11/01/2023
Kom til nytårskur på Kværkeby Friskole
Kværkeby Fjellebro Landsbyforening arrangerer som noget nyt nytårskur, og vi håber, dette kan blive en ny tradition at samles om i Kværkeby Sogn.
Til vores første nytårskurarrangement fredag den 20. januar kl. 19.00 har vi fået Bertel Abildgaard alias guitarKAJ fra 5xKaj til at komme og underholde med sang og musik for alle i et komisk underholdningsshow. Det er en spændende blanding af sang, musik og gode anekdoter om de sange, han har valgt til lejligheden. Tilsat stand up komik for det voksne publikum med sjove replikker og gang i guitaren. Krydret med selvironi, parodier og gags i et humørfyldt tempo i god kontakt med sit publikum. Han har mange strenge at spille på, helt op til seks stykker ad gangen.
Han spiller kendte danske sange for eksempel Kim Larsen, John Mogensen, Jacob Haugaard, Johnny Reimar, Flemming Bamse og måske lidt Elvis og gode ting fra dansktoppen til dansk rock, samt egen sjove sange.
Opskriften for hans underholdning er: “Det skal være noget der er sjovt, og sange man kunne synge med på”.
Har blandt andet en lang historie i revygenren, hvor han i flere år var skuespiller og direktør i Kerteminde Revyen, Græsted Revyen, Kolding Sommerrevy og medvirkede som skuespiller i et par sæsoner i Nykøbing F. Revyen.
Tilmelding til dette arrangement skal ske til Emmy på mobilnr. 4073 3697. Man kan også købe adgangsbillet ved indgangen.