27/08/2026
I går havde projektgruppen Multihus Jystrup det første møde efter sommerferien. Det var et fantastisk møde, hvor vi var 9 frivillige personer fra projektgruppen, der mødtes til et spændende eftermiddagsmøde med en tætpakket dagsorden.
I går blev den nye fine hjemmeside om Multihus Jystrup præsenteret. Hjemmesiden vil blive lanceret, når de sidste ting er på plads.
Vi skal -lige så snart hjemmesiden åbner- påbegynde en indsamling på kr. 300.000 til den grundkapital, som er obligatorisk for at kunne oprette den erhvervsdrivende fond (jf. stiftende generalforsamling i foråret 2026). Alle bidrag tæller -store som små. Mere info følger, når vi har fået indsamlingstilladelsen fra indsamlingsnævnet.
Og derfor er vi nu i gang med at kontakte Indsamlingsnævnet i Civilstyrelsen, så vi kan få den rette ansøgning om indsamlingstilladelse sendt afsted. Der er oprettet et kontonummer, så nu er det formalia, der skal på plads.
I september får vi svar fra kommunens planafdeling, om der skal foretages en lokalplan. Dette spørgsmål er lige nu i intern høring. En lokalplan tager som minimum 1 år at udarbejde. De har også her i august modtaget en 15-siders matrix fra projektgruppen om diverse forhold.
I oktober søger vi Helhedsplanspuljen i Ringsted Kommune om midler til at understøtte de næste faser af projektet. Da vi har brug for vores tilknyttede arkitekt fra tegnestuen Keingart, som kan hjælpe os videre med både udviklingen af en bæredygtighedsstrategi og tilrettelæggelsen af udbudsstrategien, kræver dette finansiering.
Grunden er at Lokale Og Anlægsfonden (jf. samtale med konsulent fra LOA) gerne vil have os til at undersøge dette vigtige område om bæredygtighed nærmere.
Så hvis du ved en masse om bæredygtighed, så meld dig under fanerne og hjælp projektet videre (kontakt: Louise på 40373541 eller her Louise Frimann). ..Det kan også være at du sidder med andre evner, fx et ønske om at hjælpe som kasserer i en bestyrelse, eller at du sidder med kompetencer i at søge fondsmidler -så kontakt os endelig!