip 🕊️
Hvert menneske, hver sygdom, hver relation og situation er selvfølgelig forskellig og sådan bør det håndteres.
Ligeledes har de pårørende forskellige ønsker og behov (ikke nødvendigvis ift. den døende), som blev italesat på en meget omsorgsfuld måde.
Hvis man selv har prøvet at være pårørende, står det klart, at også denne rolle omfatter en proces med flere lag af praktiske, fysiske og følelsesmæssige udfordringer.
Det er et vigtigt område også at pleje, fortalte Ida Slothsberg og det satte bestemt gang i noget genkendeligt fra det vågende folk … Taknemmeligheden er stor, når kræfterne over tid er små - dét mærker vi tydeligt, når vi møder de pårørende på en vågevagt.
… og hvorfor dele alt dette her på siden?
Det er tænkt til at give dig, der er nysgerrig på vågning, selv er våger eller har brug for en en tanke på, hvordan vi støtter hinanden i fællesskab, hvordan vi hele tiden lærer og hvordan flere og endda meget forskellige vinkler alle kan være de helt rigtige efter omstændighederne ❤️
Stort tak til Ida Slothsberg for dit nærvær, for at dele af din viden samt for at udfordre og afklare vores tanker om hospice samt den døende (og de pårørendes) proces 🙏
——
Teksten er fortolket og skrevet af Lene Marie Faber og er ikke gennemlæst af Ida Slothsberg.
