29/10/2026
Stærkt fremmøde til informationsaften for ukrainske unge
Mere end 30 unge fra Ukraine, mange af dem nytilkomne, deltog i dag i informationsaftenen på Street-Lab, som blev arrangeret i et samarbejde mellem Kultur, Idræt og Fritid - Hillerød Kommune, Integrationsteamet i Hillerød Kommune, DGI Nordsjælland, Youth4Unity og Frivilligcenter Hillerød.
Informationsmødet var en opfølgning på et møde i januar med samme formål: at informere ukrainske unge om Hillerøds mange foreninger og kulturtilbud og gå i dialog med dem om deres interesser og ønsker til et aktivt fritidsliv. Siden januar, er langt flere ukrainske unge kommet til Hillerød.
Aftenen bød både på oplæg fra Yoth4Unity, DGI Nordsjælland, Familiecafeen og Hverdagsrådgivningen i Frivilligcenteret og Hillerød Musikskole. Oplæggene gav de unge inspiration, konkrete invitationer og lagde op til gode samtaler om, hvordan de kan blive en del af de mange foreninger og fællesskaber, der findes i Hillerød. Foreningslivet kan være en vigtig vej til nye venskaber, stærkere netværk og en følelse af at høre til i lokalområdet.
Nu fortsætter arbejdet med at hjælpe så mange unge ukrainere som muligt, med at omsætte deres ønsker og interesser til fritidsliv til konkrete handlinger. Tak til alle, der var med til at gøre aftenen til en succes og til Street-Lab for at lægge rammer til mødet.