26/10/2024
Denne uge bød på endnu et studierådsmøde, hvor vi fik taget hul på nogle spændende emner! 🎉
Vi arbejder på højtryk med julefrokosten, og tilmeldingen er åben! Der er stadig billetter, som du kan nå at købe (ja, dig! 😉). Vi har lyttet til feedback fra tidligere år og prøver at imødekomme noget af den feedback, vi har fået. Vi er tilbage i Hegnet og forsøger at låne et Kampsax køkken til opvarmning af mad, så vi faktisk får varm mad i år. 🍲 Billetterne er gjort billigere, hvilket betyder, at DJ’en er erstattet af soundboxe 🎶, og vi har forsøgt at reklamere bedre til kandidatstuderende på MedTek, så ingen går glip af festen, især de nytilkomne på DTU. Vi har også åbnet op for, at gæster kan stå i baren igen 🍻, da det tidligere har været en succes! Dog er planen at hyre en baransvarlig, så der ikke kommer for meget spild, når promillen er i den høje ende. Vi glæder os meget til en skide sjov aften med jer! 🎊
CPH MedTech vil stadig gerne samarbejde med os om en fælles hyttetur til foråret, hvor de vil bidrage med funding og sjove indslag. Liv er projektansvarlig, og vi har et hyttetursteam klar til at stå for planlægningen. Vi regner med at booke Klinteborg til slt marts eller start april, så det stadig er godt vejr uden at kollidere med eksaminerne. 🌲🏕️
Tine Alkjær har efterspurgt flere MedTek’ere til studieudvalget, og det er ikke nødvendigt at være en del af rådet for at deltage. Hvis det er noget, du (ja, dig! 😉) er interesseret i, kan du bare sende en besked til KÅ, og så bliver du tilføjet til mødeindkaldelserne. Studieudvalget skal gerne bestå af studerende fra alle årgange for at give mest og bedst muligt feedback til KÅ og Tine. Har du feedback til undervisning, kurser eller andet, så tages det imod med kyshånd! ✍️📚
Vi diskuterede også et muligt navneskifte, da rådet primært består af MedTek’ere, men beslutningen er udskudt, da vi stadig har studerende fra KBS🤔
Næste møde er den 18. november og alle er velkomne – vi glæder os til at se jer!