25/09/2026
Når noget bliver kaldt en akutplan, er det værd at spørge: Hvorfor fik det lov at blive akut?
Mennesker med ADHD og autisme og deres familier har ventet længe. Alt for længe. Og vi har vidst alt for længe, at ventetiderne og kapaciteten ikke hang sammen med behovet og heller ikke altid med den kvalitet og sammenhæng, mennesker har brug for.
Derfor er det også vigtigt at sige tydeligt: Det er godt, at situationen nu bliver taget alvorligt. Det er godt, at der bliver sat markant ind, at der afsættes betydelige midler, og at planen både ser på kapacitet, hurtigere hjælp og tidligere indsatser tættere på hverdagen. Det har vi brug for.
Bag hver venteliste står nemlig et menneske. Et barn, der måske ikke længere kommer i skole. En ung, der mister fodfæstet i uddannelse eller hverdagsliv. En voksen, der kæmper for at få arbejde, familieliv og hverdag til at hænge sammen. Så ja, det er godt, at der handles nu.
Men akut handling må ikke blive kortsigtet brandslukning.
Vi skal selvfølgelig have ventelisterne ned her og nu. Men vi skal samtidig bruge indsatsen til at opbygge kapacitet, faglig viden og sammenhæng, så hjælpen også er der i morgen, næste år og om fem år. Og vi skal sikre, at det er de rigtige løsninger, vi sætter ind med.
Der skal også være en plan for tiden, før man overhovedet havner på en venteliste. Hvordan handler vi tidligt? Hvem griber? Hvem har ansvaret? Og hvordan sikrer vi, at et barn, en ung eller en familie ikke bare sendes videre fra sted til sted?
Fasttrack i psykiatrien lyder spændende. Men hvad betyder det i praksis? Hurtigere hjælp er vigtig. Men hurtigere må ikke blive lig med mindre grundighed, når der er behov for en grundig udredning.
For mennesker med ADHD og autisme er ventetid ikke bare tid i en kalender. Det er tabte skoledage, uddannelser der kommer i fare, arbejdsliv under pres, voksende mistrivsel og familier, der kæmper for at holde sammen på hverdagen.
Det er stærkt, at kommunerne fremover skal kunne gribe tidligere ind. Planen bruger formuleringen børn og unge med symptomer eller udfordringer, der “kan være forenelige med ADHD og autisme”, og lægger op til nye prædiagnostiske tilbud tættere på hverdagen. Det kan være rigtig positivt, at hjælpen kan begynde før en diagnose. Men det rejser også et vigtigt spørgsmål: Hvem vurderer, hvad der er “foreneligt med ADHD eller autisme” – og hvilken viden har de til at gøre det?
Tidlig hjælp i kommunen må ikke betyde, at børn og unge bliver hængende længere i et kommunalt spor, mens man afprøver indsats efter indsats, hvis der er tydelige tegn på behov for specialiseret udredning eller behandling. ADHD og autisme kræver specialviden. Der skal være klare kriterier for, hvornår man skal videre, og hurtig adgang til den rette faglighed. Tidlig hjælp må ikke blive en ny venteposition.
Vi glæder os til at se, hvordan medarbejderne opkvalificeres, hvordan kvaliteten sikres, og hvordan man følger, om indsatserne faktisk hjælper det enkelte menneske.
For det er ikke nok kun at følge, om kurven knækker, aktiviteten stiger, og ventelisten bliver kortere. Hvem følger den oplevede kvalitet for barnet, den unge, den voksne og familien? Hvem har dét perspektiv med?
Og lad os samtidig huske, at mistrivsel og diagnose kan være samtidige, men ikke er det samme. Vi skal ikke kun spørge, hvad der er galt med mennesket. Vi skal også spørge, hvilke rammer der skal til, for at det menneske kan fungere og trives.
Vi skal derfor også være nysgerrige på, hvorfor så mange får det så svært. Hvad sker der i skolen, uddannelsen, arbejdslivet og familielivet, før problemerne bliver så store, at psykiatrien bliver nødvendig? Forebyggelse handler ikke kun om at opdage symptomer tidligere. Det handler også om at skabe rammer, der gør det muligt at fungere med ADHD og autisme, før mistrivslen vokser sig alvorlig.
Det kræver en holdsport mellem regioner, kommuner, almen praksis, PPR, skoler og civilsamfund. Planen taler selv om brobygning til civilsamfundet. Det hilser vi velkommen. Men civilsamfundet skal ikke kun være nogen, man henviser videre til. Vi skal også inddrages, når løsningerne udvikles. Her sidder en stor del af erfaringen fra mennesker med ADHD og autisme og deres familier, og den erfaring skal med ved bordet. Så lad os nu få lavet den langsigtede plan for alle og med alle. Så har vi reelt alle mand på dæk.
Så ja, vi hilser akutplanen velkommen. Den viser, at situationen bliver taget alvorligt, og den rummer flere vigtige og nødvendige greb. Men den skal også være begyndelsen på en løsning, der holder, så akut handling netop ikke bliver kortsigtet brandslukning. Og hvornår ved vi, at vi er lykkedes? Ikke kun når ventelisten er kortere. Men når mennesker oplever, at de får den rigtige hjælp, på det rigtige tidspunkt, af mennesker med den rigtige viden.
