13/05/2025
Med majdag/sommerdag og gårsdagens Majs- og Haremåne 🌕 har det nordiske årshjul atter roteret med vårfesterne og (før)sommerblót 🔥 En folkelig fejring af overgangen fra vinterens, golde mørke til sommerens lys, frugtbarhed og overflod 😍 Med solens genkomst ønsker vi Alle en god og frugtbar sommer ☀️🙏
Vårbål og Sejrsblót ‘overgangen fra vinter til sommer’ Fjerde rotation i årshjulet drejer med overgangen fra vinter til sommer med nordens vårfester. Vårfesterne er en fejring af overgangen fra vinter til sommer og begynder ved den 3. nymåne efter Midvinterny - tiden kaldes også Løvspringsny.
MÅNEKALENDEREN OG DEN ROMERSK JULIANSKE KALENDER
I senhedensk tid, erstattes den ældgamle fastlæggelse af årets fire fester, efter nytænding med en nymodens fastlæggelse af årstidsfesterne, efter sydlandsk juliansk tidsregning uden hensyntagen til månens gang. Gradvist, som vi overgår til den julianske kalender, rykker disse fejringer til mere faste datoer med undtagelse, af de af kirken indførte nye riter, som f.eks. påske og pinse.
Ifølge en Norsk kalenderstav fra det 17 århundrede også kaldet primstav, rimstav -en tidligere måde at holde styr på årstiderne og de fejringer, der er forbundet med dem -er d. 12-14. april f.eks. indgangen til sommeren og kaldtes den første sommerdag i Island, Norge og Sverige.
I Danmark har vi holdt 1. maj, som den første sommerdag, efter inspiration fra de frankiske konger. Der sker et skifte omkring år 775, da de sydgermanske konger ændrer deres gamle månekalender til den julianske tidskalender, hvilket også betød at årstidsfejringerne blev flyttet. Men før dette var månens nytændinger folkets måde at tælle og dele året ind, så årstidsfesterne, såning og høst fulgte sæsonen og solens gang. Månen var deres kalender.
LØVSPRINGSNY OG NORDENS VÅRFESTER
Løvspringsny begynder den 3. Nymåne efter Midvinterny. Vårfesterne starter i april og er en del af vinterens afslutning og sommers begyndelse. Perioden var også kendt som Gaukmaaned eller Harpa i perioden fra omkring 14. april frem til 13. maj.
Højtiden er en ældgammel hedensk forårsfest, bålfest og vågenat. En folkelig fejring af overgangen fra vinterens, golde mørke til sommerens frugtbarhed, overflod og lys fra den livgivende sol. Den hedenske før sommer (forårs) højtid fejres stadig rundt omkring i norden og resten af verden, i dag bedre kendt som Majdag.
I før-kristen tid stod denne tid i frugtbarhedens tegn, Njord, Frej, Freya og Idun har haft en plads i de frugtbarhedsritualer- og ceremonier, der knytter sig til før sommer (foråret) og det siges, at når birken og bøgetræet springer ud, så er Frej ankommet til menneskenes verden, i sit skib med frugtbarhed og fertilitet. Det er her han møder sin elskede Gerd i den varme lund kaldt Barre, som det fortælles i myten ’Skirnirs færd’ fra den Ældre Edda. Nu har vinteren endelig sluppet sit tag.
SEJRSBLÓT OG VIKINGEVÆSENET
Sommerblótet kaldes også for sejrsblót. I sammenhæng med vårbålet, har blótet siden oldtiden været en markering af sejren over vinteren, og sejrsblótet var en ofringsbøn for gudernes gunst, til en god sommer med en udbytterig høst i overflod. I den forholdsvis korte tidsperiode, hvor der herskede pirater også kendt som vikinger, synes der at være et udpræget fokus i sejrsblótet på værdiskabende krigstogter og kamp. Formålet med sejrsblótet må antages, at have været opnåelsen af gudernes gunst og hjælp, under de forstående kampe på sommerens krigstogter. Derfor er det også Odin, som i sejrsblótet har fået en fremtrædende plads som ’guden’, krigeren og sejrsfaderen -som ved strid og kamp blev påkaldt.
Peter Andreas Munch omtaler et sejrsblót i forbindelse med krigstogter i værket ’Det Norske Folks Historie’ (1853)
»... en stor del af de kampdygtige mænd om sommeren laa ude i viking, enten paa egen haand, eller i følge med anseende anførere. Thi herom vidner det saakaldte Sejrsblót, der nævnes blandt de tre store, for det hele folk fælles ofringer, og som holdtes regelmæssigt hver sommerdag for at nedbede sejr ved de forestaaende krigstog. Det var altsaa det regelmæssige, at der hver sommer foretoges krigstog.
Vikingevæsenet og Nordboernes stræben efter at erhverve besiddelser udenfor fædrelandet have naaet sit højeste. Og omvendt behøve vi kun at slutte fra den overordentlige magt, hvormed vikingevæsenet og de nordiske krigeres erobringslyst fra midten af det 9 aarhundrede greb om sig, til at der paa samme tid i Norden selv fandt bevægelser sted, der ledede til smaarigernes opløsning og oprettelsen af de tre hovedriger.«
Oprettelsen af Kalmarunionen -de tre hovedriger som omtales af Peter Andreas Munch, var en union mellem de tre nordiske riger og bestod i et kongefællesskab mellem de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige.
Snorre Sturlason skriver i Ynglingesaga, den indledende del af Heimskringla -om en kongerække der indledes med Odin og Frej, hvilken Snorre opfatter og beskriver som historiske personer. Snorre Sturlason gjorde brug af forklaringsmodellerne Euhemerisme og Apoteose -som var populære i oldkirken og en yndet forklaringsmodel hos mange forfattere i middelalderen. »Apoteose betyder ophøjelse til gud og Euhemerisme betyder ’at guderne oprindelig var mennesker med høj position og status i samfundet, og som efter deres død blev ophøjet til guder og dyrket af uvidende mennesker’.«
Ynglingesaga beskriver bl.a. et sejrsblót og et stort offersted med tempelpræster, og Odin beskrives som en stor kriger med sådan kamplykke, at sejren på forhånd var sikret ham i hver en strid.
»Henimod vinter skulle man ofre for et godt år, ved midvinter for plantevækst og tredje gang om sommeren- det var sejrsblot (ofring). Fra hele Svitjod betalte folk skat til Odin - én penning for hver næse; derfor skulle han beskytte deres land imod ufred og ofre for dem for et godt år.«
- Uddrag fra Ynglingesaga kapitel. 8 ’Odins lovgivning’ i Kongesagaerne [Heimskringla] af Snorre Sturlason
»Landet øst for Tanakvisl - i Asien - blev kaldt Aseland eller Asehjem. Den hovedstad, der var i landet, kaldte de Asgård, og høvdingen i den borg hed Odin. Dér fandt man et stort offersted. Det var dér skik, at 12 tempelpræster var de øverste; de bestemte ved offerfesterne og dømte imellem folk. De blev kaldt for diar eller drotner, og dem skulle hele folket yde tjeneste og lydighed.
Odin var en stor kriger, og han kom vidt omkring og underlagde sig mange lande; han havde en sådan kamplykke, at han drog nytte af det i hver en kamp, og deraf kom det, at hans folk troede, at sejren på forhånd var sikret ham i hver en strid. Han brugte - før han sendte sine folk i kamp eller på andre sendefærder - at han lagde sine hænder på deres hoveder og velsignede dem; så troede de på, at det ville gå dem godt. Det var også sådan blandt hans folk, at når de kom i vanskeligheder til havs eller på land, så kaldte de hans navn, og de syntes til stadighed at få gavn deraf; de mente at kunne hente al deres tryghed dér, hvor han var. Han drog ofte så langt væk, at han var flere år undervejs.«
- Ynglingesaga kapitel. 2 ’Om Odin’ i Kongesagaerne [Heimskringla] af Snorre Sturlason
VÅRBÅLET (MAJBÅLET)
Optænding af Vårbålet med vild/nødild eller majbålet som det kendes i dag, er en af Nordens største årstidsfester og båltraditioner, hvis oprindelse går flere tusind år tilbage -hvor det keltiske og germanske folk fejrede overgangen fra vinter til sommer. Vårbålet er en sejrsfest og hyldest til frugtbarheden og den kommende sommer. I Norden tændte de bål på højene på denne aften, hvor man vågede fra solnedgang til solopgang for ikke at blive overlistet af de underjordiske kræfter.
Vårbålet i Danmark har skulle fremme vintersæd og -vårsæds vækst og i det øvrige norden holde ulve og bjørne, der var kommet tæt på gårdene i vinterens løb -væk fra kvæget, der blev lukket ud på denne tid. Der var både en symbolsk og en praktisk foranstaltning ved denne fejring. Efter de svenske overleveringer ser det ud til, at vårbålet (majbålet) går tilbage til bronzealderens tid, hvor man har budt sommeren velkommen under lurernes gjaldende toner ved vår-nattens bål -den første nytænding (nymåne) efter løvspring.
REJSNING AF MAJSTANG
En majstang, en midsommerstang eller et majtræ -er en tradition der kan spores over hele Norden fra 1400-tallet og som menes at stamme fra Tyskland. Maj betyder at "at maje" og er en ældre betegnelse for at udsmykke ting med nyudsprungen grønt. I ældre tid var majstang traditionen almindelig på landet i perioden mellem valborgsaften og sankthansaften. Traditionen i Danmark svandt hen med landboreformerne og landsbyfællesskabets ophævelse i 1800-tallet.
Den nu nedstyrtet kridtformation på Møns Klint, Sommerspiret, som oprindelig hed ’Sommerspæret’ hvilket er et dialektord for "majstang". Det vidner om at majstang traditionen har haft en større udbredelse i den danske befolkning.
En majstang er en høj træpæl/mast (fallos) pyntet med kranse (v***a) af frisk (bøge)løv, blomster og farvede bånd. Majstangen kan opfattes som et fertilitetssymbol, en hyldest til frugtbarheden og den kommende sommer. En vårfest, der fejrer livets maskuline og feminine aspekter og symboliserer det hellige ægteskab -foreningen mellem himmel og jord.
Den etnografiske videnskab forlod i 1900-tallet, ’psykoanalysens’ antagelser om at majstangen skulle være et fallossymbol og at traditionen skulle have være en førkristen tradition fra oldtiden. Der er måske intet i de kulturhistoriske kilder som støtter disse antagelser om fallossymbolet. Men det er værd at bemærke, at mændene ikke rører ved de farvede bånd eller danser rundt om majstangen eller fallossymbolet. Den opdeling synes at give god mening i fertilitetens og frugtbarhedens navn.
I tidligere tider var det de unge piger og kvinder der dansede rundt om majstangen og flettede båndene sammen i et flot mønster. Der blev kåret en maj-konge og en maj-dronning, som vi også ser det i den Keltiske tradition Beltane og der synges, spilles musik og danses. Majstang traditionen er særlig velbevaret i Jylland -på Strynø, Samsø og Avernakø, hvor lokalbefolkningen stadig rejser majtræet eller stangen. Riten kendes i Sydsverige som Valborgsaften.
VALBORGSFEJRING & VALBORGSBÅLET ’VALBORGSAFTEN’
Valborgaften er opkaldt efter den engelsk Romersk-katolske nonne Sankt Walpurga – oprindelig engelsk kongedatter og senere kristen missionær og abbedisse, der levede i 700-tallet. Hun rejste i året 748 på mission til klosteret Heidenheim i Frankerriget (det nuværende Tyskland). Hun døde i klosteret d. 25. februar i år 779, hvor hun efterfølgende blev helgenkåret d. 1. maj i år 870, hundrede år efter hendes død. Hendes navn er siden fordansket til Valborg.
Valborgsaften er en sammenblanding af hedenskab, kristendom, folklore og folkefest. En kristen tradition, der aldrig fik rod i Danmark og som optræder mere som et levn af navn for denne aften end en egentlig tradition. Traditionen som de fleste forbinder med sankthansaften, har i virkeligheden sit ophav i den gamle valborgsfejring, som af kirken -formentligt af strategiske årsager er blevet lagt på samme tidspunkt som den hedenske forårs- og bålfest som går tilbage til oldtiden. Valborg fejres også under fuldmånen ved månedsskiftet, den anden fuldmåne efter forårsjævndøgnet.
”Ingen kristen udfører ved Johannes Døberens fest eller ved nogen anden helgens fest solhvervsritualer, danseri, hopperi eller djævelske sange.” - ’Sankt Eligius i det 7. århundrede’
Det synes at sankthans festen for Johannes Døberen, der i 400-tallet blev fastlagt til den 24. juni, har ’overtaget’ den hedenske ild; ”Lyset fra bålet blev tolket som symbol på Johannes, som udpegede Kristus i en verden af mørke. De hedenske bål var nu velsignet af kirken til ære for Døberen, og katolsk liturgi indeholder velsignelser for bålet.” Sankthans regnes som en af de ældste kirkefester.
I Tyskland anses traditionen at stamme fra keltisk tid, hvor halvårsfesternes hellige bål blev tændt på samme måde. Kirken blev tidligt opmærksom på denne hedenskab og forbød på kirkemødet i år 742 de kristne tyskere at tænde de ugudelige bål, som de kaldte niedfeor (nødild eller vildild). Tyskerne opgav dog som nordboerne ikke den gamle tradition.
Med tiden kom man til at forbinde hekse med valborgsaften og valborgsbålene blev tændt for at holde onde ånder og nu især heksene væk. Det ses specielt i Holland og Tyskland, hvor valborgsaften stadig flere steder kaldes for ‘heksenatten’. Båltraditionen på valborgsaften er stort set forglemt i Danmark, hvor båldagen er blevet henlagt til fejringen af Sankt Hans. Men i den tyske folklore, flyver heksene stadig denne aften til deres mødested, som ifølge folkemyterne var Bloksbjerg, Nordtysklands højeste bjerg. I Danmark (især i Jylland) mente man, at heksene red til Tromsø kirke i Norge for at holde heksemøde og lave ugerninger. Tromsø lå langt oppe mod nord og blev derfor anset som liggende tæt på grænsen til hedenskabet. Udtrykket -gå ’ad Hekkenfeldt til’ stammer også fra denne højtid, da man andre steder mente at heksene fløj til Hekkenfeld på Island.
MAJDAG OG VEJRVARSLER, OVERTRO OG DANSKE RITUALER
- I Østjylland brugte landsbyens unge aftenen til at uddele gadelam og gadebasser. Der blev valgt en majgreve eller majkonge, der så valgte sig en majbrud eller majdronning, der så kunne danne par af alle de resterende ugifte i landsbyen. De unge ugifte mænd og kvinder blev sat sammen i par for resten af året, hvor manden blev kaldt for en gadebasse og kvinden for et gadelam. Som gadelam og gadebasse var der forbundet forpligtelser med at danne par. Parret skulle f.eks. følges ad til landsbyens fester frem til 1. maj næste år og der skulle udføres et vist antal danse med hinanden ved de fester som blev holdt i årets løb.
- Den 1. maj var også en mærkedag for de gifte folk, da der på majdagen typisk skulle vælges en ny oldermand til landsbylauget, hvor de vigtigste fælles beslutninger om landbrugets dyrkningsfællesskab blev truffet. Oldermand titlen gik på omgang blandt byens mænd, udgjort af de gifte gårdfæstere.
- Aftenen blev også brugt til at tage varslestagning om fremtiden og spå om kærligheden ved hjælp af et par rønnekviste. Den der tog varslet skulle nævne navnet på en mand og en kvinde, samtidig med at to rønnekviste blev sat op mellem loftet og tagbjælken. Hvis kvistene slog rod, ville de to komme til at danne par i virkeligheden.
- Er det tørt på Valborg dag, så får vi en dårlig sommer.
- Hvis det fryser til Valborg, vil vi få frost i endnu 40 nætter.
- Rugen skal på denne dag kunne skjule en lærke eller en kragefugl, ellers bliver det en dårlig sommer.
- I Danmark har vi overleveringer om et forårsritual, der lyder: at bønderne, den tredje sommerdag, bar mad og øl ud på marken og borede et hul i jorden, satte en grøn enebærbusk og lagde noget af hvert slags korn som skulle s*s. Der blev hældt hønseæg i hullet og det hele blev rørt sammen. Bonden knælede ved hullet og med oprakte hænder fremsagde en bøn. Derefter spiste og drak de sig mætte, og besøgte hinanden på gårdene, til alle var tilfredse og intet manglede i mad og drikke. Det foregik i tiden fra ca. 12. april til 1. maj.
BELTANE
Beltane eller Bealtaine er den gæliske 1. maj-festival, der markerer begyndelsen af sommeren. Det er en af de fire vigtigste gæliske sæsonbestemte festivaler, sammen med Samhain, Imbolc og Lughnasadh. Beltane afholdes traditionelt den 1. maj eller midtvejs mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv. Historisk set blev den udbredt i Irland, Skotland og Isle of Man. Det formodes at ordet beltane stammer fra proto-keltisk og betyder 'lys ild'.
Beltane er nævnt i den tidligste irske litteratur og er forbundet med vigtige begivenheder i irsk mytologi. Også kendt som Cétshamhain ('sommerens første dag'), markerede den begyndelsen på den pastorale sommersæson og sommeren og var tidspunktet hvor kvæget blev drevet ud til sommergræsningerne. Ritualer blev udført for at for at fremme væksten og beskytte kvæg, mennesker og afgrøder mod skade, både naturlig og overnaturlig, og dette involverede hovedsageligt "symbolsk brug af ild". Særlige bål blev tændt, hvis flammer, røg og aske blev anset for at have beskyttende kræfter. Folket og deres kvæg gik rundt om eller mellem bål og sprang nogle gange over flammerne eller gløderne.
Alle husholdningsbål blev slukket og derefter tændt igen fra Beltane-bålet. Disse sammenkomster blev ledsaget af en fest, og noget af maden og drikken blev tilbudt til aos sí. Døre, vinduer, staldbygninger og husdyr blev dekoreret med gule majblomster, måske fordi de visualiserede ild. I dele af Irland lavede man en majbusk: typisk en tornebusk eller gren dekoreret med blomster, bånd, skinnende skaller og lys (rushlight). Hellige brønde blev også besøgt og Beltane-dug blev anset for at bringe skønhed og bevare ungdommeligheden. Mange af disse skikke var en del af 1. maj- eller i dele af Storbritannien og Europa.
Aos sí (ofte omtalt som ånder eller feer) blev anset for at være særligt aktive ved Beltane (som ved Samhain), og målet med mange Beltane-ritualer var at formilde dem. De fleste forskere ser aos sí som rester af de hedenske guder og naturånder. Beltane var en "forårsfestival for optimisme", hvor "frugtbarhedsritualer igen var vigtigt, højst sandsynligt i forbindelse med solens tiltagende kraft".
Beltane (begyndelsen af sommeren) og Samhain (begyndelsen af vinteren) menes at have været de vigtigste af de fire keltiske festivaler. Sir James George Frazer skrev i The Golden Bough: ’A Study in Magic and Religion’, at tidspunkterne for Beltane og Samhain er af ringe betydning for europæiske afgrødeavlere, men af stor betydning for hyrder, der praktiserer sæsonbestemt ’transhumance’. Han antyder derfor, at festivalen har pastorale rødder.
Offentlige fejringer af Beltane mistede sin popularitet i det 20. århundrede, selvom nogle traditioner fortsat genoplives som lokale kulturelle begivenheder. Siden slutningen af det 20. århundrede har keltiske neohedninger og wiccans -holdt en højtid baseret på Beltane som en religiøs helligdag. Neohedninger på den sydlige halvkugle markerer festivalen den 1. november.
ÆGGET SOM FRUGTBARHEDSSYMBOL
De fleste kender til påskeægget fra den kristne Påske, hvor vi pynter og maler æg -som hænges op til påske eller triller kogte malede æg ned af en bakke. Der findes ikke historisk bevis for, at vi i norden har malet æg i før kristen tid, derimod findes traditionen i det gamle Mesopotamien.
Men vi ved at ægget spiller en central rolle som frugtbarhedssymbol i foråret, og ægget hører som symbol også til den hedenske tradition. Ægget ses i mange kulturer verden over, som frugtbarhedssymbol - hvor genfødsel og liv efter døden indgår i flere skabelsesberetninger, f.eks. i den gamle Egyptiske- og Græske mytologi, i den kinesiske Pangu og det kosmiske æg og i det finske helteepos - Kalevala. I hinduismen blev Brahma udklækket af verdensægget og ægget omtales også i den nordiske Edda af Snorre Sturlason i sin fortælling, om det helbredende vand under verdenstræet - Asken Yggdrasil.
»Det fortælles desuden, at de norner, der holder til ved Urdbrønden, hver dag tager vand fra brønden, som de sammen med det slam, der ligger omkring brønden, øser over asketræet, for at forhindre grenene i at udtørre eller rådne. Det vand er så helligt, at alt, der kommer i brønden, bliver så hvidt som den hinde, der kaldes skalhinden, som ligger under æggeskallen, som det fortælles her:
Yggdrasil kaldes
en ask, jeg kender,
højstammet, hvidsmurt
med helligt slam.
Dalenes dug
er derfra faldet;
eviggrøn står den
ved Urdbrønden.
- Uddrag af Snorres Edda -Tekstgrundlaget for denne oversættelse af Jesper Lauridsen er Guðni Jónssons Edda Snorra Sturlusonar, Reykjavík, 1954.«
Forsat god Majs- og Haremåne 🌕 og vi ønsker Alle en god og frugtbar sommer ☀️
