13/05/2026
Den politiske debat de seneste par dage om politiets sagsbehandling har nået et lavpunkt. Jeg har sjældent oplevet en debat, der i så høj grad er blottet for nuancer.
For at nævne to simple eksempler:
Det er ikke korrekt, at når en politikreds har et højt antal ordensbekendtgørelser i nattelivet, så er det ensbetydende med, at politiet ikke behandler voldssager seriøst og sagligt. Det er nærmere et udtryk for, at politiet er til stede i nattelivet med en aktiv og forebyggende indsats.
Det er ikke korrekt, at når personfarlige sager bliver oprettet som undersøgelsessager, så betyder det, at de ikke bliver efterforsket seriøst og sagligt, eller at en gerningsmand “går fri”. I nogle sager er det i starten vanskeligt at fastlægge, hvilken overtrædelse der konkret er tale om.
Der er klart områder, hvor der kan sikres en mere ensartet behandling af borgere, og der er brugbare anbefalinger i Rigsrevisionens rapporter, som der skal arbejdes med, bl.a. en tydeligere definition af, hvad et efterforskningsskridt er.
Det er samtidig respektløst og politisk propaganda, når politikere udtaler, at de hellere ville blive udsat for voldtægt eller vold i én politikreds frem for en anden. Den slags udsagn er politiske drillerier uden respekt for de ansatte i dansk politi. Det er direkte uartigt og dybt polariserende.
De selvsamme politikere har gennemårene skabt et politi, hvor der desværre ikke er tid og ressourcer til at efterforske alle sager.
Opslaget her er et udtryk for min oplevelse af debatten og hverdagen i den kreds, hvor jeg som fællestillidsrepræsentant repræsenterer ca. 700 kollegaer.
Nedenfor er kopieret et nyhedsbrev, som jeg i dag har sendt til mine medlemmer:
________________________________________
Kære kollegaer
De seneste dages debat om dansk politi, herunder Rigsrevisionens rapport og den efterfølgende kritik fra Statsrevisorerne om politiets sagsbehandling i personfarlige sager og sager om økonomisk kriminalitet, har fyldt meget i både medierne og den offentlige debat.
I den offentlige debat mangler der ofte nuancer; nuancer som både Heino Kegel og vores politidirektør senest har forsøgt at bringe ind i diskussionen. Det skal der lyde en tak for.
Kritikken skal naturligvis tages alvorligt. Der er områder, hvor dansk politi skal blive bedre, og hvor der er behov for større ensartethed på tværs af politikredsene. Det gælder blandt andet forståelsen af, hvad der registreres som et efterforskningsskridt, hvor det er tydeligt, at Rigsrevisionen og Politiet ikke nødvendigvis har den samme opfattelse. Det er en vigtig faglig diskussion, som vi skal tage åbent og ærligt.
Men samtidig er det også nødvendigt at stille spørgsmålet: Hvor skal ansvaret egentlig placeres?
For man kan ikke tale om politiets udfordringer uden også at tale om de politiske prioriteringer gennem mange år.
I mange år har dansk politi været underlagt omfattende mål- og resultatstyring, stigende dokumentationskrav og politiske garantier, som i mange tilfælde har presset fagligheden og begrænset det politifaglige skøn. Samtidig er stadig flere opgaver blevet lagt over på politiet, blandt andet som følge af den alvorlige sikkerhedssituation, ændret kriminalitetsbillede og mere komplekse sager.
Ressourcerne er ganske enkelt ikke fulgt med udviklingen.
I årevis har Politiforbundet peget på mangel på personale og stigende arbejdspres på tværs af hele politiområdet. Derfor kan det heller ikke undre, at politiet mange steder har svært ved at leve op til de forventninger, som både borgere og politikere har til os; den såkaldte samfundskontrakt.
Ingen af jer går på arbejde med et ønske om at henlægge sager. Ingen møder ind med ønsket om at levere et dårligt stykke arbejde. Tværtimod.
Jeg oplever hver eneste dag kollegaer, som knokler, tager ansvar og forsøger at skabe de bedst mulige resultater under meget vanskelige vilkår. Kolleger, som gerne ville gøre endnu mere, hvis tiden og ressourcerne var til det.
Jeg ved, at vi i Sydøstjyllands Politi arbejder seriøst og fagligt med vores sager. Det er min klare opfattelse, at vi ikke skriver voldssager som ordensbekendtgørelser i nattelivet for at pynte på statistikker som en politiker senest har udtalt, at personfarlige sager bliver behandlet ordentligt og efter gældende regler, og at når sager sluttes med baggrund i ressourcer, så sker det inden for rammerne af retsplejeloven.
Mit job som forperson er at kigge ind i arbejdsforholdene i kredsen og varetage jeres faglige forhold. Hvis I har kendskab til sager, som blev behandlet ulovligt eller fagligt uforsvarligt i vores kreds, så forventer jeg også, at det bliver bragt frem, enten til nærmeste leder eller os som fagforening, så vi kan tage hånd om det. Jeg har derfor efterspurgt konkrete eksempler, hvis nogen ligger inde med dem. Men jeg har fra min position ikke kendskab til sager, som bliver behandlet forkert i vores kreds.
Det betyder ikke, at vi ikke skal kunne have de faglige diskussioner. Tværtimod. Vi skal kunne tale åbent om tvivl, prioriteringer og udfordringer i en travl hverdag. Det er nødvendigt for både fagligheden og tilliden.
Vi skal selvfølgelig arbejde for forbedringer. Men kritikken må ikke ende med at ramme de medarbejdere og ledere, som hver dag forsøger at få et komplekst puslespil til at gå op, selv om der ofte mangler væsentlige brikker.
Hvis man politisk ønsker et politi med hurtigere sagsbehandling, mere synlighed og stærkere efterforskning, så kræver det også, at man politisk prioriterer de nødvendige ressourcer og giver politiet realistiske rammer for at løse opgaverne.
Jeg vil gerne sende en stor anerkendelse til alle jer, der hver dag løfter opgaven professionelt, ansvarligt og med høj faglighed, også når debatten udenfor til tider bliver hård og unuanceret.
Tak for indsatsen.
