08/10/2026
I sidste uge var lidt over 50 sygeplejersker fra hele landet samlet i Middelfart til Epilepsidagen 2026, netværksdagen i Epilepsisygeplejersker på sygehus, der også bare hedder EPINET.
Dagens tema var kognitive udfordringer og udtrætning ved epilepsi.
Neuropsykolog Kirsten Vinter fra Rigshospitalet og socialfaglig konsulent Brian Langeskov fra Filadelfia gav sygeplejerskerne ny viden om, hvad udtrætning er, og hvordan man kan hjælpe.
Vores egen sundhedsfaglige rådgiver Camilla Skødt Bonde fortalte om epilepsialarmer, og var desuden også moderator for en paneldebat, hvor to af vores seje medlemmer ud fra et patient- og pårørendeperspektiv selv fortalte om, hvordan udtrætningen fylder i deres liv.
EPINET er et netværk for epilepsisygeplejersker, som er et nyt initiativ, hvor sygeplejersker, der arbejder med epilepsi hos børn, unge og voksne på landets sygehuse samles både fysisk og online. Her deler de viden og erfaringer, så mennesker med epilepsi får den bedst mulige pleje, uanset hvor i landet de bor. Epilepsiforeningen er med til at facilitere netværket.
Tusind tak til alle oplægsholdere og paneldeltage for at dele deres erfaringer, og til styregruppen for et stærkt program💜
Dagen blev afholdt og betalt af Angelini Pharma.
Kender du en epilepsisygeplejerske, eller er du det selv? Kunne du tænke dig at være en del af netværket? Så skal du være velkommen til at kontakte sundhedsfaglige rådgiver Camilla på [email protected]