02/12/2025
Donation fra logen Pax Interna i Taulov
Tre gamle mænd/ De vise mænd kunne man også kalde dem i denne tid,
kom forbi med en pose penge - sådan hjælper det 80 fredericianere
Det er en gave, der bliver ved med at give. Logebrødre har samlet ind og sikrer en juleaften for lokale mennesker, der i dén grad har brug for hjerternes fest
Selv helt almindelige gaver kan være uopnåelige, hvis ikke nogen giver et bidrag. Her ser Poul Marius Jensen, Bent Jørgensen og Frank Andersen Fisker på de ønsker, børn har hængt op på Frivilligcentrets ønsketræ.
Peter Friis Autzen [email protected]
Fredericia Dagblad
Fredericia: René Sørensen smiler og takker. Tre ældre mænd har lige overrakt ham en gave, der sikrer julehygge, -mad og -gaver til omkring 80 fredericianere.
René er leder på Frivilligcenter Fredericia. Centret arrangerer juleaften for udsatte. Traditionelt er aftenen holdt i Pakhuset, men i år flytter det til sognegården ved Trinitatis Kirke.
- Der plejer at komme omkring 80 borgere. 16 frivillige sørger for det hele. Og det plejer at være en aften, der både skaber relationer og gode minder, forklarer René.
Aftenen plejer at være så hyggelig, at det kan svært at "hæve mødet" klokken 1 som aftalt.
FRA LOKALE TIL LOKALE
De tre ældre herrer kommer fra logen Pax Interna i Taulov, og de har 10.000 kroner med fra Frimurernes Velgørenheds Legat. De glæder sig over at kunne glæde andre.
- Vi har doneret før, men til landsprojekter. Det her er første gang, vi donerer hertil. Vi har valgt, at vi gerne vil være mere lokale. Og det her er virkelig lokalt, siger Frank Andersen Fisker, der i logen har titel af mester.
Sammen med Bent Jørgensen og Poul Marius Jensen har han besøgt Frivilligcentret for at overrække gaven. De tre mænd er gamle nok til at have oplevet lidt af hvert, og de har da også været vidne til både afsavn og udfordringer - måske endda oplevet det på egen krop.
De håber, at pengegaven kan gøre en forskel, som også rækker ud over "bare" at være en hyggelig juleaften.
- Nogle gange kan en lille ting jo være med til at vende noget rundt for et menneske, siger Poul Marius Jensen.
BRUGES HURTIGT
Selvom 10.000 kroner er en flot gave, rækker den ikke evigt, når det handler om at hjælpe fredericianere gennem en dyr tid som julen. Derfor har Frivilligcentret og de 117 tilknyttede foreninger også mange andre projekter, der knytter mennesker sammen.
I centrets indgangsparti står for eksempel et lille juletræ, hvor børn har noteret ting fra deres ønskeliste. Ting som familien ikke har råd til. Helt almindelige julegaver som en ansigtscreme, en barbie-dukke eller et café-gavekort.
Barnet skriver sit køn og sin alder - ikke andet.
I Frimurerlogen Pax Interna optager vi mænd fra de er fyldt 21 år, der er alle aldersgrupper her, fordi det er mænd af lidt ældre årgang der overrækker donationen er at de har mange års anciennitet i frimureriet.
(Vi lidt yngre går også stadigvæk på arbejde)