Midpoint Danmark

Midpoint Danmark Sammen skaber vi varige forandringer!

Vi styrker lokalsamfund i Afrika 🌍❤️

Hos Midpoint arbejder vi for at give børn og familier adgang til uddannelse, bæredygtigt landbrug og fællesskabets styrke.

Fortællingen udfordret: Afrikanske unge efterspørger ikke først og fremmest hjælp. De efterspørger muligheder.En ny Afri...
12/08/2026

Fortællingen udfordret: Afrikanske unge efterspørger ikke først og fremmest hjælp. De efterspørger muligheder.

En ny African Youth Survey 2026 peger på et markant ønske blandt unge på tværs af Afrika: Flere arbejdspladser, investeringer, bedre infrastruktur, mindre korruption – og større indflydelse på deres egen fremtid. Det udfordrer den klassiske fortælling om Afrika som et kontinent, der først og fremmest har brug for bistand.
Og det udfordrer også os.
For udvikling handler ikke kun om, hvor mange midler der flyttes fra Nord til Syd. Det handler om, hvem der har ejerskabet, kompetencerne og beslutningskraften til at skabe varige forandringer.
Det er en vigtig del af tankegangen i Midpoint.

I Nigeria arbejder vi gennem en lokalt ledet organisation og lokale partnerskaber. Vi investerer i mennesker, organisationer og lederskab, så flere får mulighed for selv at skabe løsninger i deres lokalsamfund.
Det er ikke det samme som de store økonomiske investeringer og infrastruktursatsninger, som mange unge i undersøgelsen efterspørger. Men retningen er beslægtet:
- Fra modtager til medskaber.
- Fra afhængighed til handlekraft.
- Fra løsninger udefra til stærkere lokalt ejerskab.

Hvis fremtidens internationale samarbejde skal være relevant, må spørgsmålet derfor måske ændres fra: “Hvordan kan vi hjælpe Afrika?”
Til: “Hvordan kan vi indgå i partnerskaber, hvor afrikanske aktører har reel indflydelse på deres egen fremtid?”
Det er en ny og stærk bevægelse, Midpoint ønsker at være en del af.

Billedet er IKKE AI, men taget på en af de fantastiske ungdomscamps, hvor vi oplærer ledere til at vejlede børn med tillid og integritet.

Bag ethvert stærkt fællesskab står et dedikeret team! 🌍✨Sammen med vores nigerianske partner, har vi i dagene 2.-6. juli...
23/07/2026

Bag ethvert stærkt fællesskab står et dedikeret team! 🌍✨
Sammen med vores nigerianske partner, har vi i dagene 2.-6. juli brugt fem intense dage i Idu, Abuja - Nigeria. Her mødtes bestyrelse, ledelse og lokale partnere for at rykke tættere sammen og planlægge fremtiden for Midpoint Nigeria.

Retreatet bød også på stærk gensidig læring og videndeling med erfarne lokale organisationer og partnere som TASTE NG Nigeria, Tearfund Nigeria og The KNOSK N100-a-day Secondary School.

Som støtter ved I, at den bedste hjælp altid er den, der er forankret lokalt. Når det interne fundament og det lokale netværk styrkes, sikrer vi sammen, at indsatserne når endnu mere effektivt ud til de lokalsamfund, vi samarbejder med.

På retreatet arbejdede teamet med:
- Lokal ledelse: Tydeligere roller, så teamet kan handle hurtigt, når behovet opstår.
- Gennemsigtig økonomi: Optimering af budgetter, så midlerne gør den størst mulige forskel.
- Læring og dokumentation: Metoder til at lytte til community-feedback, så vi kan forbedre indsatsen og dele de konkrete historier med jer.

Clement C.S. Dachet deltog som strategisk leder fra Midpoint Danmark for at sikre synergien, den fælles retning og opbygningen af en stærk institution, der kan bære arbejdet videre.
Retreatet blev gennemført med bevilling fra CKU. Tak for samarbejdet om at gøre denne strategiske indsats mulig. 🙌

Frihed til at tro – eller lade være – er en grundlæggende menneskeret.Midpoint Nigeria har netop samlet religiøse ledere...
26/06/2026

Frihed til at tro – eller lade være – er en grundlæggende menneskeret.
Midpoint Nigeria har netop samlet religiøse ledere, myndigheder, civilsamfund, medier og lokalsamfund i Plateau State for at drøfte, hvordan frihed til religion og tro kan styrkes i praksis.

Forud for mødet gennemførte vi seks måneders forskning med 328 deltagere. Resultaterne viser et klart behov for større kendskab til rettigheder, mere tillid til at indberette krænkelser og stærkere lokale fællesskaber, der kan forebygge konflikter og skabe fredelig sameksistens.

Næste skridt er at omsætte forskningen til konkrete anbefalinger, der kan styrke menneskelig værdighed, beskytte religionsfriheden og fremme fred i lokalsamfundene.

Tak til alle deltagere og samarbejdspartnere, som bidrog til processen. Sammen bygger vi stærkere og mere tillidsfulde fællesskaber.

INDTIL ALLE ER I SIKKERHED!I dag markeres Verdens Flygtningedag.På verdensplan er mere end 123 millioner mennesker på fl...
19/06/2026

INDTIL ALLE ER I SIKKERHED!
I dag markeres Verdens Flygtningedag.
På verdensplan er mere end 123 millioner mennesker på flugt fra krig, vold, klimakatastrofer og konflikter. Bag hvert tal gemmer sig et menneske, en familie og en historie.

I Nigeria møder vi i Midpoint Nigeria denne virkelighed tæt på. Terrorgrupper som Boko Haram og ISWAP, væbnede ba**er og lokale konflikter har tvunget millioner af mennesker væk fra deres hjem. I følge https://data.unhcr.org/en/country/nga lever mere end 3,7 millioner nigerianere i dag som internt fordrevne i deres eget land – mennesker, der har mistet deres hjem, men ikke er flygtet over en landegrænse.

Mange familier lever i midlertidige lejre eller hos slægtninge. Børn mister skolegang. Forældre mister deres levebrød. Fremtiden bliver usikker. Samtidig fortsætter nye angreb og bortførelser med at skabe frygt og drive mennesker på flugt.

Verdens Flygtningedag minder os om, at sikkerhed, værdighed og håb ikke er privilegier for de få, men rettigheder for alle mennesker.

Gennem Midpoints samarbejde med vores lokale venner og partnere i Nigeria er vi med til at skabe trygge fællesskaber, uddannelse, lederskabsudvikling og nye muligheder for mennesker, som lever midt i nogle af verdens mest udfordrende områder.

I dag sender vi en særlig bøn til dem, der er blevet revet op med rode, men som hver dag viser en bemærkelsesværdig styrke og modstandskraft.

Indtil alle er i sikkerhed.

Strategidag med den nye bestyrelse i Midpoint Danmark. Vi fik vendt mange essentielle ting, vi ikke når i det daglige ar...
11/06/2026

Strategidag med den nye bestyrelse i Midpoint Danmark. Vi fik vendt mange essentielle ting, vi ikke når i det daglige arbejde.
F. eks. arbejdede vi med vision, elevatorpitch, Midpoints unikke Blue Ocean og hvordan vi formidler det til kommende givere og frivillige.

25/05/2026

I dag er sidste mulighed for at melde sig ind og stadig være med i lodtrækningen om et gavekort på 300 kroner til Street Coffee ☕️

Et medlemskab koster kun 100 kroner om året, og du er med til at give et håb for nogle af verdens fattigste i Nigeria 🇳🇬

Meld dig ind ved at trykke på linket her:

23/05/2026

Vind et gavekort til Street Coffee her i pinsen☕️

Hvis du melder dig ind som medlem inden tirsdag deltager du automatisk i lodtrækningen af et gavekort på 300 kroner som Street Coffee har sponsoreret🤩

Et medlemskab koster kun 100 kroner om året, og giver et håb til nogle af verdens fattigste. Tryk på linket herunder for at melde dig ind allerede i dag✅
https://mpoint.dk/?add-to-cart=654&redirect_to_checkout=true

Sikke en dejlig festival med hundreder af unge overalt.Midpoint Danmark er for første gang afsted med en stand til Indre...
23/05/2026

Sikke en dejlig festival med hundreder af unge overalt.
Midpoint Danmark er for første gang afsted med en stand til Indre Missions Aa-festival i Sdr Felding denne smukke pinse.
Og vi har en konkurrence, hvor ProRex forlag har støttet med deres nyeste ungdomsroman. Prøv den!
Kig forbi standen lige ved store telt i cafételtet.

Vi har brug for dig i fundamentet!Bliv én af de 300 – det koster kun 100 kr.Midpoint har et meget konkret mål: Vi skal n...
20/05/2026

Vi har brug for dig i fundamentet!
Bliv én af de 300 – det koster kun 100 kr.
Midpoint har et meget konkret mål: Vi skal nå 300 medlemmer inden sommeren er slt for at opnå skattefradragsret, hvilket vil åbne dørene for endnu større projekter og fundraising.
Et medlemskab koster kun 100 kr. om året.
Det er et lille beløb for dig, men en kæmpe milepæl for os, da det sikrer vores økonomiske fundament og troværdighed.
Meld dig ind i dag og vær med til at gøre visionen til virkelighed, der kan ændre hele lokalsamfund.
Scan en forskel og meld dig ind på QR-koden på billedet eller linket i feedet herunder.

Fik du ikke hørt formandsberetningen til Midpoints generalforsamling, så læs med her hvad Henrik Engelbrekt Refshauge sa...
11/05/2026

Fik du ikke hørt formandsberetningen til Midpoints generalforsamling, så læs med her hvad Henrik Engelbrekt Refshauge sagde på vegne af bestyrelsen:

Formandsberetning Midpoint maj 2026
Hvis man skal beskrive Midpoint det seneste år med ét billede, er det ikke en færdigbygget organisation med alle strukturer på plads. Det er snarere en grund med et hus og en have. Huset er under opførelse. Fundamentet er lagt, de bærende konstruktioner rejst, og flere rum er allerede taget i brug, mens opbygningen fortsætter.
I haven begynder afgrøderne at slå rod. Noget er allerede vokset frem og bærer frugt, mens meget stadig ligger lige under overfladen. Vi ved det er under udvikling, men frugten kan vi ikke høste endnu. Det kræver tålmodighed, pleje og vedholdenhed – men retningen er tydelig, og potentialet er der.
Det kræver både overblik, prioritering og vedholdenhed – og det er netop det arbejde, der har præget året.
For midt i alle strukturer, strategier og halve to-do-lister som ingen ansatte kan tage sig af, fordi det hele hænger på os frivillige, er der noget, der virker. Ti børn har taget første skoleår i en forstad til hovedstaden Abuja i Afrikas folkerigeste land, Nigeria. Ti liv med nye muligheder.
Det er måske ikke et tal, der imponerer i en årsrapport, men det er stort nok til at være sandt – og konkret nok til at ændre liv. Det er dér, det hele starter.
Samtidig er der sket noget vigtigt bag kulissen. Midpoint Nigeria og Midpoint Danmark er ikke længere bare en idé eller et netværk. Der er nu mennesker på jorden, struktur, dygtig projektledelse pga. vores ambitiøse og strategisk stærke Clement og en velfungerende økonomi takket være vores innovative kasserer Jesper. Det betyder, at vi ikke bare sender penge – vi bygger kapacitet. Vi er gået fra relation til organisation.
Og det begynder andre også at få øje på.

Katalysator
Hvis vi træder et skridt tilbage og ser på Midpoint det seneste år, tegner der sig et tydeligere billede end tidligere. Ikke fordi alt er blevet enklere. Men fordi vi er begyndt at forstå, hvad det egentlig er, vi er ved at bygge.
Midpoint er ikke en klassisk organisation, der selv skal eje og drive alle projekter. Vi er ved at finde vores form som en katalysator. Det betyder, at vores styrke ikke først og fremmest ligger i at opbygge store strukturer selv, men i at forbinde mennesker, ressourcer og idéer med hinanden, så noget nyt kan vokse frem lokalt – med ejerskab i Nigeria. Det er en mere krævende rolle. Men det er også en mere bæredygtig måde at skabe forandring på.
Og det er netop dét, vi har set begyndelsen på siden vi var samlede sidst.

Projekter
Ti børn går stadig i skole gennem Knosk School. De kalder sig selv “Solvers”. Det er et navn, de selv har valgt. Det siger noget om, hvad der sker, når mennesker får mulighed for uddannelse. Det er ikke bare et projekt. Det er begyndelsen på en ny selvforståelse. Vi har modtaget vidunderlige personlige breve fra hver enkelt af dem. Det er svært at læse dem uden at forstå, hvorfor det her arbejde giver mening.
Samtidig er der sket noget afgørende organisatorisk. Midpoint Nigeria er i dag ikke blot en idé eller et netværk. Der er et team. Der er en projektleder. Der er økonomistyring. Og der er en bankkonto, som fungerer efter internationale standarder for gennemsigtighed og ansvarlig praksis. Det lyder måske teknisk, men det er i virkeligheden en milepæl. For det er her, fundamentet bliver lagt for, at vi kan arbejde i en større skala uden at gå på kompromis med troværdighed og integriteten.
Det samme gælder vores første større projektspor. Forundersøgelsen om tros- og religionsfrihed er ikke bare et enkeltstående initiativ. Den er designet til at skabe viden og relationer, som kan bære et langt større projekt fremover. Vi arbejder allerede med næste skridt – et egentligt hovedprojekt – som kan få langt større rækkevidde. Det er her, vi bevæger os fra at hjælpe enkeltpersoner til at arbejde med strukturer.

Økonomi
Økonomisk har vi bevidst bevæget os forsigtigt. Indtægterne har været beskedne, og overskuddet moderat. Det er ikke et tegn på manglende ambition, men på et valg. Vi har prioriteret at bygge en sund og gennemsigtig økonomi, før vi accelererer. Vi har etableret klare procedurer, adskilt projektmidler fra drift og arbejdet med overholdelse af internationale krav til gennemsigtighed og økonomistyring – på godt dansk: ”compliance”. Det betyder, at vi står på et stabilt fundament – men også, at næste skridt kræver, at vi tør vokse. Og det skal I hjælpe os med under vedtægtsændringerne.

Medlemmer og frivillighed
Det er her, medlemsbasen bliver afgørende. Vi er nået et stykke vej, men vi er ikke i mål. Vi mangler fortsat at nå de 300 medlemmer, som er nødvendige som en del af kravene for at opnå skattefradragsret og dermed åbne nye muligheder for fundraising. Samtidig ved vi, at det ikke kun handler om tal. Det handler om mennesker, der vælger at stå bag arbejdet – ikke bare økonomisk, men også i engagement og opbakning.
Og her bliver vi nødt til at være ærlige: vi er ikke stærke nok endnu.
Vi har mange idéer. Mange relationer. Mange muligheder. Men vi mangler stadig den eksekveringskraft, der får ting helt i mål. Det ses i små ting – som at videreudvikle en hjemmeside, der både skal være indbydende og samtidig fange Googles SEO. Det tager længere tid end planlagt, når vi kun har frivillige kræfter i værktøjskassen. Måske er det også et større spørgsmål om kapacitet. Vi er virkelig gode til at få idéer og starte nogle af dem. Men vi mangler ressourcer til at afslutte.
Den erkendelse har gjort det klart, hvad vi skal bygge videre på: Vi har brug for flere mennesker, der ikke kun brænder for visionen, men som også kan drive processer videre og helt i mål. Det gælder både i bestyrelsen og blandt frivillige.

Hybrid model med ad hoc ansatte
Samtidig står vi midt i en bevægelse, hvor Midpoint har brug for at ændre karakter. Fra en ren frivillig struktur til en mere hybrid model, hvor det bliver nødvendigt at honorere nøglefunktioner med løn. Ikke for at gøre organisationen tung, men for at gøre den bæredygtig. For hvis vi skal håndtere større projekter og samarbejde med større partnere, kræver det en vis grad af professionalisering.
Det betyder ikke, at vi mister det, der bar os hertil. Tværtimod.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Midpoint er, at så meget stadig bæres af mennesker, der arbejder uden løn – både i Danmark og i Nigeria. Det er ikke en selvfølge. Det er et udtryk for engagement og tro på, at det her giver mening. Men det er også en begrænsning, hvis det ikke suppleres af strukturer, der kan bære væksten og mulighederne.
Bestyrelsen arbejder konstant med at sikre ansvarlig vækst. Vi vil både undgå at vi bevæger os for hurtigt frem. Men vi skal også kunne rykke, når der er behov for det. Derfor lægger vi i vedtægtsændringerne op til nogle justeringer. Midpoint vokser og får flere og flere projekter. Det øger vores administrative ansvar, så vi bliver nødt til at kunne ansætte folk midlertidigt.
Vi vil gøre alt hvad der står i vores magt for, at donationer bruges på direkte hjælp frem for løn. Men med vores høje krav til integritet og ansvarlighed, er vi nødt til at kunne dække honorarlønninger og på sigt egentlige ansættelser af dygtige folk. Derfor har vi brug for at justere vedtægterne. Bestyrelsen er selvfølgelig opmærksom på, at dette skal kommunikeres tydeligt og transparent til vores givere.

Bestyrelsesvalg
En anden vedtægtsændring handler om at skabe lidt større fleksibilitet i bestyrelsens sammensætning. I dag halter vi bagefter vedtægterne. Vi er i pt. 5 personer. Jeg har nævnt Jesper og Clement ovenfor. Derudover har vi de to dygtige Hannah og Olu med om bord. På hver deres måde bidrager de med erfaring, besindighed og brand. Desværre skal vi sige farvel til Olu. Men det kommer vi til.
I stedet for at bestyrelsen altid skal bestå af præcis 7 medlemmer, foreslår vi, at bestyrelsen kan bestå af mellem 5 og 9 medlemmer.
Det betyder, at bestyrelsen efter dagens valg står fuldt bemandet, men samtidig får mulighed for at supplere sig selv med op til to ekstra medlemmer mellem generalforsamlingerne, hvis der opstår behov for særlige kompetencer, ekstra hænder eller ændrede opgaver. Sådanne suppleringer skal godkendes på den næste generalforsamling.
På den måde fastholder vi generalforsamlingen som den øverste myndighed, samtidig med at bestyrelsen får en mere smidig og praktisk ramme for arbejdet mellem generalforsamlingerne.
Bestyrelsesvalget i år afspejler et bevidst strategisk valg. Midpoint arbejder i et spændingsfelt mellem at være en værdibåret frivilligbevægelse og en stærk professionel organisation. Det kræver en divers bestyrelse. Derfor har vi både arbejdet ihærdigt på at have samtaler med erhvervsprofiler og med unge.
• De erfarne bidrager med professionel struktur, strategi og adgang til netværk og funding, som er afgørende for at bygge en bæredygtig udviklingsorganisation.
• De unge bidrager med nærhed til fremtidens målgruppe. De giver autenticitet og forståelse for den kultur og det kald, som skal bære missionsarbejdet ind i fremtiden.
Det er en bevidst balance mellem erfaring og fornyelse. Målet er ikke blot en sammensat bestyrelse, men et skønt samspil med alsidige kompetencer og baggrunde, hvor vi både kan stå stærkt i nutiden og samtidig forblive relevante i fremtiden.

Vision
Når vi ser fremad, står retningen klarere end før.
• Vi vil udvide skoleprojektet, så flere børn får adgang til uddannelse.
• Vi vil tage næste skridt i arbejdet med tros- og religionsfrihed og løfte det til et større, sammenhængende projekt.
• Vi har lagt de første strukturer for at kunne sende de første volontører afsted.
• Og vi vil styrke vores partnerskaber – både i Nigeria, Danmark og internationalt. F.eks. har vi fået kontakt til nogle spændende amerikanske kræfter, der har stærke relationer til pengestærke donorer i USA. Ja, man tør næsten ikke tro på det, men folk får øje på Midpoints dynamiske tilgang til udviklings- og missionsarbejde.
Men det hele afhænger af én ting.
Ikke strategien. Ikke projekterne. Ikke engang økonomien alene.
Det afhænger af, om flere vil være med.

Afslutning
Der er brug for os. I de områder, vi arbejder i omkring Jos og Abuja, er situationen alvorlig. Vores samarbejdspartnere og venner lever med risikoen for angreb fra ekstremistiske grupper, hvor kristne landsbyer igen og igen bliver ramt hårdt af kidnapninger, overfald og mord. Det er ikke nyheder på afstand – det er mennesker, vi kender godt, som mister tryghed og i nogle tilfælde livet. Det gør vores arbejde mere end vigtigt. Det gør det personligt. Derfor handler vores engagement ikke kun om udvikling af projekter, men om at stå sammen med dem – i støtte, i opmærksomhed og i forbøn.
Så hvor står vi?
Selvom Midpoint stadig er i sin begyndelse, har vi bevist, at det virker. Men også nok til at vide, at vi ikke kan gøre det alene. Næste skridt kræver mere af os. For at Midpoint kan vokse, kræver det mennesker, der vil stå sammen i bøn, engagement og i konkret handling.
Derfor er det her ikke kun en beretning om, hvad der er sket. Det er en invitation til det, der kan ske.
Midpoint er ikke bygget på en stor kapital eller en stærk organisation. Det er bygget på relationer, tro og mennesker, der vælger at engagere sig. Det er stadig tilfældet. Og det bliver endnu vigtigere fremadrettet.
Lad os sammen gøre det muligt.

Henrik Engelbrekt Refshauge, Formand Midpoint Danmark

Adresse

Kjeldsbjergvej 11
Lystrup
8520

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Midpoint Danmark sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del