Fra hele landet forventes fiskekuttere, andre erhvervsfartøjer, lystkuttere samt træsejlskibe at stævne ud mod Hundested, hvor der i årene 1928-1990 blev fremstillet ikke færre end 2.512 Hundestedmotorer. Det var én af de mest populære motorer, da fiskeriet gik fra sejl til maskinkraft. En hel weekend den 1.-3. september 2017 med en tætpakket nordmole vil uden tvivl vække skønne minder fra en tid, hvor Hundested ligesom de øvrige danske havne var fulde af aktivt erhvervsfiskeri. Gæster på havnen får mulighed for at høre fantasifulde skipperhistorier om bord på fartøjerne, der på faste tidspunkter henover weekenden alle vil starte deres motorer og give fælles ’koncert’ med den helt særlige dunkelyd. Træffet byder også på en publikumsvenlig pålidelighedssejlads lige uden for havnen og muligheden for at blive klogere på en udstilling om motorens historie og betydning. Ikke kun for fiskeriet og Hundested selv men også for det nordatlantiske fiskeri og forholdet til især Grønland. Motorentusiasterne vil kunne gå om bord i et stumpemarked på kajen, der om lørdagen desuden vil være fyldt med musikalske og delikate oplevelser i anledning af den årlige Sildens Dag. For de deltagende skippere og besætninger byder træffet på en unik mulighed for at besøge den tidligere motorfabrik, der i dag hedder Hundested Propeller A/S og nu ligger lige i udkanten af byen. Her vil de kunne møde tidligere medarbejdere, der var med til at fremstille og servicere Hundestedmotorerne, og der bliver også en rundvisning til Hundested Havns bedding, til de lokale bådeværfter, Halsnæs Bryghus samt en række andre virksomheder. Alle fartøjer med en Hundestedmotor, uanset alder og art, er velkomne til at deltage i træffet. Der bliver tale om et beskedent deltagergebyr på 300 kr. moms, men havneafgiften, alle måltider (ekskl. drikkevarer) samt festmiddag bliver dækket af arrangørerne. Bag HundestedmotorTræf 2017 står Hundested Havn, Hundested Propeller A/S, foreningen Hundested Erhverv samt en række andre foreninger og frivillige privatpersoner. Arbejdsgruppen består af:
Mogens Christensen, ejer af og direktør for Hundested Propeller A/S
Søren Brink, havnefoged, Hundested Havn
Christian Warrer, formand, Hundested Erhverv
Per Makwarth, tovholder