05/06/2026
Dette indlæg har været bragt i Internetmediet ZETLAND - som svar på en artikelserie om, at boligpriserne skaber ulighed. Zetland er i øvrigt det eneste medie, som har bragt noget fra undertegnede i år, selv om jeg har sendt over 20 korte og længere indlæg.
PS. Et lignende indlæg kan ses som video, hvis du foretrækker det - klik nederst.
Tak til ZETLAND for at tage dette vigtige emne op. Og undskyld mit lidt lange indlæg – det kan ikke gøres kort.
Begreberne bør afklares: Det er ikke ”boligpriserne”, der stiger. En bolig består af mursten, stikkontakter, vinduer og døre, som koster det samme på Langeland som i København. Det er jordværdierne (eller ”beliggenheden”, som vi siger i dag), der stiger. Og det sker ikke, fordi ejeren arbejder, investerer eller tager en stor risiko. Nej, de stiger på grund af samfundets almindelige udvikling og investering i infrastruktur, arbejdspladser, uddannelser, kulturtilbud osv.
Men – og det er vigtigt - en beskatning på fortjeneste ved salg af boliger er – trods de gode intentioner – meget uigennemtænkt og direkte skadelig. En sådan skat blander bygningsværdien (der kan vokse ”legitimt” ved, at ejeren bygger nyt og vedligeholder godt) sammen med jordværdien. Desuden rammer den vilkårlig, nemlig dem, der flytter af nødvendighed og på det forkerte tidspunkt, mens dem, der bliver boende, slipper. I virkeligheden betyder f.eks. et forslag om 15 % beskatning af boligsalgsgevinster ikke andet, end at en bolig får ”to sælgere”; nemlig staten (15 % af fortjenesten) og den private sælger (der får 85 %). Det sænker ikke den markedsbestemte købspris for de unge købere, som har svært ved at få et sted, de kan kalde ”hjem”.
Også de velmenende forslag om at bygge flere boliger, som er billigere, er ikke en farbar vej. Dels skal der skaffes ”plads” – og den er dyr. Og så skal der ydes offentlig støtte – hvilket vil betyde flere skatter på løn og produktion. Og endelig forvrider billige andelsboliger og almene boliger boligmarkedet med en masse korruption, fup og fiduser til følge.
Det er kun en løbende opkrævning til samfundet af en højere grundskyld, (dvs. af den årlige leje, som grunden kan indbringe), der dur. Den sænker beliggenhedsværdien. Og selv en beskeden forhøjelse vil sætte en stopper for stigninger som vi har set i seneste år. Det virker ganske som en rentestigning på boliglån – det ved enhver ejendomsmægler.
Og så er grundskyld retfærdig, den tilfalder nemlig ”alle/samfundet”, dvs. ”skaberne” af jordværdien.
Retsforbundet ønsker ikke, at jorden skal være samfundsejet. Jorden skal være på private hænder på det vilkår, at brugeren afregner sin fordel til samfundet (”fuld grundskyld”). Når han sælger sit sted, overtager den nye køber grundskylden – ganske som med den (lave) grundskyld i dag.
Ved fuld grundskyld bliver jordens værdi 0 kr. Men køberen betaler naturligvis markedspris for de bygninger osv., der står på grunden.
NB. Det nuværende kaos omkring vurderingerne ikke i sig selv et argument mod grundideerne.
Desuden er Retsforbundets ejendomsretsbegreb en mønt med to sider.
Dels den nævnte, at jordrenten bør tilfalde samfundet.
Og dels, at arbejdets frugter skal tilfalde dem, der udfører nyttigt arbejde og stiller produktionskapitalen til rådighed – så vidt muligt fri af skatter og afgifter.
Derfor er det vores opfattelse, at grundskyld aldrig må blive en ny indtægtskilde for staten; men den skal – krone til krone – anvendes til afskaffelse af de skatter, der lægges på dem, der bærer dagens byrde.
Endelig ønsker Retsforbundet ikke at fjerne alle uligheder (vi er ikke socialister); men vi ønsker, at vore muligheder bliver mere lige (bolig og jord bliver brugsgenstande og ikke spekulationsobjekter). Så vil ulighed blive mere ”fortjent”. Så den ”der kan få to strå til at gro, hvor andre kun kan avle et” og dermed bidrager til den almindelige velfærd, ikke – som nu – brandbeskattes for denne ”frækhed”.
Det her beskrevne er PRINCIPPERNE eller ENDEMÅLET for et retvendt ejendomsretsbegreb. Dem må man forstå, for at kunne arbejde gradvist hen mod målet. Det er nemlig klart, et en sådan reform kræver gennemtænkte overgangsløsninger, så alle, der har satset på gældende lovgivning, ikke havner i uholdbare situationer. Heller ikke de nuværende friværdiejere. Overgangsløsninger er imidlertid ikke emnet for denne artikel.
Artiklen er således ikke et angreb på ”onde” husejere på Frederiksberg. Gevinster på jordværdier kan vi slet ikke undgå – jeg indkasserer dem selv.
Men den er et forsvar for, at ”retfærdighed ikke bare er rigtigt, det betaler sig ovenikøbet” – selv for dem, der ”mister”. Således så fremsynede godsejere i slutningen af 1700-tallet, at de ville vinde på at frigøre bønderne. Før kunne de køre rundt i en guldkaret på hullede veje; men reformerne startede en udvikling, der – sammen med andre fremskridt i retfærdighed og frihed - har ført til, at godsejere (og alle vi andre) kan køre rundt i biler på fine veje. Der er al mulig grund til at tro, at et yderligere skridt i retfærdig retning vil have lignende positive effekter for os ALLE.
Med venlig hilsen
Thorkil Sohn, sekretær for Retsforbundet,
Bildtsvej 26, 6950 Ringkøbing.
Uligheden og de manglende muligheder for unge (f.eks. i København) ...
