15/12/2025
El método español - militærkirurgi under den spanske borgerkrig 1936-1939
Militærmedicin og krigskirurgi under den spanske borgerkrig er et underbelyst emne i dansk medicinhistorisk litteratur. Det skyldes måske, at Danmark ikke bidrog med frivillige læger og sygeplejersker på hverken den ene eller anden side i krigen, men kun med partisaner og soldater, de såkaldte “Spaniensfrivillige”.
Der er skrevet en hel del om emnet på spansk og engelsk, men også på norsk og svensk.
Vores to nabolande Sverige og Norge bidrog i 1937 med et hold af læger og sygeplejersker, og var med til at oprette et militærhospital El Hospital Sueco-Noruego de Alcoy i Alcoi (Alcoy) i det østlige Spanien mellem Valencia og Alicante. Hospitalet var beliggende i den republikanske zone, hvilket vil sige nogle af de områder af Spanien, som var kontrolleret af enten den demokratisk valgte regering, nogle af de anarkistiske, trotskistiske og socialistiske fagforeninger og partier, der støttede regeringen eller de nationalistiske catalanske og baskiske grupper, der for en god ordens skyld støttede deres fjendes fjende.
Et stort antal spanske læger og sygeplejersker arbejdede også på det skandinaviske hospital. Det skandinaviske hold rejste hjem efter 2-6 måneder i Alcoy i slutningen af 1937. Herefter fortsatte hospitalet under spansk ledelse og med udelukkende spansk personale indtil det i 1938 måtte lukke pga. bombardementer og fremrykningen af de nationalistiske oprørsstyrker.
To berømte spanske kirurger var blandt de ansatte: Dr. Manuel Bastos Ansart (1887-1973) (ortopeda militar y traumatologo) og catalaneren Josep Trueta i Raspall (1897-1976). De er kendt for at forbedre den kirurgiske behandling af skudsår og andre krigsskader (heridas de guerra) og åbne knoglebrud (fracturas abiertas). Antallet af amputationer, infektioner og dødsfald blev reduceret væsentligt.
Antibiotika eksisterede på dette tidspunkt kun på laboratorier i England, hvor forskere og teknikere kæmpede med at gøre dem til praktisk anvendelige lægemidler. Penicillin blev første gang anvendt 1943-44 i den engelske hær. Under arbejdsforhold uden antibiotika var forebyggelse af infektion og understøttelse af immunsystemets egen kamp imod det af største betydning.
Hovedprincipperne i den forebyggende behandling bestod i grundig og dybedegåebde rensning af sårene (limpieza exhaustiva de la herida) og debridement, hvilket vil sige bortskæring af dødt og betændt væv (exéresis de todo el tejido devitalizado). Nekrotisk væv er et godt levested for bakterier. Rensning af såret skulle altid foretages indledningsvist, allerede før den første syning (la sutura primaria).
“El método español” havde 5 trin: 1. Tratiamento qirurgico immediato (øjeblikkelig eller hurtigst mulig kirurgisk behandling) 2. Limpieza de la herida (rensning af såret) 3. Excision de la herida (kirurgisk revision af såret) 4. Drenaje (drænage af pus og lymfevæske) og 5. Inmovilizacion con vendaje de yeso (immobilisering med gipsforbinding). Punkt 1 var et princip indført allerede omkring år 1800 af cheflægen I Napoleons hær Dominique Larrey (1769-1852).
Dr. Bastos Ansart udgav i 1936 lærebogen “Algunos aspectos clinicos de las heridas por arma de fuego”. Efter borgerkrigens afslutning måtte han afsone 12 års fængsel for sin “hjælp til den forkerte side”. Han blev ikke hædret og hyldet for sin faglighed af Franco-diktaturet og styret gjorde heller ikke noget for at gavne hans karriere. I udlandet forstod man at anerkende hans værd. Endnu ved Vietnamkrigens udbrud refererede amerikanske militærlæger til hans indsats og “el método español”.
Billedet viser catalaneren Trueta i Raspall i færd med revision og oprensning af et sår.
