14/05/2025
LIGGER DINE OPLYSNINGER PÅ NETTET? FLERE VED DET IKKE
Ved du om dit navn, din adresse og dit telefonnummer ligger på frit tilgængeligt på nettet? Hvis du er i tvivl, så er du ikke den eneste.
I sidste uge var vi på besøg på Horsens Bibliotek for at vejlede borgere i, hvordan de kan undgå at blive udsat for eks. kontaktbedragerier eller en anden form for it-svindel. Her talte vi med en masse interesserede borgere om deres sikkerhed på nettet og gav dem råd, tips og konkret vejledning i, hvordan de selv kan minimere og forhindre svindlere i at tage kontakt.
Flere var slet ikke klar over, at man med få klik kunne finde deres navn, adresse og telefonnummer på diverse oplysningssider som krak og 118.dk. Heldigvis var vi klar til at hjælpe dem med at få skjult deres oplysninger og gjort deres sociale medier mere sikre.
Og selvom du ikke var forbi Horsens Bibliotek i sidste uge, så skal du ikke snydes for de gode råd:
1. Skjul dit navn, adresse og telefonnummer på www.118.dk og lignende sider, så kriminelle får sværere ved at ringe til dig.
2. Begræns din Facebook-profil, så kriminelle får sværere ved at udgive sig for at være et familiemedlem eller en anden, du kender.
3. Slå tofaktor-godkendelse til på mail og sociale medier, så kriminelle får sværere ved at skaffe sig adgang til disse.
Find råd og vejledning i vores folder:https://politi.dk/-/media/mediefiler/soejyl/dokumenter/diverse/folder--forebyg-svindel--politidk.pdf
Og husk: Spørg din familie eller venner om hjælp til det tekniske, hvis du synes det er svært. Hellere spørge dem om hjælp nu, end når de kriminelle har taget dine penge.
// Sydøstjyllands Politi
PS. Selvom du har styr på din egen it-sikkerhed, kan du bidrage til at forebygge it-kriminalitet ved at dele opslaget. På forhånd tak.