15/06/2026
Solcellesagen afslører en systemfejl og det er ikke borgernes fejl
Af Louis Boe Carslund-Sørensen
Knap 5.000 danske solcelleejere står over for efterregninger for manglende betaling af elafgift. Sagen fremstilles som en kontrol af, om reglerne er overholdt. Men i virkeligheden peger den på noget langt mere alvorligt. En systemfejl, som staten nu forsøger at placere hos borgerne.
En simpel regel i en kompleks virkelighed
Skattestyrelsen arbejder med en tilsyneladende klar regel. Hvis et solcelleanlæg på et tidspunkt har leveret mere end 6 kWh + 4 % i én time til elnettet, opfylder det ikke betingelserne for den gunstige nettoafregningsordning. Det lyder enkelt. Men det er baseret på en forenkling af en teknisk virkelighed, der er alt andet end enkel. For den målte levering til elnettet er ikke et direkte fysisk faktum. Den er resultatet af et komplekst samspil mellem:
• inverterens styring
• husstandens samtidige forbrug
• målinger på tre faser
• og flere niveauer af måleusikkerhed
Alligevel behandles målingen som et eksakt tal.
Inverteren styrer ikke det, SKAT måler
En central misforståelse i hele sagen er, hvad inverteren faktisk gør. I mange af de anlæg, der blev installeret under gruppe 6-ordningen, begrænser inverteren ikke leveringen til nettet direkte. Den begrænser den samlede produktion. Det betyder:
• Den producerede el bruges først i huset
• Resten sendes til elnettet
Dermed er eksporten ikke en selvstændig styret størrelse. Den afhænger af, hvad der forbruges i samme øjeblik. Konsekvensen er enkel. Det er i praksis ikke muligt at styre eksporten så præcist, at den aldrig kommer tæt på – eller kortvarigt over – en fast grænse.
Målinger med usikkerhed behandles som fakta
Situationen bliver ikke mindre problematisk af, at målingerne selv er behæftet med usikkerhed. Elmålere opererer med tolerancer. Det gør at invertere også uden at disse nødvendigvis er dokumenteret eller ensartede. Når flere måleled indgår i kæden, kan afvigelserne akkumulere. Det betyder, at en registreret eksport på f.eks. 6,3–6,5 kW i praksis kan være fuldt forenelig med en reel levering på 6 kW. Alligevel anvendes overskridelsen som grundlag for afgiftskrav. Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål. Kan man opkræve afgift på baggrund af målinger, som ligger inden for den samlede usikkerhed?
Trefasede systemer gør billedet endnu mere uklart
De fleste installationer er trefasede. Det betyder, at der kan foregå både forbrug og produktion samtidigt – men på forskellige faser. I mange af de tidlige anlæg var invertere endda enfasede. Det åbner for situationer, hvor:
• der eksporteres strøm på én fase
• samtidig med at der forbruges strøm på de to andre
Hvis målingen ikke konsekvent og korrekt summeres over alle faser, kan resultatet blive, at eksporten overvurderes. Med andre ord, der kan registreres levering til nettet, som i realiteten allerede er brugt i huset.
Godkendt teknologi men borgeren får ansvaret
Samtidig er det værd at huske, at solcelleejerne ikke selv har designet systemet. De har:
• installeret invertere, som er godkendt af Energistyrelsen
• fået anlæggene opsat af autoriserede fagfolk
• fået dem tilsluttet og registreret af netselskaber
De har ikke adgang til at justere inverterens styring. De kan ikke kalibrere målere. De har handlet i god tro. Når staten på forhånd har godkendt teknologien, må det også være staten, der bærer ansvaret, hvis teknologien ikke leverer præcist nok i praksis.
År med godkendte opgørelser og så en efterregning
Før indførelsen af timebaseret afregning blev nettoforbrug og dermed elafgift opgjort årligt af Energinet og senere Energistyrelsen. Disse opgørelser blev accepteret og lagt til grund for borgernes betalinger. Borgerne har indrettet sig efter disse opgørelser og med fuld rimelighed. Når en anden myndighed efterfølgende kommer og siger, at opgørelserne var forkerte, og at der nu skal betales bagudrettet, er der ikke tale om en fejl begået af borgeren. Det er en korrektion af systemets egne forudsætninger.
Et system, der placerer risikoen det forkerte sted
Gennem hele forløbet går én ting igen. Solcelleejeren har ingen reel kontrol over:
• målesystemet
• inverterens funktion
• datahåndteringen
• myndighedernes fortolkninger
Alligevel er det borgeren, der ender med regningen. Det er ikke bare problematisk, det er et brud på grundlæggende retssikkerhed. For i et reguleret system må borgeren kunne stole på, at:
• godkendt teknologi er lovlig at anvende
• godkendte opgørelser er korrekte
• og at myndighederne er enige indbyrdes
Hvis ikke det gælder, falder tilliden til systemet.
Konklusion: En systemfejl forklædt som kontrol
Solcellesagen er ikke en afsløring af snyd. Den er en afsløring af et system, hvor:
• tekniske realiteter matcher ikke juridiske grænser
• måleusikkerhed behandles som fakta
• og ansvar skubbes nedad i systemet
Når staten først godkender teknologien, derefter accepterer opgørelserne og til sidst kræver efterbetaling er det ikke borgeren, der har fejlet. Det er systemet. Og så hører regningen ikke hjemme hos solcelleejeren.
Knap 5.000 husstande med solcelleanlæg begynder nu at modtage efterregninger for manglende betaling af elafgift. Det sker som følge af afgørelser truffet af Skattestyrelsen, der oplyser, at afgørelserne ikke kan påklages.
