Hillerød Bys Lokalråd

Rutevejledning Kontakt organisationen

Hillerød Bys Lokalråd Hillerød By har nu nogle mennesker til at tale byens sag. De vil komme med forslag til forbedringer.

29.5.2013 blev Foreningen Hillerød Bys Lokalråd stiftet ved en velbesøgt generalforsamling. 100% af de fremmødte meldte sig på stedet ind i foreningen. Bestyrelsen konstituerede sig senere og glædede sig over det klare mandat den havde fået fra byens borgere.

Hillerød Bys Lokalråd holder borgermøde om fremtiden for den gamle Sygehusgrund i Østbyen.Det sker på mandag d. 19.10 kl...
13/10/2026

Hillerød Bys Lokalråd holder borgermøde om fremtiden for den gamle Sygehusgrund i Østbyen.

Det sker på mandag d. 19.10 kl. 19 - ca. 21.30 i Kedelhuset, Fredensvej 12 B ved Frivilligcentret.

Som oplægsholdere kommer Dan Riise (V), formand for kommunens Plan- og Byudviklingsudvalg, og tidligere borgmester Kirsten Jensen (A), som begge har været indover processen med planer og udbud for området.

Der skal drøftes status, planer og visioner for området. Hvad er fakta og hvad er økonomisk muligt og forsvarligt?

Regionen vil sælge området - hvor stor bliver kommunens indflydelse på den fremtidige plan?

Vi ser frem til at høre om processen, tidslinien og den kommende inddragelse af borgerne og naboerne til området.

Efter de korte oplæg er der en pause og så derefter fri debat en times tid.

Alle er velkomne - mvh fra Bestyrelsen for Hillerød Bys Lokalråd

Lokalrådet ønsker, at man i højere grad vil arbejde med bevarende lokalplaner i Hillerød og dermed leve op til Arkitektu...
30/08/2026

Lokalrådet ønsker, at man i højere grad vil arbejde med bevarende lokalplaner i Hillerød og dermed leve op til Arkitekturpolitikkens pejlemærke #3 om kulturarv og bevaringsværdier. Derfor skal bevaringsværdige bygninger registreres, så vi undgår de hovedløse nedrivninger, vi før har set rigeligt af.

Det handler f.x. om den gamle sygehusgrund. Hvad skal der ske her?

Lokalrådet støtter ønsket om en udviklingsplan for den gamle sygehusgrund.

Kommuneplanen siger p.t., at 'I byomdannelsesområdet ved det eksisterende hospital kan der etableres boliger i form af tæt-lave boliger og etageboliger.

Der kan etableres kontor- og serviceerhverv, liberalt erhverv, uddannelser, offentlige institutioner, grønne områder og byfunktioner, samt erhverv der er forenelige med boliger.'

Den kommende udviklingsplan skal tage afsæt i de eksisterende bevaringsværdier samt til arkitekturpolitikkens pejlemærker for god arkitektur.

Udviklingsplanen skal desuden nærmere vurdere den trafikale struktur i området, parkering samt hvorledes området sammenkobles med de grønne områder i nærheden.

Hillerød Bys Lokalråd ønsker en udvidet cykelstipulje, så vi kan få de sidste 'missing links' i vores stinet på plads.De...
27/08/2026

Hillerød Bys Lokalråd ønsker en udvidet cykelstipulje, så vi kan få de sidste 'missing links' i vores stinet på plads.

Den grønne mobilitetsplan er desværre indtil videre blevet ved de kønne ord og en forbedring ved Vibekevej.

Derfor bakker Lokalrådet også op om ønsket om bedre busbetjenng til Gadevang og Nødebo.

Sidste chance i morgen kl. 12! For at indsende høringssvar til kommunens budget for de kommende år. Lokalrådet har indse...
26/08/2026

Sidste chance i morgen kl. 12! For at indsende høringssvar til kommunens budget for de kommende år.

Lokalrådet har indsendt flere forslag, som vi lægger op i de kommende dage.

Naturlegeplads på Munkeengen

Hillerød Bys Lokalråd ønsker flere grønne byrum i bymidten og ser derfor positivt på dette forprojekt.

Legepladsen på Munkeengen skal integreres i det eksisterende landskab med åbne græsflader og en træbeplantning med lundekarakter som ønsket i lokalplan nr. 389 allerede i 2013.

Forprojektet skal tage afsæt i lokalplan 389 med fokus på rekreative kvaliteter og grønne opholdsarealer. En sti mellem daginstitutionen på Klostervej og Cykelbroen vil være et vigtigt bidrag til en grøn forbindelse mellem Rådhuset og Bymidten.

Forslaget skal tilrettelægges, så det kan indeholde naturbaserede elementer som balancebaner i sten og træstammer, landskabelige bakker, vandleg etc. der ikke kræver faldunderlag, insekt- blomsterområde, siddepladser og opholdsrum samt små stiforbindelser igennem området.

Projektet skal udarbejdes med afsæt i en tæt dialog med foreninger, borgere og brugere med deres indkommende input og ønsker.

🌼 Sommerhilsen 2026 – Hillerød Bys LokalrådHillerød står i en periode med væsentlige valg, hvor udviklingen af byens str...
28/06/2026

🌼 Sommerhilsen 2026 – Hillerød Bys Lokalråd

Hillerød står i en periode med væsentlige valg, hvor udviklingen af byens struktur, mobilitet og kvalitet er til debat. Bestyrelsen i Hillerød Bys Lokalråd arbejder aktuelt med følgende temaer:

• Station og cykelforbindelser
Ombygningen af stationen og etableringen af ny gang- og cykelbro er afgørende for byens sammenhæng. Vi arbejder for løsninger, der styrker tilgængelighed og tryg mobilitet.

• Den gamle sygehusgrund
Et centralt udviklingsområde med potentiale for en ny bydel. Vores fokus er høj kvalitet, blandede funktioner og stærke grønne forbindelser. Vi er OBS på den trafikale udvikling i forbindelsen med udviklingen af området.

• Posthusgrunden
En nøglelokation i bymidten, hvor udviklingen bør understøtte byliv, åbenhed og arkitektonisk kvalitet.

• Industrivænget og bymidten
Vi arbejder for at bevare og udvikle en levende og hyggelig bymidte i Hillerød omkring Slotsgade, Torvet og Helsingørsgade med detailbutikker og cafeer og spisesteder. Vi mener som udgangspunkt, at Industrikvarteret bør have de butikker, hvor det er nødvendigt at køre til grundet varernes størrelse og vægt.

• Grøn mobilitet
Vi ser et behov for at prioritere cyklisme, kollektiv transport og reduktion af biltrafik i centrum som led i en bæredygtig byudvikling.

• Turistbusser
Placeringen af busparkeringen for slottets turistbusser bør ikke være i bymidten, da vi mener der findes bedre løsninger for de store busser. Store busser i bymidten vil genere det lokale liv. Vi arbejder for løsninger, der balancerer funktion og oplevelse.

• Lokalplaner
Den konkrete udvikling afgøres i lokalplanerne. Vi gør os umage for at deltage aktivt i de kommunale høringer der er relevante for Hillerøds bymidte og har fokus på kommunens arkitekturpolitik, så vi har en dejlig by, der er værd at besøge.

Hillerød er i udvikling – og aktuelt træffes beslutninger, der former byen i mange år frem. Vi arbejder for en helhedsorienteret, bæredygtig og borgernær udvikling.

Vil du være med i det arbejde, så skriv til os på [email protected]

Vi har aktuelt 2 arbejdsgrupper i lokalrådet:

• Byggeri og miljø - Tovholder Peter Langer
• Trafik – Tovholder Karen Kongsted

Kontingentet på kr. 150,- årligt indbetales på bankkonto nr.: 5358 0334650 😉

Følg arbejdet på Facebook på: Hillerød Bys Lokalråd.

Vi ønsker jer alle en god sommer.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Hillerød Bys Lokalråd

14/11/2025

Lokalrådet bakker ligesom et 100% enigt byråd op om den grønne trafikplan.

Alle har skrevet under på, at ’Vi vælger på trafikområdet at videreføre arbejdet med grøn mobilitet og mindre trængsel, prioritere ny asfalt på veje og stier samt udbygge cykelstinettet.

Byrådets vision for grøn mobilitet og mindre trængsel skal fremme effektive, klimavenlige og sunde mobilitetsvaner ud fra disse principper:

Gående i bymidten, cykler i byen, biler på det overordnede vejnet.'

Derfor har vi skrevet dette debatindlæg også. Kom nu i gang, det kan kun gå for langsomt med den trængsel, vi oplever p.t.

------------------------------------------------------------------

Grøn mobilitet og mindre trængsel. Mod efterlyses.

I Hillerød Bys Lokalråd har vi længe drøftet trafik, trængsel og mulige løsninger.

Sidste år kom byrådspolitikerne opløftede hjem fra en tur til Gent, hvor de havde oplevet et vellykket forsøg på at få bilerne ud på omfartsvejene og derved opnået en mere rolig og bilfri bymidte. Flere cykelstier, flere P-huse og bedre busforbindelser. Mere tilfredse borgere og handlende også.

Velbesøgte borgermøder og spørgeskemaundersøgelser endte med en grøn mobilitetsplan, hvis principper blev enstemmigt vedtaget i Byrådet dette forår. Siden blev 2 mio. kr. bevilget til analyser over de næste to år.

Planen ønsker at øge fremkommeligheden og mobiliteten ved at opprioritere gang, cykel og kollektiv trafik, så vi motiverer flere borgere - især tæt på Hillerød By - til at vælge bilen fra.
Derved skabes mere plads på vejene til de borgere og pendlere, hvor cyklen eller bussen ikke er en oplagt mulighed.

Lokalrådet er helt enig i disse tanker og mener, at vi nu må videre. Vi glæder os til at se forslag og ideer fra det nye byråd, da vi må indse, at der skal mere til end nye og større veje, hvis trængslen skal nedbringes.

Lige nu bygges der kraftigt på vejnettet ved Favrholm og Novo, da trængslen her er og bliver størst.
Der kommer nye busbaner flere steder, og der er afsat midler til flere cykelstier de næste par år.

Det hele ligger klart til de politikere, der vil og tør vise mod og tage udfordringerne op. Vi venter i spænding på de nye og anderledes løsninger.

Engang vedtog man gågader i Midtbyen, og en lukning af Møntporten kom i 1992. Stor debat – men vi fik heldigvis en bedre og venligere bymidte.

Og al erfaring viser, at grønne, levende og fredelige byer med en stærk kulturarv tiltrækker flest turister og borgere på sigt.

Adresse

Hillerød
3400

Website

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Hillerød Bys Lokalråd offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Organisationen

Send en besked til Hillerød Bys Lokalråd:

Genveje

Del