05/03/2026
Hjemmelsmangler i Forsyningstilsynets afgørelse om Odsherred Varme A/S F 16. februar 2026
Af Louis Boe Carslund-Sørensen:
1. Resumé
Forsyningstilsynets (FT) afgørelse af 16. februar 2026 om Odsherred Varme A/S hviler på en række fortolkninger, der savner hjemmel i varmeforsyningsloven. FT anvender Energistyrelsens vejledning fra 1. marts 2024 som retsgrundlag, selv om vejledningen ligger uden for lovens rammer. Afgørelsen repræsenterer dermed et ulovligt praksisskifte uden lovhjemmel, uden overgangsordning og uden offentlig høring – i strid med både legalitetsprincippet og forvaltningsrettens krav om kontinuitet i praksis.
2. Hjemmelsmangel nr. 1: Ulovlig udvidelse af varmeforsyningslovens § 20 (kostægtsprincippet)
FT’s afgørelse indebærer, at Odsherred Varme A/S kan betragtes som én økonomisk enhed, uanset:
• fysisk sammenkobling,
• driftsøkonomisk fællesskab,
• omkostningskausalitet eller
• belastningsprofil i de enkelte områder.
Afgørelsen lægger til grund, at omkostninger ved udvidelse “som udgangspunkt anses som fælles omkostninger for alle tilsluttede forbrugere” og henviser direkte til Energistyrelsens vejledning af 1/3 2024, der fastslår:
”Den samlede virksomhed betragtes som én enhed, uanset om der er fysisk forbindelse mellem forsyningsområder.”
Problemet:
Denne fortolkning findes ikke i varmeforsyningslovens § 20, som alene regulerer:
• udgiftsarter
• nødvendighed
• driftsøkonomisk forsvarlighed
Der er ingen hjemmel i § 20 til at afskaffe omkostningskausalitet eller til at tillade krydssubsidiering mellem områder, der ikke er teknisk sammenkoblet.
Tværtimod bygger § 20 på princippet om nødvendige og omkostningsbestemte omkostninger, som i hidtidig praksis betød, at udgifter skulle bæres af de forbrugere, som faktisk gav anledning til dem. FT’s egen historiske praksis bekræfter dette.
3. Hjemmelsmangel nr. 2: Ulovlig anvendelse af vejledning som retsnorm
Afgørelsen bygger reelt på en vejledning udstedt af Energistyrelsen den 1/3 2024, som FT gengiver og anvender som normativt grundlag, særligt vedrørende:
• ophævelse af fysisk sammenkobling som kriterium,
• enhedsøkonomibetragtningen (“én enhed – ét prisområde”),
• fælles omkostningsfordeling uanset sammenhæng.
Vejledningen er ikke:
• lov
• bekendtgørelse
• hjemlet i delegeret myndighed
• vedtaget efter høringsprocedurer
• udtryk for praksis fra Energiklagenævnet
Derfor kan den ikke udvide lovens rammer eller ændre FT’s tilsynspraksis.
At FT lader vejledningen være afgørende for afgørelsen fremgår direkte af sagsbeskrivelsen:
”Efter varmeforsyningsloven er udgangspunktet, at den samlede virksomhed betragtes som én enhed.”
(Kilde: FT’s gengivelse af vejledningen i afgørelsen.)
Dette udgangspunkt findes ikke i loven.
Derfor kan vejledningen ikke udgøre hjemmel for praksisændringen.
4. Hjemmelsmangel nr. 3: Ulovligt praksisskifte uden begrundelse eller hjemmel
Afgørelsen fraviger FT’s egen faste og langvarige praksis, hvorefter:
• fysisk sammenkobling er et hovedkriterium,
• økonomisk fordel og omkostningsbærere skal matche hinanden,
• hver forsyningsdel skal bære sin egen gæld og sine egne anlægsomkostninger,
• fusioner må ikke føre til urimelig omfordeling af gæld eller takster.
Afgørelsen viser et markant skifte til en "selskabsøkonomisk" model, hvor alt samles i én kasse.
Men: FT giver ingen begrundelse for, hvorfor tidligere praksis ikke længere anvendes, og henviser ikke til noget lovgrundlag, der skulle have ændret rammerne.
Forvaltningsretten kræver, at en praktikændring:
• er klar og tydeliggjort,
• er begrundet,
• er hjemlet,
• respekterer berettigede forventninger.
Intet af dette er sket.
5. Hjemmelsmangel nr. 4: Væsentlig retsvildfarelse om prisdifferentiering (§ 20, stk. 5)
Varmeforsyningslovens § 20, stk. 5 giver adgang til prisdifferentiering når omkostninger adskiller sig:
“Prisdifferentieringen skal være omkostningsbestemt.”
I Odsherred-sagen er omkostningsstrukturerne massivt forskellige:
• Rørvig: meget høje anlægsudgifter,
• Sydbyerne: ekstremt overbudgetterede udvidelser,
• Grevinge/Herrestrup: ingen fordel af nye anlæg, ingen fysisk sammenkobling.
Alligevel konkluderer FT:
• at ét prisområde er tilstrækkeligt,
• at der ikke er behov for prisdifferentering,
• at selskabets valg om ét prisområde er tilstrækkeligt.
Dette strider direkte mod § 20, stk. 5’s ordlyd og formål.
6. Hjemmelsmangel nr. 5: Afgørelsen underminerer lovens formål
Varmeforsyningslovens formål er at:
• beskytte forbrugerne mod urimelige priser,
• sikre omkostningsægte takster,
• forhindre urimelige byrdefordelinger.
FT’s afgørelse har den modsatte effekt:
• Forbrugere i områder uden sammenhæng bliver pålagt gæld og anlægsomkostninger fra andre lokalområder.
• Taksten bliver derved ikke omkostningsægte.
• Risici og fejlinvesteringer flyttes til grupper, der ikke har haft fordel af dem.
Dette er en direkte imod af lovens formål.
7. Samlet konklusion
Forsyningstilsynet har i afgørelsen:
• anvendt en vejledning som hjemmel, selv om den ikke har retskraft,
• indført et ulovligt praksisskifte, som går langt ud over varmeforsyningslovens rammer,
• tilsidesat kostægtsprincippet, omkostningskausalitet og ikke krydssubsidieringsprincippet,
• fejltolket § 20, stk. 5 om prisdifferentiering,
• truffet afgørelse i strid med lovens formål og grundlæggende beskyttelseshensyn.
Derfor lider afgørelsen af en så væsentlig grad af hjemmelsmangel, at den bør:
• ophæves,
• hjemvises,
• eller ændres væsentligt af Energiklagenævnet.
