Rødding Lokalhistoriske Arkiv

Rødding Lokalhistoriske Arkiv Rødding Lokalhistoriske Arkiv indsamler materiale af lokalhistorisk karakter om Rødding sogn

📅 Sæt kryds i kalenderen den 12. maj 2026🕖 Kl. 19:00 inviterer vi til “Kend din by” – en hyggelig og spændende aften, hv...
18/04/2026

📅 Sæt kryds i kalenderen den 12. maj 2026

🕖 Kl. 19:00 inviterer vi til “Kend din by” – en hyggelig og spændende aften, hvor du kan lære mere om lokalområdet.

Vi glæder os til at se dig!

Rødding – storkenes by Rødding har gennem tiden haft en helt særlig plads i den danske storkehistorie. I arkivet gemmer ...
05/04/2026

Rødding – storkenes by

Rødding har gennem tiden haft en helt særlig plads i den danske storkehistorie. I arkivet gemmer vi blandt andet fotos af storke på Toftegård og på Hotel Rødding – vidnesbyrd om en tid, hvor storken var en naturlig del af bybilledet.

I 1950’erne var der flere år i træk storke på Østerbygård, og i slutningen af 1960’erne og ind i 1970’erne rykkede de helt ind midt i byen.

På et tidspunkt, hvor storken var blevet sjælden i Ribe, kunne Rødding prale af hele to storkereder: ét på bager Arnums skorsten og ét på Colfachs gamle hus (senere Palmelunds radio- og TV-hus – i dag Øster Lindet Rejser). Det vakte opsigt – så meget, at amerikanske turistbusser med de såkaldte “Fairytale Tours” ofte lagde vejen forbi. Mens storkene blev fotograferet, fik byens butikker også besøg – til glæde for blandt andet den lokale guldsmed.

Storken i Rødding gennem tiden:
• Reder på både Østerbygård og Toftegård
• Stork på Hotel Rødding i 1930’erne
• 1989: ingen stork – måske pga. manglende vedligeholdelse af reder
• 1990: ankomst allerede 31. marts (tidligste siden 1981)

Storken var kendt for sin præcision – i 1988 landede den blot 50 minutter senere end året før!

Og som mange måske husker, fulgte der også små skrøner med:
👉 “Hvis du havde luffer på, når storken kom, ville den skide på dine hænder!”

Vores sidste notits om storke i udklipbøgerne er fra 1990 – men måske gemmer der sig flere historier derude?

Har du minder, billeder eller fortællinger om storkene i Rødding? Del dem meget gerne med os!

Ifølge DOF var der i 2025 kun 13 ynglende storke i Danmark – en påmindelse om, hvor særligt dette kapitel af Røddings historie er.

Enghaveplads – et kig tilbage i tidenEt luftfoto af Enghaveplads, som gennem tiden også har været kendt som både Chr. d....
13/03/2026

Enghaveplads – et kig tilbage i tiden

Et luftfoto af Enghaveplads, som gennem tiden også har været kendt som både Chr. d. IXs Plads og Banegårdspladsen. Billedet giver et fint indblik i, hvordan området engang så ud, før mange af de gamle bygninger forsvandt fra bybilledet.

Selvom den senere så kendte pølsevogn ikke er at finde på dette foto, er der til gengæld meget andet at gå på opdagelse i. Rundt om pladsen ligger der mindre huse og midt i billedet den gamle amtsbanegård, som på det tidspunkt i 1960'erne fungerede som rutebilstation, og man kan ane hverdagslivet med bus, biler og mennesker i gadebilledet. Til højre ses Brugsen, mens flere af de bygninger, der dengang prægede pladsen, siden er blevet revet ned eller ændret.

Billedet minder os om, hvor meget byen forandrer sig gennem årene – og hvor vigtigt det er at bevare minderne om de steder og bygninger, der var med til at forme hverdagen for tidligere generationer.
Arkivet skønner at fotoet er fra 1960-1965

Kradser, kyllinger og 18 indbrud – En bid af Røddings historieVed arkivets seneste arrangement med temaet “Forretninger ...
20/02/2026

Kradser, kyllinger og 18 indbrud – En bid af Røddings historie

Ved arkivets seneste arrangement med temaet “Forretninger i Rødding” opstod der en livlig diskussion om, hvor pølsevognen egentlig lå i Rødding gennem tiden. Det har fået os til at dykke ned i billeder og aviser for at samle en lille pølsevognshistorie.

Der er dog stadig huller i fortællingen. Vi har kun få fotos og mangler også enkelte oplysninger fra aviserne.

I Rødding har vi altid kaldt det en pølsevogn, men den var faktisk ikke mobil – bortset fra et par enkelte dage.

Den første pølsevogn lå på Torvet, skråt over for hotellet, og var ejet af Arnold Gårde i perioden ca. 1953-1967. I oktober 1967 overtog Ingrid Butenschøn boden. Hun fik tilladelse til at sælge pølser, is og vand, men sognerådet kunne ikke anvise en ny placering, da byggeplanerne for rutebilpladsen endnu ikke var afklaret. I sognerådet blev det foreslået, at hvis salget skulle foregå fra en vogn, skulle den være mobil, så den kunne fjernes uden for åbningstid.

Boden blev dog liggende på Torvet, indtil der i 1972 kom en plan for området i forbindelse med, at Martin Møller skulle opføre sit modehus. Herefter blev der opført en ny og større bod på Chr. D. IX Plads – også kaldet Rutebilpladsen og senere Enghaveplads. Denne gang med indlagt vand, hvilket den tidligere bod på Torvet ikke havde haft.

I 1973 kunne man læse i avisen, at pølseboden inden for få år havde haft hele 18 indbrud, hvoraf kun seks blev opklaret. Fru Butenschøn led betydelige tab, da ingen forsikringsselskaber ville dække indbrud i en så let tilgængelig bod. Der blev blandt andet stjålet tobaksvarer, kyllinger, bøfsandwich, forårsruller, wienerpølser og slik. Det fortæller også lidt om, hvad der var på menuen. Samme år blev der installeret en mere effektiv tyverialarm.

I juli 1974 overtog Margit og Ejnar Nielsen pølse- og grillbaren. De drev stedet i hele 34 år og fik mange stamgæster. Her kunne man få dagens ret, hotdogs, grillstegt kylling eller en kradser. Nogle kom også for at spille på automaterne, som larmede meget.

I februar 2008, da Ejnar var 69 år, solgte de boden til Heidi Rasmussen. I september 2010 kunne man læse i avisen, at Allan Mortensen overtog efter knap et halvt års lukning. Det er lidt usikkert, hvornår boden forsvandt fra Enghaveplads – måske kan nogle af jer hjælpe med det?

En anden pølse- og grillbar kom til Rødding i 2011. Den blev transporteret på blokvogn fra Brørup og opstillet ved ABC i Østergade. Her kunne man nyde maden med udsigt til den flotte bøg, og stedet fik navnet Bøgegrillen. I 2021 blev ABC udbygget, og grillbaren blev endnu en gang flyttet – denne gang til rundkørslen ved skolen, hvor den kom til at hedde Skovgrillen.

Der har gennem tiden været flere grillbarer i Rødding, dog uden samme lange levetid. Blandt andet i Vestergade (nu Franks Tøj), på Sønder Allé 6 (hos bageren) og i Østergade 16, som siden er blevet nedrevet.

Har du minder eller billeder fra Røddings pølsevogne og grillbarer? Vi hører meget gerne fra dig i kommentarfeltet.

-

Støt Rødding Lokalhistoriske Arkiv Vil du være med til at bevare og formidle Røddings lokale historie?Du kan støtte arki...
12/02/2026

Støt Rødding Lokalhistoriske Arkiv

Vil du være med til at bevare og formidle Røddings lokale historie?
Du kan støtte arkivets arbejde ved at tegne et årsmedlemskab for kun 75 kr.

Med dit kontingent bidrager du direkte til arkivets fortsatte arbejde med at indsamle, bevare og dele vores fælles historie.

Ønsker du at blive medlem?
Send en mail til: [email protected]

Vi sætter stor pris på din støtte!

Arkivet siger tusind tak for det flotte fremmøde til vores arrangement. Ejvind og Bent havde fundet en samling fotos fre...
04/02/2026

Arkivet siger tusind tak for det flotte fremmøde til vores arrangement.

Ejvind og Bent havde fundet en samling fotos frem af forretninger fra deres barndom og ungdom, og det gav både grin, genkendelse og masser af gode anekdoter.

Tak for alle jeres kommentarer, minder og hyggelige bidrag – det er netop dét, der gør sådanne eftermiddage så særlige.

👉 Husk, at arkivet meget gerne modtager fotos og arkivalier fra jer.
Og vil I ikke af med materialet, låner vi det også gerne og skanner det, så historien bliver bevaret for eftertiden.

En stor del af vores arbejdstid på Lokalhistorisk Arkiv går med at registrere fotos. Det spændende er at finde frem til ...
14/01/2026

En stor del af vores arbejdstid på Lokalhistorisk Arkiv går med at registrere fotos. Det spændende er at finde frem til baggrunden for billederne – hvem er menneskene, hvilke huse er det, og hvad er historien bag?

Nogle gange kræver det lidt detektivarbejde, og andre gange dukker svarene op takket være hjælpsomme borgere. Hvert foto rummer et lille stykke lokalhistorie, og det er en fornøjelse at være med til at bevare den.

Frederik Reimers på hestetrukken salgsvogn for Strandveiens Smørforsyning Fr. Reimers Nivaa, ca. 1905. Telefon, Nivaa No 3. Ved hans side ses sønnen Vilhelm Reimers. Billedet er taget foran Hafnia Cyclefabriks filial i Rungsted. Fotograf: Erik Barbré, Helsingør (Fredensborg)

Et lille glimt fra vinteren omkring 1946 i Østergade.Sneen lå i høje driver i gaderne, og hverdagen var en helt anden en...
05/01/2026

Et lille glimt fra vinteren omkring 1946 i Østergade.
Sneen lå i høje driver i gaderne, og hverdagen var en helt anden end i dag. To børn , tykke frakker og vinterkulde – men også et øjeblik frosset i tiden.

Den store pige er Ruth Korsholm Mathiesen, mens den anden pige er Annelise Jensen

Præcision frem for fart – pålidelighedsløbet med start i Rødding maj 1925Et pålidelighedsløb er ikke et ræs om at komme ...
01/01/2026

Præcision frem for fart – pålidelighedsløbet med start i Rødding maj 1925

Et pålidelighedsløb er ikke et ræs om at komme hurtigst frem, men en konkurrence i præcision, disciplin og regelmæssighed. Deltagerne skal køre en fastlagt rute med en bestemt gennemsnitshastighed og følge nøje angivne instruktioner. Afvigelser i fart, tid eller rute giver strafpoint – og vinderen er den, der kører mest “pålideligt”, ikke hurtigst.

Pålidelighedsløbet gik fra Rødding over Gram, Vojens og Haderslev, videre over Sommersted og Jels og tilbage til Rødding. I alt deltog 49 motorkøretøjer.

Det kneb med at skaffe plads til de omkring 50 biler og motorcykler, der deltog i løbet. Opstillingen på Torvet og i de tilstødende gader generede den gennemgående trafik, som normalt var betydelig netop her. Alligevel forløb arrangementet godt og var veltilrettelagt af Sportsudvalget, købmand Frandsen og værkbestyrer Bech, assisteret af indehaveren af Automobilcentralen i Kolding, Damgaard Petersen, som fungerede som starter.

Lige før starten fik hver deltager en lukket kuvert med meddelelse om kørehastighed: 30 kilometers fart og rute over Gram og Vojens til Haderslev Søndertorv og derfra retur til “Tyrashul” via Sommersted og Jels til Rødding.

Kl. 14 startede den første bil, og derefter blev biler og motorcykler sendt af sted skiftevis med 1½ minuts mellemrum. Først efter kl. 15.30 var de sidste kommet af sted. To af de 49 køretøjer deltog uden for konkurrence.

For politiet må det have været en travl dag. Motorkøretøjers fart gennem Rødding var fastsat til 15 km i timen, men over halvdelen af deltagerne satte i gang fra Torvet sydpå gennem byen med 25–35 km i timen. Især deltager nr. 1 for op ad Gram Bakke som en raket. Midt under løbet kom endda en bil fra Kolding glidende gennem byen med 35–50 km i timen, lige for næsen af politiet. At der ikke skete ulykker, var næppe førerens fortjeneste, for både Torvet og de tilstødende gader var på dette tidspunkt stærkt trafikerede af både gående og kørende.

Omkring kl. 16.30 begyndte deltagerne at vende tilbage, og ved 18-tiden ankom de sidste. Både starten og opløbet blev fulgt af en stor menneskemængde.

Om aftenen samledes de fleste deltagere til festspisning på Christoffersens Hotel (Hotel Rødding), hvor resultatet af løbet blev meddelt.

Resultatet af løbet:
1. Toni Hartmann, Rødding – 85 strafpoints
2. Slagter Chr. Jensen, Rødding – 130 strafpoints
3. Jens Ravn, Rødding – 137 strafpoints
4. Ali Hartmann, Rødding – 139 strafpoints
5. Johs. Christensen, Rødding – 166 strafpoints
Bedste motorcyklist:
Holger Henriksen, Brørup – 209 strafpoints

Strafpoints varierede fra 85 til 3000, og i alt 18 deltagere modtog præmie.
Blandt de øvrige præmietagere var bl.a. A. Hartmann (Stepping), Andersen (Dalgården), Frederiksen (Brendstrup), Gehlert (Skodborg), Chr. Andersen (Gramby), Jørg. Frank (Rødding), Dr. Sieverts (Gram), P. Hartmann (Rødding), L. Petersen (Rødding), Mar. Christensen (Brendstrup), Ehlers (Gramby) og Mar. Hartmann (Rødding), som også var en af løbets hovedarrangører.

Løbet kunne næsten kaldes et “Hartmann-løb”, da fem af bilerne blev ført af Hartmann’er – og de hver tog én eller to præmier.

Kilde: Dannevirke, 9. og 11. maj 1925

Biler i Rødding i 1920’erne Fra 1903 fik de danske biler nummerplader – og ejerne blev registreret. I “Automobilejernes ...
28/12/2025

Biler i Rødding i 1920’erne

Fra 1903 fik de danske biler nummerplader – og ejerne blev registreret.

I “Automobilejernes Bog” kan man finde oplysninger om ejere af alle registrerede personbiler fra 1909 til 1926 (det sidste år dog kun København og omegn). Bøgerne kan ses online – prøv at søge på “Automobilejerens Bog” på slaegtsbiblioteket.dk. Rødding findes under Haderslev amt under D

I 1924 var der hele 24 registrerede biler i Rødding by – måske ikke så dårligt for en mindre by i 1920’erne.

I arkivet har vi fundet fotos af biler fra perioden. På ét billede kan man se rutebilen på ruten Rødding–Sommersted–Haderslev med nummerpladen D594. Et opslag i bøgerne afslører, at bilen i 1922 var ejet af vognmand Joh. Knudsen. Vi finder den ikke i 1924, så bilerne har måske skiftet ejer.

Men bilerne stod naturligvis ikke bare helt stille på helligdage.
De blev også brugt i de populære “Pålidelighedsløb” – og netop dem bringer vi en reportage om i næste uge.

19/12/2025

Adresse

Søndergyden 15
Rødding
6630

Hvad er åbningstiderne?

Tirsdag 09:00 - 12:00
Torsdag 14:30 - 17:00

Telefon

+4579965665

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Rødding Lokalhistoriske Arkiv sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Organisationen

Send en besked til Rødding Lokalhistoriske Arkiv:

Del