Periamma

Hjem
Danmark
Copenhagen
Periamma

Periamma is a Danish Charity that supports children, families, and communities in India, Kenya, Thailand, and Uganda. Our focus on partnerships is dual.

Our purpose is to empower children, women, men, and communities in need, to live an educated, autonomous, and prosperous life. We believe that everyone has a voice, and always give space and opportunity to a sponsor, a child, an intern, or a volunteer to impact and influence the projects we develop and deliver in our 4 countries. We collaborate and co-create with local partners to ensure that we c

an implement fast and design solutions that are impactful and sustainable for the children and their communities. Our organization mainly consists of professionals with corporate and entrepreneurial backgrounds, who voluntarily dedicate time and resources to make a difference for approximately 4-5,000 children and their communities. We focus on 3 areas:

Education
Entrepreneurship
Partnerships

Education is where we invest most of our time. We honestly believe that education of children and women are the ground pillar in developing societies towards giving individuals and families the opportunities to live a better and more prosperous life. Developing entrepreneurial skills is essential for our children, families, and communities, to become self-sustainable. We invest in business education and building local businesses to ensure a continuous development in the local communities where we are involved. Through corporate partnerships, we can build meaningful connections across borders, between corporations wanting to invest more purposefully and local communities in need. Our projects in local societies are always done in collaboration with local partners, to ensure that we avail local resources and help building capacity in the communities where we engage. At least 80% of the donations that we receive from families and corporate sponsors goes directly to our children and their families.

29/08/2026

Når Hope ifører sig Bob Marley

Hope fylder 11 år.

Hans navn betyder håb, og måske er det derfor, jeg altid smiler lidt ekstra, når jeg møder ham, for Hope har et smil, der kan smelte ethvert pigehjerte, og helt sikkert også hjertet på en gammel mand som mig. 😊

Han går i 6. klasse på Kabimoi Comprehensive School, lige ved ækvator i Baringo County, hvor jorden er tør, vejene ujævne og livet for mange familier en daglig kamp for at få det mest nødvendige til at række.

Hope drømmer om at blive ingeniør, og hans yndlingsfag er swahili, hvilket på en eller anden måde passer perfekt til en dreng, der allerede nu virker til at forstå, at verden består af mange flere muligheder, end dem man kan se fra landsbyens støvede hovedgade.

Han bærer også sit navn med stolthed. Det var hans mor, Vicky, der valgte det, fordi hun syntes, det lød smukt. Og fordi han var hendes første drengebarn. Hendes Hope.

Hans far arbejder som daglejer, og med en beskeden indkomst bliver hverdagen først og fremmest et spørgsmål om at få mad på bordet, børnene i skole og familien igennem endnu en dag. Fødselsdage får derfor sjældent deres egen plads i kalenderen, og alligevel kommer der hvert år en lille påmindelse om, at et barn også fortjener at mærke, at netop denne dag handler om ham.

For langt mod nord, i Danmark, bor Liisa Bassett. På papiret er hun langt væk. I livsvilkår, hverdag og den måde verden ser ud på, er hun måske endnu længere væk, men gennem fire år har hun fulgt Hope så tæt, at de mange kilometer mellem Danmark og Kenya efterhånden føles som en detalje.

Liisa betaler for hans skolegang, uniform, bøger og skolematerialer, og hvert år sender hun også en lille fødselsdagshilsen. En gave. Egentlig er det en kuvert. Men inden i kuverten ligger noget langt større end pengene. Der ligger en tanke. Et kærligt blik. En stille følelse af at være set.

Denne mandag eftermiddag står Hope ved siden af sin mor i Kabimoi, mens Obed, Josephine, Charity og jeg møder ham på hovedgaden. Vi giver ham kuverten og tager ham med ind i den lille tøjbutik, hvor nyt tøj hænger side om side og venter på at finde sin ejer.

Hope kigger længe. Han er på tærsklen til teenageårene, og måske er det derfor, valget kræver lidt ekstra omtanke. Så finder han det. Et par sorte jeans med lommer på lårene, et par gode gummisko, der kan klare Kabimois stenede veje, og en sort T-shirt med et billede af Bob Marley.

Jeg kan ikke lade være med at smile. For Bob Marley er måske den perfekte følgesvend til en dreng, der hedder Hope og drømmer om at blive ingeniør. Manden på T-shirten sang om håb, kærlighed og en bedre verden. Drengen under T-shirten er allerede i gang med at bygge sin.

Vi går videre til købmanden, hvor stemningen næsten føles som en lille tidsrejse tilbage til de gamle danske landsbykøbmænd, hvor varerne bliver lagt på disken én efter én, ris og sukker vejes på den lille vægt, og købmanden kender priserne fra hukommelsen. Majsmel. Hvedemel. Olie. Salt. Ris. Sukker. Te. Bolsjer. Kiks. Sæbe. Vaseline. Tandbørste og tandpasta.

Hope vælger til sig selv og til familien. For sådan fungerer kærligheden her. Når der kommer lidt ekstra ind ad døren, finder det hurtigt vej videre til dem, man deler livet med. Og måske er det netop derfor, fødselsdagsgaven betyder så meget.

I Periamma forsøger vi at komme helt tæt på det enkelte barn, fordi en verden af børn stadig består af én Faith, én Ascar, én Brenda og én Hope ad gangen.

Vi giver dem mulighed for selv at vælge, fordi værdighed også ligger i at kunne sige: Det her er mit. Et par nye jeans. Et par sko. En T-shirt med Bob Marley. Og en pose madvarer til familien. Små ting på et stort verdenskort. Men for Hope bliver de til noget langt større. De fortæller ham, at nogen husker hans fødselsdag. At nogen tror på hans drøm. At nogen, tusindvis af kilometer væk, følger hans vej gennem livet.

Vi finder et lille grønt område i landsbyen og tager billeder af Hope og Vicky, som vi sender til Liisa. Og da jeg ser Hope stå dér i sine nye sorte jeans og Bob Marley på brystet, tænker jeg, at navnet måske alligevel passer helt perfekt.

For håb er en mærkelig størrelse. Det kan gemme sig i en kuvert. Det kan stå skrevet på en T-shirt. Det kan komme vandrende ad en støvet vej i et par nye gummisko. Og nogle gange begynder håb ganske enkelt med, at et menneske langt væk siger:

“Jeg husker dig.”

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya – Periamma

28/08/2026

En dybfølt taknemmelighed til Claus Melcher

I Kures, tæt på ækvator i Baringo County, begynder dagen ofte med den samme varme sol, det tørre landskab og de lange støvede veje, som børnene hver morgen bevæger sig ad på vej mod skolen.

Her møder jeg Stanley. Han er ni år gammel, født den 22. april 2017, og hver eneste skoledag vandrer han fire kilometer frem og tilbage for at passe sin undervisning i 2. klasse på Kures Comprehensive School.

Fire kilometer hver vej.

For en niårig dreng er det en lang strækning, men for Stanley er vejen til skolen samtidig vejen mod en fremtid, hvor hans muligheder kan blive større end de vilkår, han er født ind i.

Stanley bor sammen med sin lillebror Alex hos deres farmor, Cecilia. Da familien splittes, træder Cecilia til og tager de to drenge til sig. Hun åbner sit hjem og sit hjerte for dem og vælger kærligheden før økonomien, selvom hendes egne muligheder er meget små. Hun forsøger at forsørge familien med en indkomst på mindre end 10 kroner om dagen.

Ti kroner.

For en dansk familie svarer det omtrent til prisen på en liter mælk, mens Cecilia for det samme beløb skal skabe en hverdag for sig selv og to små drenge, hvor der skal være mad på bordet, tøj på kroppen, skolebøger i tasken og et hjem at komme tilbage til.

Det er fattigdom helt tæt på den grænse, hvor menneskers muligheder bliver mindre og bekymringerne større.

Fattigdom handler nemlig om langt mere end penge. Den kan langsomt indskrænke et menneskes verden, indtil dagen primært handler om at få det mest nødvendige til at hænge sammen. Den kan gøre fremtiden svær at se, fordi dagens behov hele tiden kalder først. Og for et barn kan den betyde, at drømmen om uddannelse bliver afhængig af noget så enkelt som, om familien har råd til at sende barnet i skole.

Cecilia bærer allerede et stort ansvar. Hun giver Stanley og Alex et hjem, tryghed og kærlighed. Men uddannelsen kræver mere, end hun alene kan løfte.

Og derfor betyder det så uendeligt meget, at Claus træder ind i Stanleys historie.

Claus vælger at støtte Stanley. Han giver ham muligheden for at fortsætte sin skolegang, for at lære, udvikle sig og langsomt bygge det fundament, som en dag kan gøre ham i stand til selv at vælge sin vej i livet.

For uddannelse er mere end bøger, tavler og timer i et klasselokale. Uddannelse er en mulighed for at bryde en social arv. Det er en mulighed for at få viden, færdigheder og adgang til et arbejdsmarked, som kan skabe en anden fremtid for både Stanley og den familie, han en dag selv får.

Og måske er det netop derfor, sponsorstøtte betyder så meget. For Claus er med til at ændre hans muligheder for fremtiden.

Fire kilometer hver vej.
Dag efter dag.
Skridt for skridt.
Og nu går Stanley den vej med en lille smule mere håb i ryggen.

Derfor sender vi i dag vores varmeste og dybeste tak til Claus.
Tak, Claus, fordi du vælger at tro på Stanley.
Tak, fordi du er med til at holde døren til uddannelse åben.
Og tak, fordi du giver en lille dreng muligheden for at fortsætte sin rejse – fra de støvede veje omkring Kures og ind i en fremtid, hvor hans drømme får lov til at fylde mere end hans fattigdom.

For nogle gange begynder en livsforandrende rejse med ganske små skridt.
Et barn.
En skole.
En drøm.
Og et menneske, der vælger at sige: Jeg vil gerne hjælpe dig videre ❤️.

Fra Kenya sender vi en varm og dybfølt tak – dér hvor solen står højt over de tørre landskaber, hvor vejene kan være lange, og hvor håbet alligevel finder sin vej, når mennesker rækker hånden ud til hinanden.

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya – Periamma

27/08/2026

"Jeg husker dig" – da Faith fylder 12 år ved ækvator i Kenya

Faith fylder 12 år, og mens kalenderen stille vender endnu et blad, står hun på tærsklen til det sidste år af barndommen, lige dér hvor drømme begynder at få vinger, og hvor et ungt menneske langsomt begynder at ane konturerne af det liv, der venter forude.

Faith går i 7. klasse på Sosion Comprehensive School ved ækvator i Baringo County, i et af de områder, hvor klimaforandringerne mærkes helt ned i familiens gryder. Regnen kommer sjældnere, jorden tørrer ud, høsten svigter, og mange børn møder ind til undervisningen med en mave, der længes efter morgenmad, mens læreren forsøger at fylde deres sind med viden, håb og troen på, at uddannelse kan blive den sti, der leder dem ud af fattigdommen.

Faith er den yngste af ti søskende. Hendes mor rejser herfra alt for tidligt, da kræften tager hende i 2017, og siden den dag bærer hendes far familien på sine skuldre med en stille værdighed, som rører mig dybt hver eneste gang, jeg møder ham. På disse breddegrader ser man ofte kvinder bære det største ansvar i hjemmet, og derfor vækker det en særlig respekt at møde en far, der hver eneste dag kæmper for sine børn med den kærlighed, han har, og de muligheder, livet giver ham.

I sådan et hjem bliver en fødselsdag sjældent en begivenhed med flag, kage og gaver. Den bliver en stille dato i kalenderen, som solen passerer, præcis som den gjorde dagen før.

Og så findes der mennesker, som ændrer betydningen af en dato.

Langt mod nord, i Danmark, hvor årstiderne skifter farve, og hverdagen ser helt anderledes ud end under den afrikanske sol, sidder Pauline Wullenweber, som gennem de sidste fem år har fulgt Faiths liv med et hjerte, der har fundet vej tværs over kontinenter, og som år efter år sørger for skolegang, skoleuniform, bøger og skolematerialer, mens hun samtidig sender en lille fødselsdagshilsen, der rummer langt mere end en pengegave.

For i kuverten ligger en tanke. Der ligger et menneske, som husker, at Faith har fødselsdag. Der ligger følelsen af at være set.

Denne mandag eftermiddag mødes vi med Faith og hendes storesøster Gladys i den lille landsby Emining, hvor Obed, Josephine, Charity og jeg overrækker hende kuverten og inviterer hende til at vælge præcis det, hendes hjerte ønsker sig, fordi vi i Periamma holder af den tanke, at et barn også fortjener friheden til selv at drømme, vælge og mærke glæden ved noget, der er udvalgt med egne hænder.

Vi går sammen hen til den lille tøjbutik på hovedgaden, hvor farverne hænger tæt side om side, og hvor Faith bruger lang tid foran spejlet, mens hun mærker stoffet mellem fingrene og langsomt finder frem til det tøj, der passer til en pige, som er på vej ind i et nyt årti af sit liv. Til sidst smiler hun det store smil og vælger et par kongeblå ripped jeans, et par hvide ballerinaer og en rød T-shirt, hvor der med store bogstaver står ”Blessed”.

Jeg bliver stående et øjeblik og tænker, at der næsten ikke kunne have stået et smukkere ord på netop denne T-shirt, for velsignelser viser sig ofte på de mest stille måder; i mennesker, der husker hinanden, i relationer, der vokser på tværs af kontinenter, og i et barn, som får lov til at spejle sig i et billede af sig selv fyldt med værdighed og håb.

Derefter går vi videre til landsbyens købmandsbutik, hvor tiden synes at have fundet sit eget tempo, ris og sukker vejes på den lille vægt, varerne lægges på disken én efter én, og købmanden kender hver eneste pris uden at kigge på et skilt. Faith og Gladys vælger majsmel, hvedemel, madolie, salt, ris, sukker, te, bolsjer, kiks, sæbe, vaseline, tandbørste og tandpasta, og i de valg gemmer der sig en smuk sandhed om familielivet i Baringo, for når én får lidt ekstra, vokser glæden ved at lade hele familien tage del i den.

Det er måske netop derfor, disse små fødselsdage fylder så meget i Periamma. Vi drømmer om store forandringer, men vi begynder altid med det enkelte barn, med navnet, historien og fødselsdagen, fordi ethvert barn fortjener oplevelsen af, at denne ene dag tilhører netop dem, og at et menneske et sted i verden har glædet sig til at fejre dem.

Vi finder et lille grønt område mellem træerne, hvor lyset falder blødt over Faith og Gladys, og vi tager billeder, som vi sender hele vejen til Pauline, så hun kan se den røde T-shirt, de hvide ballerinaer og det smil, som kun opstår, når et barn mærker, at hendes fødselsdag har betydet noget for et menneske på den anden side af jorden.

Måske begynder de største eventyr netop sådan – med en lille kuvert, der rejser hele vejen fra Danmark til Kenya, og med et barn, der opdager, at hendes fødselsdag også lever i et andet menneskes hjerte.

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya – Periamma

26/08/2026

Når en fødselsdag bliver til et lille stykke eventyr

Der findes fødselsdage, hvor gaverne ligger på et veldækket bord, hvor stearinlysene spejler sig i glassene, og hvor dagen næsten føles som en selvfølge.

Og så findes der fødselsdage som Tabithas.

Denne fredag eftermiddag møder jeg Tabitha i den lille, ydmyge landsby Emining sammen med mine uundværlige kollegaer Obed, Josephine og Charity. Tabitha er fyldt 17 år - hendes sidste fødselsdag som teenager, inden voksenlivet langsomt begynder at banke på døren. Hun har sin onkel med, og sammen begiver vi os ud på en lille rejse gennem landsbyen, hvor dagens eventyr skal udfolde sig.

Tabitha går på tredje år på Pemwai Girls High School ved ækvator i Baringo County, et af områdets bedste gymnasier, og endnu et år ligger foran hende, før drømmen om videre uddannelse skal tage form.

Hun er sådan et menneske, man straks får lyst til at lære at kende. Der er et særligt lys i hendes øjne og et smil, der på forunderlig vis kan få en helt almindelig eftermiddag til at føles som noget større. Hun er stadig ung, men hendes blik rummer en modenhed, som fortæller sin egen historie om livet, om mod og om håb.

Tabitha bor sammen med sin mor, Ruth, i Kabarbesi, på en lille grund hvor fire generationer på papiret hører hjemme. Virkeligheden fortæller en mere nuanceret historie. Faderen forsvinder ud af familiens liv for mange år siden efter en hverdag præget af vold og alkohol, og tilbage står Ruth og Tabitha som to stille kæmpere, der holder fast i hinanden og i troen på, at livet kan forme sig anderledes.

Langt mod nord, i Danmark, bor Lene og Kim Høj Larsen. På kortet er der tusindvis af kilometer mellem deres hjem og Tabithas. På hjertets kort føles afstanden langt mindre.

I syv år har Lene og Kim fulgt Tabitha. De betaler hendes skolegang, uniform, bøger, skolematerialer og skolegebyrer, og hvert år gemmer de en særlig lille hilsen i form af en fødselsdagsgave.

Det er her, dagens eventyr begynder for alvor. I Periamma tror vi på, at et barn først og fremmest er et menneske med et navn, et smil, en personlighed, drømme og en helt egen historie. Derfor bliver fødselsdagsgaven givet direkte til barnet, som selv får lov til at vælge.

Vi går ind i en lille tøjbutik på hovedgaden. Tabitha kigger længe. Foran hende hænger nyt tøj - rigtigt nyt tøj, som venter på at blive hendes. Hun prøver med øjnene forskellige muligheder, overvejer, smiler og vælger til sidst et par sorte jeans med lommer på lårene, lyserøde sandaler, en hvid T-shirt med blomsterbogstaver og en smart sort beanie, som tilsyneladende er højeste mode blandt de unge. Jeg forstår stadig den del med huen i 30 graders varme som et af Afrikas større mysterier 😊.

Men måske handler den lille sorte beanie om langt mere end varme. Måske handler den om identitet. Om at ligne de andre unge. Om at føle sig smart. Om at få lov til at vælge noget, fordi det passer til lige præcis den, man selv er. Og måske er det netop derfor, et stykke nyt tøj kan betyde så meget for et barn, der vokser op i en familie, hvor hver eneste mønt først skal finde sin plads mellem mad, skole og de mest basale behov. Nyt tøj bliver en lille følelse af værdighed, frihed og ungdom - noget, der kun tilhører én selv.

Derefter går vi til købmanden. Her føles tiden næsten som en rejse tilbage til min egen barndoms Danmark. Varerne lægges på disken, ris og sukker vejes på den lille vægt, priserne sidder i købmandens hoved, og sammen fylder vi poserne med majsmel, hvedemel, olie, salt, ris, sukker, juice, te, bolsjer, kiks, sæbe, badesæbe, vaseline, tandbørste og tandpasta.

Noget til Tabitha. Noget til Ruth. Noget til familien. For sådan fungerer kærlighed ofte i fattige familier - glæden vokser, når den kan deles.

Til sidst finder vi et lille grønt område, hvor Tabitha og hendes onkel stiller sig foran kameraet. Et stort smil. Et par nye jeans. Lyserøde sandaler. En sort beanie. Og et billede, der om lidt rejser hele vejen til Danmark, hvor Lene og Kim kan se, hvad deres sponsorpige har valgt til sig selv og sin familie.

Måske er det dét, en fødselsdag i virkeligheden handler om. At blive set. At blive husket. At mærke, at ens liv betyder noget for et andet menneske - også selv om det menneske befinder sig tusindvis af kilometer væk.

De store hjælpeorganisationer løfter enorme opgaver og når langt omkring. Hos Periamma vælger vi samtidig at komme helt tæt på og følge det enkelte barn, fordi vi tror på, at udvikling begynder dér, hvor et menneske bliver set som netop dét - et menneske.

Og måske er det den største gave, vi kan give et barn. At sige:

Jeg ser dig. Jeg kender dit navn. Jeg husker din fødselsdag. Og jeg tror på din fremtid.

I dag fylder Tabitha 17 år. Et år mere som teenager. Et år tættere på voksenlivet. Et år tættere på den dag, hvor hun forhåbentlig står med en uddannelse i hænderne og verden foran sig.

Og et sted mellem Emining og Danmark bliver en fødselsdag til noget langt større end en gave. Den bliver til et lille stykke håb❤️.

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya - Periamma

25/08/2026

Når en 13-årig får sin egen stil

Isaac fylder 13 år. Det første år som teenager – og dermed også det år, hvor man for alvor begynder at opdage, at man måske godt kan have en holdning til både tøj, musik, fremtid og resten af verden, selv om de voksne omkring én stadig mener, at man lige er blevet stor nok til at vide noget om den slags 😊.

Isaac går i 7. klasse på Kures Comprehensive School, tæt ved ækvator i Baringo County, hvor landskabet er smukt, jorden tør og hverdagen for mange familier præget af en kamp for at få det mest nødvendige til at række. Hver morgen går Isaac omkring to kilometer til og fra skolen, og for ham bliver vejen gennem det tørre landskab også en slags vej mod den fremtid, han allerede nu kan se for sig.

Han elsker naturvidenskab og drømmer om en dag at blive ingeniør – én der kan bygge, skabe og måske være med til at forandre det samfund, han selv er vokset op i.

Men Isaac består af mere end formler og videnskab. Han synger. Hans stemme bliver opdaget tidligt, først derhjemme og siden i skolen, hvor han i dag står som solist til skolefestivaler og synger traditionelle sange med en ro og styrke, der får hans klassekammerater til at samles omkring ham. Hans lærere fortæller, at sangen giver ham selvtillid, fokus og en måde at udtrykke følelser på, og når Isaac synger, bliver verden for en stund lidt lettere.

Derhjemme ser virkeligheden anderledes ud. Isaac er den tredje i en søskendeflok på seks, og hans forældre, Elizabeth og Bronzon, tager det daglejerarbejde, de kan få, for at få familien igennem hverdagen. Med en indkomst på under 15 kroner om dagen bliver hvert måltid, hver skoleuniform og hver bog en del af et regnestykke, hvor mad, uddannelse og familiens øvrige behov hele tiden står side om side.

Og så kommer Nina-Maria Hansen ind i hans liv. Langt mod nord, i Danmark, lever hun i en hverdag, hvor afstanden til Kures kan måles i tusindvis af kilometer, og hvor de fleste af de bekymringer, der fylder hendes dag, har en helt anden størrelse end dem, Isaac møder. Alligevel vælger Nina-Maria at gøre afstanden mindre ved at blive sponsor for Isaac.

Hun betaler hans skolegang, uniform, bøger og skolematerialer. Og da hans fødselsdag nærmer sig, sender hun endnu en lille hilsen. En kuvert.

I dag står Isaac ved siden af sin mor Elizabeth i den lille landsby Emining, mens Obed, Josephine, Charity og jeg giver ham kuverten og tager ham med hen til den lille tøjbutik på hovedgaden. Her hænger nyt tøj. Rigtigt nyt tøj. For et barn, der vokser op med meget få materielle muligheder, kan følelsen af at vælge noget, som fra første dag kun tilhører én selv, være næsten magisk.

Isaac kigger længe. Og så kommer smilet. Det store, brede Isaac-smil.
Han finder et par kongeblå ripped jeans med ordene “Hi cousins”, en hvid T-shirt med “Crayon” skrevet hen over maven, et par solide gummisko til de stenede veje og til sidst en smart sort beanie.

En beanie? Ved ækvator. I mere end 30 graders varme. Jeg forsøger stadig at forstå det 😊. Men Isaac ved præcis, hvad han laver. For nogle gange handler tøj ganske enkelt om at føle sig smart, moderne og som en del af noget større end den lille landsby, man kommer fra.

Og måske er det netop dét, der gør fødselsdagsgaven så fantastisk. Den giver plads til drengen, der drømmer om at blive ingeniør, til sangeren, der fylder skolegården med sin stemme, og til den 13-årige teenager, der naturligvis også gerne vil se godt ud.

Vi går videre til købmanden, hvor tiden næsten føles som en lille rejse tilbage til de gamle danske landsbyer, for varerne bliver lagt på disken én efter én, ris og sukker vejes på den lille vægt, og købmanden kender priserne fra hukommelsen. Majsmel. Hvedemel. Olie. Salt. Ris. Sukker. Te. Bolsjer. Kiks. Sæbe. Vaseline. Tandbørste og tandpasta.

Isaac vælger til familien. For når der kommer lidt ekstra ind ad døren, finder det hurtigt vej til hele familien.

Og måske er det netop her, forskellen ligger. I Periamma prøver vi at komme helt tæt på det enkelte barn, fordi hvert barn har sit eget navn, sin egen historie, sine egne drømme og sin helt egen plads i verden. En fødselsdagsgave bliver derfor mere end en økonomisk støtte – den bliver en lille påmindelse om, at nogen langt væk har set netop Isaac og tænkt på ham.

Vi finder et lille grønt område i landsbyen og tager billeder af Isaac og Elizabeth. Isaac står dér i sine nye jeans, sin T-shirt og sin sorte beanie, mens hans mor smiler ved siden af ham. Billederne sender vi til Nina-Maria.

Og mens jeg ser på den unge mand foran mig, tænker jeg, at hans historie allerede rummer noget af det, han drømmer om at skabe. For en ingeniør bygger. En sanger bygger broer mellem mennesker. Og håb bygger fremtider.

Måske begynder det hele med noget så enkelt som en lille kuvert fra Danmark, en fødselsdag i Kenya og et menneske, der siger:

“Jeg ser dig, Isaac. Jeg tror på dig.”

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya – Periamma

22/08/2026

En dybfølt taknemmelighed til Elinor Eilsborg

På Lombala, i det landlige Baringo, hvor landskabet strækker sig mellem tørre marker, støvede stier og små landsbyer, vokser børn op med en hverdag, hvor afstanden til skolen ofte er kortere end afstanden til de muligheder, de drømmer om.

Her møder jeg Meshack. Han er 11 år, født den 16. januar 2015, og går i 6. klasse på Lombala Comprehensive School. Han bor sammen med sine fire søskende og sine forældre, som hver dag tager det løsarbejde, de kan finde, for at få familien gennem dagen.

Men med en samlet indkomst på mindre end 10 kroner om dagen bliver selv de mest basale behov en daglig balancegang.

For 10 kroner. Det er omtrent, hvad en dansk familie kan bruge på en liter mælk – og i Meshacks familie skal det samme beløb række til mad, tøj, skolebøger, skriveredskaber og alt det andet, en familie på syv mennesker har brug for.

Det er fattigdom helt tæt på den kant, hvor livet bliver reduceret til det mest nødvendige, og hvor bekymringen for morgendagens måltid let kan fylde så meget, at der næsten ikke er plads tilbage til at drømme om morgendagen.

For et barn betyder fattigdom noget helt særligt. Den kan gøre skolen til en luksus, selv når barnet elsker at lære. Den kan gøre en skoleuniform til en økonomisk beslutning. Og den kan gøre en drøm om uddannelse afhængig af, om familien har penge nok til endnu en skoledag.

Meshack har allerede mærket, hvor skrøbelig den vej kan være. Han har haft en sponsor, som har gjort det muligt for ham at fortsætte sin skolegang, men sponsoratet er nu ophørt, og pludselig står hans uddannelse ved en skillevej.

Og netop dér kommer Elinor ind i historien.

Elinor vælger at støtte Meshack. Hun vælger at give ham noget, som rækker langt ud over den månedlige støtte – hun giver ham muligheden for at blive ved med at gå i skole, blive ved med at lære og blive ved med at bygge det fundament, som en dag kan løfte ham ud af den fattigdom, han er født ind i.

For uddannelse er noget af det stærkeste, vi kan give et barn i Kenya. Det er en vej til viden, selvstændighed og muligheder. Det er muligheden for at skabe en anden fremtid end den, man er født ind i – og måske en dag kunne give sin egen familie noget af det, man selv har modtaget.

Derfor betyder Elinors valg så meget. Hun hjælper ikke blot Meshack med at komme gennem endnu et skoleår. Hun er med til at holde en dør åben. En dør til en fremtid, hvor hans muligheder kan blive større end hans families økonomiske vilkår.

Og måske er det netop dét, der gør sponsorskab så stærkt. Et menneske i Danmark kan række hånden ud til et barn tusindvis af kilometer væk og være med til at ændre retningen på et helt liv.

Derfor sender vi i dag en varm og dybfølt tak til Elinor.
Tak, Elinor, fordi du ser Meshack.
Tak, fordi du tror på hans muligheder.
Og tak, fordi du hjælper ham med at fortsætte den rejse, der begynder hver morgen, når han går ind gennem skolens port med sine bøger under armen og en fremtid foran sig.

For nogle gange begynder store forandringer med noget så enkelt som, at ét menneske beslutter sig for at give et andet menneskes drøm en chance ❤️.

Fra Kenya sender vi en taknemmelig tanke over savannen – dér hvor jorden kan være tør, livet kan være hårdt, men hvor håbet stadig spirer, når nogen vælger at vande det.

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya – Periamma

15/08/2026

En hjertelig tak til Peter Trepka

Ved foden af de bløde bakker omkring Noiwet, hvor ækvator skærer sig gennem landskabet, og hvor morgenerne ofte begynder med dug på græsset og lyden af kvægklokker i det fjerne, vokser børn op med himlen som loft og savannen som legeplads. Her lærer man tidligt at læse skyerne, forstå jorden og værdsætte hver eneste regndråbe, som finder vej til markerne og giver nyt liv til majs, bønner og drømme.

Her bor 9-årige Ian.

Han deler sit hjem med sin lillebror Elvis og sine forældre, Beaky og Nelson, som hver dag arbejder med de muligheder, dagen bringer med sig, og med de ressourcer, jorden vælger at give tilbage. Familien lever for under 15 kroner om dagen, og den sum skal række til alt det, som et hjem består af: mad på bordet, skoleuniformer, sæbe, sko, bøger og håbet om en fremtid med flere muligheder end den fortid, man selv har arvet.

Når ressourcerne er få, bliver hver beslutning betydningsfuld.

Måltider planlægges med omhu, skoleuniformer følger børnene gennem flere skoleår, og skriveredskaber får en værdi, som de færreste af os skænker en tanke. Fattigdom former hverdagen på en måde, hvor bekymringer ofte fylder mere end drømme, og hvor fremtiden let kan komme til at ligne fortiden, hvis ingen rækker en hånd frem.

Og alligevel går Ian i skole hver eneste dag.

Han møder op med nysgerrigheden i blikket og en tro på, at viden kan åbne døre, som tidligere generationer kun har kunnet ane omridset af. Han drømmer om at blive læge, om at kunne lindre smerte, behandle sygdomme og være den person, som familier i hans lokalsamfund vender sig imod, når håbet har brug for en stemme og et menneske bag den hvide kittel.

Hans drøm handler om langt mere end ham selv.
Den handler om hans familie.
Om hans naboer.
Om børnene, der vokser op omkring ham.
Og om et lokalsamfund, som en dag kan få glæde af den dreng, der i dag sidder på skolebænken med bøgerne åbne og fremtiden foran sig.

I lande som Kenya bliver uddannelse langt mere end undervisning. Den bliver broen mellem generationers afsavn og generationers muligheder. Den bliver nøglen til selvstændighed, værdighed og handlekraft.

Og når ét barn får mulighed for at fortsætte sin skolegang, følger der ofte en hel familie med op ad stien mod en ny fremtid.

Derfor betyder det mere, end ord kan rumme, at Peter har valgt at støtte Ian gennem hans uddannelse.

Nogle mennesker efterlader spor i sandet.
Andre bliver til kompasnåle i et andet menneskes liv.

Må din gavmildhed vokse som træer langs savannens stier,
må dit engagement tænde lys i nye horisonter,
og må Ians rejse mod den hvide lægekittel
altid bære et stille ekko af din omsorg.

Takket være Peters støtte står Ian nu med mulighed for at fortsætte sin skolegang, forfølge sin drøm og være med til at skrive et nyt kapitel i familiens historie - et kapitel fyldt med uddannelse, muligheder og håb.

Og for det er vi dybt taknemmelige.

Med taknemmelighed i hjertet,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

14/08/2026

Play with Passion - Every Child is a Winner

Fem dage.
Ti skoler.
Hundredvis af børn.

Og en fortælling, der samler dem alle.

I dag afslutter vi vores rundtur med Kures og Lombala, hvor eleverne modtager deres sportstøj til årets store sportsdag.

Gennem ugen har vi set det samme udtryk igen og igen.

Glæden.
Stoltheden.
Forventningen.

Når børnene tager deres skolefarver på, vokser de næsten en lille smule. De står lidt rankere. De smiler lidt bredere. De mærker, at de repræsenterer deres skole og hinanden.

Det er netop kernen i Play with Passion - Every Child is a Winner.

Sportsdagen handler ikke kun om at løbe hurtigt og springe langt. Den handler også om at turde. Om at heppe. Om at dele glæden. Om at opdage, at man er en del af et fællesskab.

Disse børn møder hver dag livet med en styrke, som gør indtryk langt ind i sjælen. Midt i et område, hvor tørke og klimaforandringer former hverdagen, hvor fattigdommen er allestedsnærværende, hvor hvert valg bliver et fravalg af noget andet livsvigtigt. Der holder disse børn fast i deres drømme og deres tro på fremtiden.

På sportsdagen får de lov til at være børn med hele hjertet. Og det er måske den største sejr af dem alle.

En varm og dybfølt tak går i dag til de mennesker, som har gjort det muligt for eleverne på Lombala, at stå sammen i deres egne skolefarver:

• Martin Jensen
• Jan H. Andersen - IPW
• Tine Hartman Deleuran
• Kim Broberg
• Denise Hughes Kristensen
• Connie Linding
• Line Erichsen
• Charlotte & Mikael Sværke

Af hjertet tak for jeres generøsitet. Gennem jeres støtte giver I børnene mulighed for at møde op med stolthed, sammenhold og tro på egne evner.

Tak for at være med til at give børnene en dag, hvor de mærker, at Every Child is a Winner.

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

Adresse

Islands Brygge 39, Street
Copenhagen
2300

Telefon

+4528708888

Internet side

http://www.periamma.org/

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Periamma sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.