15/08/2026
❤️ 150 år – og stadig mennesker, der vælger at være der for andre
Der var et øjeblik lørdag formiddag på Torvet i Herning, som egentlig fortalte meget godt, hvad dagen skulle komme til at handle om.
Klokken var endnu ikke 10. Herning Kirkes Drengekor stod på scenen og varmede stemmerne op, og tonerne fra *Den danske sang er en ung blond pige* bredte sig ud over Torvet. Rundt omkring var de sidste ting ved at blive gjort klar. Frivillige fandt deres pladser, folk begyndte at komme til, og efter måneders planlægning var Røde Kors' fejring af 150 år i Danmark lige ved at begynde.
Kort efter stod Røde Kors' præsident, Jette Runchel, på scenen. Og hun brugte ikke mange minutter på at få dagen til at handle om dem, den først og fremmest var for: de frivillige.
Hun talte om dem, der tager med på ferielejr. Dem, der besøger mennesker, som ikke har andre. Dem, der hjælper på asylcentre, hospitaler og plejehjem. Dem, der pakker julehjælp, strikker og hækler, og dem, der bruger timer på at sortere, stryge og gøre tøj klar i genbrugsbutikkerne.
”Hver og en er I med jeres indsats med til at skabe lys i en verden, der nogle gange kan være lidt dyster. I skaber håb,” sagde Jette Runchel.
Det var store ord. Men i løbet af dagen blev de på en eller anden måde meget konkrete.
For da debatten om fremtidens frivillighed senere gik i gang, handlede den ikke så meget om organisationer, strategier og fine hensigtserklæringer. Den handlede om mennesker. Om hvorfor vi overhovedet bruger vores fritid på andre. Om de unge stadig gider. Om kommunen kan klare det hele selv. Og om hvem der står der, når noget pludselig går galt.
Hernings borgmester Dorte West sagde det ret enkelt:
”Kommunen kan ikke fikse alt fremadrettet, men vi kan gøre det bedre i fællesskab.”
Hun fortalte om dengang, de ukrainske flygtninge begyndte at komme til Herning. Hjælpen blev stablet på benene i en fart, og frivillige og organisationer meldte sig i så stort antal, at man på et tidspunkt nærmest måtte sige: ”Stop, stop, stop, vi har nok.”
Det samme så vi under corona. Ikke nødvendigvis gennem store organisationer, men mellem mennesker. En nabo, der vidste, at personen ved siden af var sårbar, og derfor spurgte: Skal jeg ikke handle for dig? Det er jo også frivillighed.
Der blev talt meget om de unge. For de vil faktisk gerne være frivillige. Måske bare ikke altid på præcis den måde, generationerne før dem har været det.
Fatima fra Ungdommens Røde Kors fortalte om unge, der gerne vil lære psykisk førstehjælp og være klar, når andre unge har brug for dem.
”Jeg oplever virkelig, at vi har en organisation i Ungdommens Røde Kors, hvor der bare er nogle frivillige, der er klar til at træde til,” sagde hun.
Det kan være under en oversvømmelse eller efter en tragedie. Men det kan også være langt mindre dramatisk. Det stille barn i hjørnet på en ferielejr. En ung med kærestesorg. Et menneske, der bare har brug for, at nogen sætter sig ned og bliver siddende lidt.
Man behøver ikke være frivillig på én bestemt måde. Nogle mennesker møder op hver tirsdag år efter år. Andre bruger en uge af deres sommer på at bygge sæbekassebiler og spise is med børn, der ellers ikke var kommet på sommerferie. Nogle vil sidde i en bestyrelse. Andre vil hellere hjælpe intensivt med en konkret opgave og så gå videre igen.
Jette Runchel fortalte også om Røde Kors' rolle, hvis Danmark en dag står i en alvorlig krise. De frivillige skal ikke overtage politiets, brandvæsenets eller kommunernes arbejde. Som hun meget jordnært sagde, skal Røde Kors ikke ”rulle slanger ud”.
Men hvis mennesker pludselig sidder evakueret i en sportshal eller befinder sig midt i en situation, hvor deres almindelige liv er blevet vendt på hovedet, er der brug for andre ting.
Nogen, der kan skabe ro, og nogen, der kan lytte. Nogen, der ganske enkelt kan være et medmenneske.
”Det ligger så meget i vores DNA som Røde Kors. Vi vil gerne være der,” sagde Jette Runchel.
Heldigvis var lørdagens anledning langt mere munter.
Der blev snakket, grinet og sunget på Torvet. Reklamebureauet VIRAK stod for et virkelig godt arrangeret modeshow, hvor lækkert genbrugstøj kom på catwalken, og senere stod far og søn, Bjørn Hansen fra Bjørn & Okay og Johnny Hansen fra Kandis, på scenen og leverede et af dagens musikalske indslag.
Bag sådan en dag ligger selvfølgelig også et stort arbejde, som de færreste ser. Blandt dem, der havde brugt mange timer på at få det hele til at hænge sammen, var Kristine Lammert Nielsen fra Røde Kors' landskontor i København.
Da dagen nærmede sig sin afslutning, var der én ting, der blev ved med at hænge ved.
Vi taler ofte om frivillighed som noget, man giver. Sin tid. En eftermiddag. En uge af sin sommer. Et par timer i en genbrugsbutik. Et besøg hos et menneske, der er ensomt.
Men næsten alle historierne fra Torvet pegede også den anden vej. Man får noget igen.
Man møder mennesker, man ellers aldrig havde mødt. Man bliver en del af noget. Man oplever, at der faktisk var brug for, at netop man kom den dag.
Røde Kors har eksisteret i Danmark i 150 år. Verden er en helt anden end dengang, og frivilligheden kommer uden tvivl også til at forandre sig.
Men efter nogle timer på Torvet i Herning virkede én ting ikke til at have ændret sig ret meget: Vi har stadig brug for hinanden. ❤️
Røde Kors Røde Kors Herning Vores Herning Herning City
