06/09/2026
Boet efter Poul Thomsen
På den ekstraordinære generalforsamling den 22. juni i Sarons Slette Mission og Nødhjælpsforening blev der rejst spørgsmål om bobestyreradvokatens håndtering af bodelingen.
Skifterettens dommer har nu gennemgået de spørgsmål, der blev fremsendt som en klage over bobestyrerens forvaltning af boet. Bestyrelsen har hele tiden valgt at følge de beslutninger, som bobestyreradvokat Carsten Kjeldsen har truffet. Samtidig respekterer bestyrelsen fuldt ud, at der var medlemmer, som skriftligt ønskede at få forløbet prøvet.
De forhold, der blev rejst spørgsmål om, hørte under bobestyreradvokatens ansvar og var derfor ikke forhold, som bestyrelsen havde indflydelse på. Netop derfor er det vigtigt for bestyrelsen, at der nu foreligger en juridisk afgørelse i sagen.
Bobestyreren har en opgave hvor ca. 60 % af aktiverne skal sælges for at indfri skat, gæld, arv, og salær. Dette er en opgave som er han har det fulde ansvar for. Dette salg er en forudsætning, for at han kan fordele arven som beskrevet i testamentet.
Dommeren har ved kendelse afgjort, at bobestyreradvokaten har fulgt reglerne i dødsboskiftelovens § 53, stk. 1, ved behandlingen af boet.
Dommeren bakker dermed op om advokatens håndtering af bodelingen. Klagen over bobestyreradvokat Carsten Kjeldsen er derfor ikke taget til følge, og sagen må betragtes som afsluttet.
Bestyrelsen ser nu frem til, at advokaten får afsluttet boet, så foreningen kan få klarhed over, hvad den har at arbejde videre med efter bodelingen.
Der er naturligvis fortsat nogle forhold, som endnu ikke er faldet endeligt på plads.
Siden mødet i juni har vi alle ventet på en afklaring af de rejste spørgsmål. I bestyrelsen ser vi frem til at kunne koncentrere os om foreningens fremtidige arbejde. Vi ønsker blandt andet at komme i gang med renoveringen af køkkenet på centret, så det bliver mere funktionelt og lettere at udleje.
Vi vil også gerne undersøge muligheden for at finde et nyt værtspar til det gamle stuehus, så vi kan få hjælp til de praktiske opgaver på stedet.
Alt dette bliver lettere at forholde sig til, når boet er endeligt afsluttet.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Sarons slette