Periamma

Hjem
Danmark
Copenhagen
Periamma

Periamma is a Danish Charity that supports children, families, and communities in India, Kenya, Thailand, and Uganda. Our focus on partnerships is dual.

Our purpose is to empower children, women, men, and communities in need, to live an educated, autonomous, and prosperous life. We believe that everyone has a voice, and always give space and opportunity to a sponsor, a child, an intern, or a volunteer to impact and influence the projects we develop and deliver in our 4 countries. We collaborate and co-create with local partners to ensure that we c

an implement fast and design solutions that are impactful and sustainable for the children and their communities. Our organization mainly consists of professionals with corporate and entrepreneurial backgrounds, who voluntarily dedicate time and resources to make a difference for approximately 4-5,000 children and their communities. We focus on 3 areas:

Education
Entrepreneurship
Partnerships

Education is where we invest most of our time. We honestly believe that education of children and women are the ground pillar in developing societies towards giving individuals and families the opportunities to live a better and more prosperous life. Developing entrepreneurial skills is essential for our children, families, and communities, to become self-sustainable. We invest in business education and building local businesses to ensure a continuous development in the local communities where we are involved. Through corporate partnerships, we can build meaningful connections across borders, between corporations wanting to invest more purposefully and local communities in need. Our projects in local societies are always done in collaboration with local partners, to ensure that we avail local resources and help building capacity in the communities where we engage. At least 80% of the donations that we receive from families and corporate sponsors goes directly to our children and their families.

02/06/2026

Når en drengs drøm får to hjul

Omkring juletid sidder børnene i vores sponsorprogram rundt omkring på deres landsbyskoler i Kenya og skriver breve til de mennesker, som følger dem gennem livet på afstand. Det er en tid fyldt med refleksion, håb og taknemmelighed, hvor ord får lov til at bygge små broer mellem verdener, der på papiret ligger meget langt fra hinanden.

På Molosirwe Secondary School sidder Kipkoech bøjet over papiret.

Han skriver om skolen. Om undervisningen. Om hvor taknemmelig han er for Kirstens støtte, som gør det muligt for ham at få en uddannelse og drømme om en fremtid, der rækker længere end de støvede stier omkring landsbyen.

Og så standser pennen et øjeblik.
For der findes ønsker, som næsten føles for store at skrive højt.
Ønsker som balancerer mellem håb og blufærdighed.

Langsomt skriver han, at han drømmer om noget på to hjul. Noget der kan gøre turen til skole lettere. Noget der kan give ham følelsen af stolthed over at eje noget, som er hans eget.

Der findes dage i livet, hvor en enkelt besked kan få resten af verden til at stå stille et øjeblik. Sådan en dag får jeg, da jeg åbner min indbakke og ser en mail fra Kirsten.

Langt væk fra Molosirwe Secondary School sidder hun i Danmark med en kop kaffe. I et land hvor cykler næsten bevæger sig som en del af byernes puls, hvor mennesker cykler gennem morgener, regnvejr og vinterlys, og hvor frihed ofte måles i følelsen af vind mod ansigtet på vej gennem gaderne.

Kirsten elsker selv at cykle.
Hun læser Kipkoechs brev én gang til.

Og noget i hende bevæger sig.
Kort efter skriver hun og spørger, hvad en cykel vil koste.
Nogle timer senere tikker endnu en besked ind.
Hun vil gerne glæde Kipkoech.

Måske ligger netop dér noget af det smukkeste i vores arbejde i Periamma. For bag hvert sponsorat findes et menneske med drømme, længsler og små stille håb, som sjældent finder plads i store organisationer, men som får lov til at leve, når et andet menneske vælger at lytte med hjertet.

En fredag eftermiddag begiver jeg mig sammen med mine uundværlige kollegaer, Josephine, Obed og Charity, mod Oterit landsby langt fra alfarvej. Nogle dage tidligere har vi sammen med en lærer fra Molosirwe Secondary School aftalt besøget, så familien kan være hjemme denne dag.

Da vi ankommer, står Kipkoech allerede og venter. Smilet når næsten hele vejen rundt om ansigtet.

Cyklen bliver løftet ned fra ladet på bilen, og hans øjne lyser som julelys i den varme eftermiddagssol. Han tager straks fat om styret og begynder at gå foran os gennem sten, støv og små stier mod familiens hjem, mens han hele tiden sender blikke ned mod cyklen, som om drømmen endnu skal bekræfte, at den virkelig findes.

Udenfor huset samles familien og en masse tililende børn omkring ham.

Plastikken bliver fjernet forsigtigt. Hjulene bliver undersøgt. Styret bliver rettet til. Og så stiger Kipkoech op. Han tager de første meter med en selvsikkerhed, som næsten får det til at se ud, som om han har cyklet hele livet. Han skifter gear med koncentreret alvor, vender rundt på den smalle sti og kommer tilbage med et smil, der bærer noget langt større end glæde.

For en cykel er langt mere end et transportmiddel her ved ækvator. Den bliver til lettere skoleveje, mere tid til lektier, mindre træthed i kroppen og følelsen af frihed for et ungt menneske, der hver dag kæmper sig gennem store afstande for at holde fast i sin uddannelse og sine drømme.

Da vi senere tager afsked med familien, nynner jeg stille en sang fra min barndom af Povl Kjøller:

“Jeg er så glad for min cykel,
jeg kommer hurtigt lang omkring
og det fordi på en cykel
går det let som ingenting”

Og mens aftensolen sænker sig over Oterit, tænker jeg, at nogle gange begynder forandringen i et menneskes liv med noget så enkelt som to hjul, et varmt hjerte i Danmark og et ungt menneske, der pludselig mærker, at verden tror på ham.

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

30/05/2026

Taknemmelighed, der bærer håb gennem støvet – tak til Poul Levin

Jorden omkring Noiwet er tør og støvet. Regnen kommer sjældent, og når den gør, bliver den modtaget som en stille velsignelse. Her lever familier af det, jorden giver, og ofte giver den for lidt. Alligevel spirer noget andet i dette landskab: håb.

Hver morgen går Naomi seks kilometer til skole.
Med et smil.
Med en blyant i hånden.

Hun er 8 år og går i 3. klasse på Noiwet Comprehensive School. Hun elsker at lære. Elsker ordene i swahili, der langsomt åbner verden for hende. Og når hun taler om fremtiden, gør hun det med en ro, der næsten føles større end hendes alder: Hun vil være læge. Ikke for titlen. Ikke for pengene. Men for at hjælpe.

Naomi bærer sit tørklæde med stolthed. Et stille symbol på tro, værdighed og identitet. Hun er en del af det smukke Kenya – hvor forskellighed ikke skiller, men samler. Hvor børn med forskellige baggrunde deler den samme længsel: at lære, at vokse, at få en chance.

Lærerne ser det tydeligt. Hun er en af de bedste. En pige med vilje. Med talent. Med et hjerte, der allerede rækker ud mod andre.

Men når skoledagen slutter, venter en anden virkelighed.
Hun er næstældst af fire søstre. Familien lever som subsistensbønder – afhængige af en jord, der ofte ikke giver nok. Og alligevel åbner de deres hjem for flere: 5 børn og unge, der har mistet deres forældre. De deler det, de næsten ikke har.

Med under 15 kroner om dagen skal der være mad, tøj og håb nok til mange.
Det svarer til mindre end en liter mælk i Danmark.
Og alligevel skal det række til et helt liv.

I sådan en virkelighed er uddannelse ikke en selvfølge.
Det er et privilegium. En mulighed. En vej ud.
Det er forskellen på at arve kampen – eller bryde den.

Og midt i det hele står Naomi.
Stædig. Smilende. Trofast mod sin drøm.

Men selv de stærkeste drømme har brug for nogen, der tror med.

Derfor betyder det mere, end ord kan bære, at Poul Levin vælger at træde til.
At han ser Naomi, og vælger at stå ved hendes side.

Med Pouls støtte bliver skolen ikke bare en mulighed.
Den bliver en vej.
En vej mod en fremtid, hvor Naomi ikke kun drømmer om at hjælpe, men faktisk gør det.

Og midt i denne stille forandring vokser en taknemmelighed:

Må din godhed være som regn over tør jord,
må den vække liv, hvor håbet næsten svinder,
må dit valg leve videre i hendes hænder,
når hun en dag heler andre med det, du har givet.

Derfor er vi ikke bare taknemmelige.
Vi er dybt berørte.

Med hjertet fyldt af respekt og taknemmelighed,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

29/05/2026

Det sidste år som barn ved ækvator

Den 31. marts fylder Lynn 17 år.

Her ved ækvator i Baringo County bærer det syttende år en særlig tyngde og en særlig skønhed i sig, fordi det står som en lille bro mellem ungdommens drømme og voksenlivets ansvar. Mange unge piger begynder i denne alder at se deres fremtid tegne sig tydeligere foran dem, og netop derfor føles hvert skoleår, hver bog og hver mulighed så betydningsfuld.

Lynn går på tredje år på Mogotio Girls High School, omgivet af de tørre landskaber i et af de fattigste områder i Baringo County, hvor vinden løfter det røde støv fra jorden, og hvor håb ofte vokser frem de mest uventede steder. På en skole kun for piger får drømme lov til at fylde mere. Stemmer vokser sig stærkere. Ambitioner får plads. Og unge kvinder lærer stille, at deres fremtid fortjener lige så meget plads som alle andres.

Hun drømmer om at blive læge. Om at hjælpe mennesker. Om at bringe lindring og håb til familier som hendes egen.

Lynn er den tredje i en søskendeflok på syv børn. Hendes forældre lever som subsistensbønder, hvilket betyder, at familiens liv bæres af det, jorden vælger at give tilbage. Regnen bestemmer meget her. Solen bestemmer endnu mere. Og hver høst bærer både bekymringer, håb og næste måltid i sig.

Alligevel findes der i Lynn en stille glæde, som bliver ved med at finde vej frem. Hun er genert, og samtidig lyser hendes smil op over skolegården, når hun spiller fodbold i frikvarterne med veninderne, mens latteren flyver gennem den varme luft som små glimt af fremtid.

Langt mod nord i Danmark, hvor livet former sig på en helt anden måde end her ved ækvator, bor Natasha og Henrik Kirk Nielsen. I to år har de fulgt Lynn gennem skolelivet og sørget for skolegang, skoleuniform, skolematerialer og bøger. I år sender de også en fødselsdagsgave.

Måske ligger netop dér noget af det mest betydningsfulde i vores arbejde i Periamma. For bag hvert sponsorat findes et menneske med et navn, en historie, en fødselsdag og en drøm, og når et ungt menneske mærker, at nogen husker netop den dag, hvor hun kom til verden, vokser følelsen af værdi stille frem indefra.

Denne tirsdag eftermiddag mødes jeg med mine uundværlige kollegaer, Obed, Josephine og Charity sammen med Lynn og hendes mor, Judy, i den lille landsby Emining.

Vi overrækker Lynn en kuvert og beder hende vælge noget til sig selv og noget til familien, og kort efter går vi ind i en lille tøjbutik langs hovedgaden. Her hænger nyt tøj. Rigtigt nyt tøj. Tøj som endnu bærer butikkens duft og folderne fra fabrikken. På landet i Kenya rummer nyt tøj noget næsten højtideligt, fordi det fortæller et ungt menneske, at også hun fortjener noget, som begynder helt fra nyt og kun tilhører hende selv.

Lynn kigger længe rundt mellem hylderne, før hun vælger det, som føles rigtigt for én, der står lige på tærsklen til voksenlivet; et par kongeblå jeans, et par hvide ballerina sko og en hvid t-shirt med to store røde bogstaver med hvide prikker: “VE”.

Jeg beder hende vende sig om, fordi jeg forestiller mig, at bogstaverne “LO” måske gemmer sig på ryggen, så ordet kunne blive til “LOVE”. Men ryggen er tom.

Og alligevel føles det næsten som om, budskabet allerede står skrevet mellem linjerne denne eftermiddag i Emining.

VE.
Very Extraordinary.
Very Empowered.
Valuable Everyday.

Bagefter går vi til købmandsbutikken midt i landsbyen, hvor livet stadig bevæger sig i samme rytme som i Danmark for mange årtier siden. Varerne bliver lagt på disken én efter én. Ris og sukker bliver vejet på den lille vægt. Priserne lever i købmandens hukommelse og i landsbyens fælles rytme.

Der bliver købt majsmel, hvedemel, madolie, salt, ris, sukker, juice, te, bolsjer, kiks, sæbe, badesæbe, vaseline, tandbørster og tandpasta. Når familier vælger madvarer som en del af en fødselsdagsgave, gemmer der sig en særlig omsorg i beslutningen, fordi kærlighed her ofte viser sig som varme måltider, fyldte tallerkener og følelsen af ro omkring aftensmaden.

Til sidst finder vi et lille grønt område i landsbyen og tager billeder af Lynn og Judy, som vi sender til Natasha og Henrik i Danmark, så de kan se, hvordan deres omsorg denne tirsdag har sat små spor af glæde midt i det røde støv ved ækvator.

For nogle gange begynder håb med noget så enkelt som et ungt menneske, der mærker, at verden husker hende.

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

26/05/2026

Play with Passion – fundraising til sportstøj

Om lidt over to måneder, lørdag den 8. august, samles 400 børn fra 10 offentlige grundskoler ved ækvator i Baringo County til årets store sportsdag – Play with Passion.

En dag med løb, spring, latter, jubelråb og støvede sko på den jordrøde atletikbane ved Lombala Comprehensive School. En dag, hvor børn fra nogle af Kenyas fattigste områder får lov til at mærke noget, som ethvert barn burde vokse op med:

Glæde
Fællesskab
Stolthed
Og følelsen af at høre til

For to uger siden delte jeg drømmen om at samle sportstøj ind til alle børnene. 40 sæt til hver skole. 20 til pigerne og 20 til drengene.

Og ved du hvad?
Mere end halvdelen af sportstøjet er allerede blevet sponsoreret.

Det er næsten umuligt at beskrive, hvor meget det betyder her ved ækvator. For bag hvert eneste sæt sportstøj gemmer der sig et menneske, som har valgt at række hånden ud mod et barn, de aldrig har mødt, og sige: “Du betyder noget.”

Her i Baringo County vokser mange børn op i familier, hvor tørke og klimaforandringer sætter dybe spor i hverdagen. Nye ting finder sjældent vej ind ad døren, og derfor bliver sportstøjet til langt mere end blot shorts og en trøje.

Det bliver til værdighed.
Til holdånd.
Til minder.
Til følelsen af at stå skulder ved skulder med sine klassekammerater og mærke stoltheden vokse.

Lige nu mangler vi stadig:

• Oterit – 8 sæt
• Kabarbesi – 25 sæt
• Embogong – 11 sæt
• Sosion – 31 sæt
• Nato – 29 sæt
• Kabimoi – 24 sæt
• Lombala – 31 sæt
• Kapchelukuny – 33 sæt
• Noiwet – 26 sæt

Og så er der Kures.

Kures står som det første hold, hvor alle børnene nu får mulighed for at trække i sportstøj til årets sportsdag. Jeg glæder mig allerede til at se dem stå dér med stolte smil med det flotte sportstøj på under den bagende sol ved ækvator.

Måske har du lyst til at hjælpe endnu et barn med at få samme oplevelse.

Et sæt sportstøj koster 100 kroner, og på ryggen vil dit navn – eller et navn efter eget ønske – stå som sponsor på den store dag den 8. august.

Måske lyder 100 kroner som en lille ting i Danmark.

Her ved ækvator kan det blive til et minde, som bæres i hjertet længe efter, at støvet har lagt sig over atletikbanen.

🔹 MobilePay: #18239
🔹 Bankkonto: Danske Bank – Regnr.: 9570 – Kontonr.: 00 13 40 10 63
(Husk at skrive “Play with Passion” ved bankoverførsel.)

Ønskes skattefradrag, må du meget gerne notere sponsornummer, telefonnummer eller CPR/CVR-nummer ved overførslen.

Af hjertet tak til alle jer, som allerede har været med til at bringe denne dag tættere på virkelighed.

Med håb og drømme ved ækvator,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

25/05/2026

Når en fødselsdag tænder et stille lys i et barns liv

Ved ækvator, hvor solen står op og går ned med en ro, der giver dagene en næsten uforanderlig rytme, fylder Denis 8 år den 26. marts.

Han går i 3. klasse på Embogong Comprehensive School i Baringo County, hvor landskabet omkring Embogong bærer præg af mange års tørke, og hvor jorden ligger lys og støvet som et vidnesbyrd om, at livet her formes af det, der falder fra himlen – eller bliver væk.

Denis er den yngste af tre søskende og bor sammen med sin far, Albert, som hver dag går ud for at finde arbejde som daglejer, hvor hænderne er det vigtigste redskab, og hvor indkomsten formes af dagens muligheder, dagens styrke og dagens held.

Forestil dig et liv, hvor en hel families hverdag bæres af omkring otte kroner om dagen, hvor hver mønt har sin plads, og hvor hver beslutning rummer en afvejning mellem det, der er nødvendigt nu, og det, der måske kan vente til i morgen.

Midt i denne virkelighed lever Denis med en drøm om en dag at blive læge for børnene i sin landsby – en drøm, der spirer stille, men stærkt.

For et år siden stod den drøm på tærsklen til at visne. Hans sponsor forsvandt ud af hans liv, og med ét blev fremtiden usikker, som et spor i sandet, der langsomt udviskes af vinden.

Men så, næsten som når regnen pludselig finder vej tilbage til jorden, trådte Susanne og Flemming Kragh Hansen ind i Denis’ liv.

Langt mod nord, i en verden hvor hverdagen ofte bevæger sig mellem kalendere, indkøbslister og aftaler, valgte de at række ud mod et sted, hvor livet leves tættere på det grundlæggende. De valgte at se Denis. Og med deres støtte fik hans hverdag igen retning, hans skolegang fik fodfæste, og hans drøm fik lov til at vokse videre. Som en særlig tanke har de også ønsket, at Denis skal mærke, at hans fødselsdag bliver husket.

Og netop det rummer noget særligt. For i et liv, hvor dagene ofte ligner hinanden, og hvor opmærksomheden naturligt samler sig om det, der skal sikre familiens overlevelse, bliver en fødselsdag et stille øjeblik, hvor et barn træder frem som sig selv. Et øjeblik, hvor verden samler sig om én.

Når vi tager ud for at finde en gave, begynder det hele med noget enkelt. En kuvert i hånden. Og et valg. For der ligger en særlig værdighed i at få lov til selv at vælge, i at mærke sine egne behov og lade ønskerne tage form gennem egne hænder.

Denne torsdag eftermiddag mødes vi i Emining – Obed, Josephine, Charity og jeg – og Denis kommer os i møde sammen med sin far. Vi går gennem landsbyen, hvor støvet lægger sig som et blødt lag over vejen, og hvor livet udfolder sig i små bevægelser, indtil vi når den lille tøjbutik på hovedgaden.

Her hænger nyt tøj. Rigtigt nyt. Stof, der endnu ikke har båret en andens historie, farver der står klare, og en fornemmelse af begyndelse. Denis står længe. Han lader blikket vandre, mærker stoffet mellem fingrene, og langsomt tager valget form, mens hans far nænsomt rækker de forskellige muligheder frem. Til sidst vælger han et par mørkeblå lærredsbukser, en blomstret skjorte og et par brune loafers, og i det øjeblik træder noget frem, som rækker ud over tøjet.

For nyt tøj her bærer en særlig betydning. Det bliver et første kapitel. Noget, der begynder hos én selv. Noget, der fortæller en historie om værdi.

Vi går videre til købmanden midt i landsbyen, hvor varerne ligger bag disken, og hvor handelen bæres af hukommelse og tillid, som i en tid hvor relationer var en naturlig del af hvert køb.
Ris og sukker vejes. Majsmel, hvedemel, olie, salt, te, juice, kiks, sæbe og tandpasta lægges frem én ting ad gangen. Små valg, der samler sig til noget større.

For når en familie vælger madvarer sammen med en fødselsdagsgave, vokser der en omsorg frem, som rækker ud over dagen selv – en stille forståelse af, at glæde også skal kunne mærkes i morgen.

Vi finder et lille grønt område i landsbyen og tager billeder af Denis og hans far. Billeder, der rejser langt. Så Susanne og Flemming kan se. Ikke blot hvad de har givet. Men hvem de har nået.

Og måske er det netop dér, forskellen folder sig ud. I det stille valg om at se det enkelte barn. At lade en fødselsdag blive til mere end en dato. At lade en gave bære en relation.

For i det øjeblik Denis står der i sit nye tøj, med sin far ved sin side og med en dag, der føles som hans egen, vokser noget frem, som ikke kan måles i tal.

En fornemmelse af værdi.
En retning.
En plads i verden.
Og et håb, der får lov til at slå rod.

For nogle gange begynder forandring med noget så enkelt som at blive husket.

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

23/05/2026

Når en fødselsdag bliver et skridt mod noget større

Solen står højt over ækvator, og lyset lægger sig som et gyldent slør over landskabet omkring Kures, hvor jorden er tør og stenet, og hvor stierne snor sig mellem akacietræer og små hjem, der bærer vidnesbyrd om liv levet med styrke, tålmodighed og en ukuelig vilje.

Hosea fylder 12 år den 15. marts.

Et år, der ligger som en tærskel mellem barnets leg og den begyndende forståelse af verden, hvor ansvar langsomt finder sin plads, og hvor drømme får retning.

Han går i 6. klasse på Kures Comprehensive School, og han bevæger sig gennem sine dage med en koncentration, som især viser sig, når tallene folder sig ud foran ham, for matematikken giver ham et rum, hvor logik og muligheder mødes, og hvor han kan skabe orden i en verden, der ellers kræver meget af ham. Hjemme venter tre yngre søskende og forældre, som hver dag gør, hvad de kan for at få livet til at hænge sammen, hvor faderen sælger trækul langs vejen, og moderen tager det arbejde, dagen bringer, og hvor hver mønt bærer vægt, fordi den rækker til det, der skal til for at komme igennem endnu en dag.

Langt mod nord, hvor kalenderen styres af årstider, og hvor hverdagen former sig i helt andre rytmer og muligheder, bor Henrik og Natasha. De har fulgt Hosea i to år, og gennem deres støtte åbner der sig døre, som ellers står stille i landskaber som dette. De sørger for skolegang, uniform, bøger – og hvert år, når hans fødselsdag nærmer sig, sender de noget, som rækker ud over det synlige.

De sender en mulighed.

Denne mandag eftermiddag mødes vi i den lille landsby Emining. Hosea står ved siden af sin mor, Esther, og i hans hænder hviler en kuvert, som rummer mere end sedler. Den rummer et valg. Et øjeblik, hvor han selv træder ind i sin egen fortælling.

Vi går sammen hen til den lille tøjbutik på hovedgaden, hvor nyt tøj hænger side om side, og hvor stoffet stadig bærer duften af begyndelse. I et liv, hvor meget bevæger sig fra én til en anden, får noget nyt en særlig betydning, fordi det giver en følelse af at stå som sig selv, uden sammenligning, uden historie, kun med det, der er ens eget.

Hosea træder stille ind. Hans blik bevæger sig over hylderne, mens hans mor med ro vælger for ham. Et par jeans, en bordeauxfarvet poloshirt og et par gummisko, der kan bære ham over de ujævne veje, som forbinder hjem, skole og fremtid.

Vi fortsætter til købmandsbutikken midt i landsbyen, hvor varer lægges på disken én efter én, og hvor ris og sukker vejes på en lille vægt, mens priserne lever i hukommelsen som en fælles forståelse. Majsmel, hvedemel, olie, salt, ris, sukker, te, juice, kiks, bolsjer, sæbe, tandpasta – hver ting finder sin plads, og langsomt vokser noget større frem, for når et barn modtager, får en familie ro til at trække vejret lidt dybere.

Vi bevæger os ud til et lille grønt område, hvor lyset falder blødt omkring Hosea og hans mor. Billedet, vi tager, sendes mod nord, og i det øjeblik bindes to verdener sammen, ikke gennem afstand, men gennem nærvær.

I mange sammenhænge beskrives hjælp i store tal og brede linjer, hvor overblikket får plads, og helheden tegnes med faste streger. Her vokser noget andet frem. Et øjeblik, hvor et barn mærker, at netop denne dag tilhører ham. En fødselsdag, der bliver husket, og som fortæller, at hans liv har betydning.

Og måske begynder forandring netop dér.

I et stille øjeblik.
I et menneskes blik.
I en fødselsdag, der bliver til mere end en dag.

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

22/05/2026

Taknemmelighed, der giver vinger – tak til Rie Fritz Krogsgaard

Luften over Kabimoi er tør. Himlen er knivskarpt blå. Jorden bærer spor af lange perioder uden regn, og af mennesker, der kæmper hver eneste dag for at få noget til at gro. Her er livet ikke givet. Det er noget, man kæmper sig til.

Midt på en støvet gårdsplads står Kieran.
11 år gammel.
Med et smil så varmt, at det næsten føles som regn.

Han er født den 18. maj. Tvilling. Et spejl af sin bror Ramsey, og alligevel helt sin egen. Han er lige begyndt i 7. klasse på Kabimoi Comprehensive School. Noget, han har glædet sig til i månedsvis. Han fortæller det med den dér boblende begejstring, som kun børn har – som om verden åbner sig lidt mere, for hver klasse han tager.

Men glæden får pludselig en skygge.
Hans sponsor må trække sig. Ikke af mangel på vilje, men fordi livet nogle gange kræver mere, end man kan give. Og med ét står Kieran på kanten af at miste det hele.

Et barn, der ser mod himlen… men måske må nøjes med jorden.

Han bor hos sin bedstemor, Ann Victoria. En kvinde, der uden tøven tager to drenge ind, da deres forældre går hver til sit og ikke kan tage ansvaret. Hun vælger kærligheden, også når økonomien ikke rækker.

Med under 13 kroner om dagen forsøger hun at skabe et hjem.
For en dansk familie svarer det næsten til prisen på en liter mælk.
Og så er der ikke mere.
Men der skal stadig være mad. Tøj. Skolebøger. Et sted at sove.
Og vigtigst af alt: et håb, der ikke går i stykker.

Kieran bærer det håb med sig. Han drømmer om at blive pilot. Når han ser op mod himlen, er det ikke bare skyer, han ser – det er muligheder. En fremtid, hvor hans liv ikke er bestemt af det sted, han er født, men af det mod, han bærer i sig.

Og så er han noget ganske særligt. En charmetrold, siger de på skolen. En dreng med et smil, der smitter. Et smil, der ikke er blevet taget fra ham – trods alt det, han bærer. Men selv det stærkeste håb har brug for en hånd.

Og det er her, Rie træder ind.

Stille. Beslutsomt.
Som et menneske, der ser et andet menneske, og vælger at gøre noget ved det.

Med Ries støtte får Kieran ikke bare lov til at blive i skolen.
Han får lov til at fortsætte sin rejse.
Får lov til at tro på, at himlen faktisk er inden for rækkevidde.

For i et land som Kenya – særligt i områder som Kabimoi – er uddannelse ikke bare vigtig.
Den er afgørende.
Den er forskellen på at gentage den samme kamp, generation efter generation… eller at bryde den.
Den er forskellen på at overleve - og at leve.

Og midt i det hele vokser en stille taknemmelighed:

Må din omsorg være som vinden under hans vinger,
må dit valg tænde lys, hvor håbet vakler,
må dine handlinger leve videre i hans rejse,
og bære ham tættere på himlen, han drømmer om.

Derfor er vi ikke bare taknemmelige.
Vi er dybt bevægede.

Med hjertet fyldt af respekt og taknemmelighed,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

21/05/2026

Når et ungt menneske bliver husket ved ækvator

Den 27. februar fylder Noah 16 år.

Her ved ækvator i Baringo County bærer ungdomsårene en særlig alvor og skønhed i sig, fordi livet tidligt begynder at forme unge mennesker med ansvar, håb og drømme, som vokser frem mellem tørre marker, støvede stier og lange skoleveje.

Noah går på tredje år på Oterit Secondary School i et af de fattigste områder i Baringo County, hvor landskabet åbner sig mellem akacietræer, rødt støv og små landsbyer, der ligger spredt mellem bakkerne. Her lærer unge mennesker hurtigt værdien af uddannelse, fordi skolen ofte bliver den smalle bro mellem det liv, man er født ind i, og det liv, man drømmer om at skabe.

Noah er en stille og ydmyg ung mand. Han taler med rolige ord, bevæger sig med eftertænksomhed og bærer en særlig værdighed i sit væsen. Og bag det forsigtige smil gemmer der sig en stor taknemmelighed over, at et menneske så langt væk tænker på ham og ønsker at give ham et stærkere udgangspunkt for fremtiden.

Langt mod nord i Danmark, hvor årstiderne skifter mellem vintermørke, regnfulde morgener og lyse sommeraftener, bor Olga Vendelbo. Hun har aldrig mødt Noah, og alligevel har hun fulgt ham trofast gennem hele skolegangen og sørget for skoleuniformer, skolegang og eksamensgebyrer, så han kan fortsætte sin uddannelse med håbet i behold.

I år ønsker Olga også at glæde Noah på hans fødselsdag, næsten som var han hendes eget barn.

Måske ligger netop dér noget af det smukkeste i vores arbejde i Periamma. For bag hvert sponsorat findes et menneske med en fødselsdag, en historie, en personlighed og et bankende hjerte, som længes efter at mærke, at nogen ser dem præcis som dem, de er.

Denne mandag eftermiddag mødes jeg med mine uundværlige kollegaer, Obed, Josephine og Charity sammen med Noah og hans mor, Nancy, i den lille landsby Emining.

Vi overrækker Noah en kuvert og beder ham vælge noget til sig selv og noget til familien, og kort efter begynder dagens måske vigtigste mission.

For Noah tager opgaven alvorligt.
Meget alvorligt.

Han bevæger sig fra butik til butik langs hovedgaden med en koncentration, som næsten får det til at ligne en mindre videnskabelig ekspedition. Han inspicerer, sammenligner, vurderer kvalitet, farver og pasform, mens eftermiddagssolen langsomt sænker sig over Eminings støvede gader. Og vi følger bare med i det rolige tempo, som Afrika mestrer bedre end noget andet sted i verden.

Til sidst vender han triumferende tilbage. Et par mørke jeans sidder perfekt, og Arsenal-trøjen får smilet til at vokse frem med en stolthed, som næsten lyser omkring ham. Her ved ækvator lever fodbolden sit helt eget liv mellem landsbyer, skolegårde og små radioer, der sender engelske kommentatorstemmer ud gennem de varme aftener, og Arsenal-trøjen bæres med samme begejstring af unge mennesker, uanset om man spiller fodbold eller blot drømmer sig ud i verden.

Bagefter går vi til købmandsbutikken midt i landsbyen, hvor livet stadig bevæger sig i samme rytme som i Danmark for mange årtier siden. Ris og sukker bliver vejet på den lille vægt. Varerne lægges på disken én efter én, mens priserne lever i købmandens hukommelse og i landsbyens fælles rytme. Der bliver købt majsmel, hvedemel, madolie, salt, ris, sukker, juice, te, bolsjer, kiks, sæbe, badesæbe, vaseline, tandbørster og tandpasta.

Når familier vælger madvarer som en del af en fødselsdagsgave, gemmer der sig en særlig kærlighed i beslutningen, fordi omsorg her ofte viser sig som fyldte tallerkener, varme måltider og følelsen af ro omkring aftensmaden.

Til sidst finder vi et lille grønt område i landsbyen og tager billeder af Noah og Nancy, som vi sender til Olga i Danmark, så hun kan se, hvordan hendes omsorg denne eftermiddag har sat små spor af glæde midt i det røde støv ved ækvator.

For nogle gange begynder håb med noget så enkelt som et ungt menneske, der mærker, at verden husker ham.

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

19/05/2026

Når en fødselsdag bliver til et løfte om fremtiden

Den 15. februar fylder Valentine 16 år.

Hun er født dagen efter Valentines Day, og hendes mor, Florence, kalder hende stadig familiens lille kærlighedsgave. Måske er det derfor, hendes hjerte banker så stærkt for læring, for bøger og for drømmen om en dag selv at stå foran en tavle og undervise børn fra sit eget lokalsamfund.

Valentine går på første år på Metkei Girls High School, hvor skolegården fyldes af unge piger med drømme i øjnene og bøger under armen. På kostskoler kun for piger får mange unge kvinder her i Kenya ro til at vokse fagligt og menneskeligt, fordi ambitionerne får plads til at fylde lige så meget som ungdommen selv.

Hjemme i landsbyen lever Valentine sammen med sine forældre og sine seks søskende i et semi-permanent house bygget af ler, træstolper og blikplader, som synger sagte, når vinden bevæger sig over sletten i Baringo County. Huset holder regnen ude på de fleste dage, og midt mellem slidte vægge og jordgulv vokser drømme, som rækker langt længere end horisonten.

Florence og Robert tager det arbejde, de kan få. En dag i marken. En dag med at bære vanddunke. En dag med småjobs hos naboer. Familien lever for mindre end 13 kroner om dagen, og alligevel findes der latter omkring bålet om aftenen og hænder, som stadig rækker ud efter hinanden.

Og Valentine læser. Hun står op før solen og sætter sig med bøgerne længe efter mørket har lagt sig over landsbyen. Der findes en særlig lyd i mennesker, som bærer håbet dybt inde i sig. En stille rytme af disciplin og vilje. Jeg hører den lyd i Valentine.

Hun drømmer om at blive lærer, og mens jeg ser hende stå med skolebøgerne tæt ind mod brystet, tænker jeg, at nogle mennesker bærer et helt klasselokale i hjertet, længe før de nogensinde træder op foran et.

I Danmark, langt mod nord, hvor vintermørket falder tidligt, og hvor mange unge vokser op i en verden med varme radiatorer, fyldte køleskabe og en selvfølgelighed omkring uddannelse, bor Sisse Willersted.

Ved slutningen af sidste år mistede Valentine sin sponsor, og fremtiden begyndte at vakle under hende som støvjord i tørketiden. Gymnasiedrømmen stod pludselig som en dør, der langsomt gled mod karmen.

Så trådte Sisse ind med åbne hænder og et hjerte med plads til endnu et menneske. Hun betaler nu for Valentines skolegang, skoleuniform, bøger og skolematerialer, og som en særlig fødselsdagshilsen sender hun også penge til en gave.

Hos Periamma gør vi noget ganske enkelt, som måske netop derfor føles så betydningsfuldt. Vi giver barnet en kuvert og beder familien vælge noget både til barnet og til hjemmet. For værdighed lever i følelsen af selv at få lov til at vælge. Og et barn, der bliver husket på sin fødselsdag, vokser ofte med en stille erkendelse af, at dets liv har betydning langt ud over landsbyens støvede stier.

Denne mandag eftermiddag mødes jeg med mine uundværlige kollegaer, Obed, Josephine og Charity med Valentine og hendes mor i den lille landsby Emining.

Vi går ind i en lille tøjbutik på hovedgaden, hvor nyt tøj hænger side om side som små fortællinger om værdighed. Rigtigt nyt tøj. Tøj uden tidligere ejere, uden slidte knæ og uden andre børns historie syet ind i stoffet. Herude får nyt tøj næsten karakter af højtid, fordi det fortæller et ungt menneske, at også hun fortjener noget smukt, som begynder med hende selv.
Valentine lader fingrene glide over tekstilerne med en forsigtighed, som om hun rører ved selve fremtiden. Til sidst vælger hun kongeblå bukser med hvide stjerner, som ligner et lille stykke nattehimmel over savannen, en hvid t-shirt med en tiger på brystet og et par hvide sandaler.

Bagefter går vi til købmandsbutikken midt i landsbyen, hvor tiden stadig bevæger sig i samme tempo som i gamle danske landsbyer. Ris og sukker vejes på den lille vægt. Varerne lægges på disken én efter én. Alt huskes i hovedet. Alle priser lever i hukommelsen.

Der bliver købt majsmel, hvedemel, madolie, sukker, ris, te, juice, sæbe, tandpasta, tandbørster, bolsjer og kiks. For i familier, hvor hver mønt bærer vægt, bliver kærlighed ofte til mel i en pose, sæbe på hylden og mad nok til endnu nogle dage med styrke i kroppen.

Til sidst finder vi et lille grønt område i landsbyen og tager billeder af Valentine og Florence, som vi sender hele vejen til Danmark, hvor Sisse måske sidder med en kop kaffe i hænderne og mærker, hvordan et ungt menneskes smil ved ækvator kan varme helt op gennem Europa.

Måske begynder de største forandringer netop dér.
I det øjeblik et barn mærker, at nogen ser det. Husker det. Tror på det.

Med ønsket om at bringe et smil på læberne,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

Adresse

Islands Brygge 39, Street
Copenhagen
2300

Telefon

+4528708888

Internet side

http://www.periamma.org/

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Periamma sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Organisationen

Send en besked til Periamma:

Genveje

Vil du plassere din organisation på toppen av Non Profit Organisation-listen i Copenhagen?

Del

Type

Nonprofitorganisation