25/08/2026
På billedet ser I Sarah smilende sammen med nogle af vores familievenner. For fire år siden så hendes liv helt anderledes ud.
I går havde vi frivilligcafé i Home-Start Ringsted, hvor Sarah kom og fortalte sin historie. En historie om vold, om at miste fodfæstet og om at skulle skabe en ny hverdag for sig selv og sine børn, men også om at turde tage imod hjælp, da den kom.
Sarah havde et godt job, hus, have, bil og trampolin. Hun havde en familie og en hverdag, som på mange måder lignede så mange andres. Men livet ændrede sig, og pludselig boede hun og børnene på et 10 kvadratmeter stort værelse på et krisecenter. Et år senere skulle skabe en helt ny hverdag i en lille lejlighed som enlig mor.
Det var i den periode, Hanne blev Sarahs familieven gennem Home-Start. Hanne kom i halvandet år, og Sarah fortalte, at noget af det, der gjorde den største forskel, var, at Hanne blev ved med at komme. Hun mødte hende ligeværdigt og uden at dømme. Nogle gange spurgte hun bare: "Skal jeg ikke lige ordne køkkenet og vasketøjet?"
For Sarah var det i starten svært at tage imod hjælp. Hun havde en stærk følelse af, at hun skulle klare sig selv. Men når overskuddet var småt, var det også en lettelse, at Hanne kunne tage initiativ og hjælpe med nogle af de helt almindelige ting i hverdagen.
Sarah fortalte også, hvorfor hun i dag gerne vil bruge sin egen stemme. Hun vil være med til at nedbryde nogle af de tabuer, der stadig findes omkring vold, det at have brug for hjælp og det at turde tage imod den.
"Vold har mange ansigter, og der er stadig familier, som lever med svære ting i stilhed bag ligusterhækken. Hvis jeg ikke kan tage ud og bruge min stemme, hvem skal så?" sagde Sarah.
Sarah er lærer og lever af at formidle. Nu bruger hun også sin stemme til at tale om noget, som kan være svært at tale om. Det er både modigt og enormt inspirerende!
Tak til Sarah for at dele sin historie med vores frivillige i går 🙏.
Kh Camilla fra Home-Start Ringsted