01/09/2026
I går var det International overdosisdag, og det blev markeret på tværs af landet.
I Reden København var socialminister Rubin og socialordfører Christensen på besøg. De startede med at lægge en blomst ved mindestenen for stofbrugere og tale med kvinder fra Reden om den virkelighed, de lever i. Det er en virkelighed, hvor kokain har ændret stofscenen markant, og skabt en langt mere hektisk og risikofyldt hverdag for kvinderne.
Monika og Pernille fik også en rundtur i Reden, og talte med Laura Kirch Kirkegaard og Nørløv om, hvor stor betydning menneskelige relationer har, hvis vi skal lave værdige og virksomme indsatser for mennesker i udsatte positioner.
På Fyn præsenterede Redernes Krisecenter Fyn og Nancke en ny app, der skal gøre det muligt at få hjælp, hvis man har taget opioider alene og ikke reagerer (link i kommentarfelt).
Og på torvet i Esbjerg var der tændt lys til minde om dem, der ikke er her mere (også link i kommentarfelt). Redens Esbjergs forstander, Larsen Meier, holdt tale med et klart budskab om, at der skal investeres i at give mennesker i socialt udsatte positioner flere muligheder: Der skal investeres i værdighed, skadesreduktion og fællesskab.
Det samme budskab fik socialministeren med:
I Rederne laver vi både med det akutte arbejde med at redde liv, når minutterne tæller. Og vi laver det langsigtede arbejde med at støtte og beskytte kvinder i kompleks udsathed, når vejen videre kræver tid og trygge relationer.
I Rederne kan man få et bad, et måltid og et sted at hvile. Man kan få hjælp til kontakt med læge, kommune, behandling eller bolig. Her bliver man mødt af medarbejdere, som kender en og står klar med støtte, når der er brug for det.
På en måde lyder det jo enkelt, men når tilliden til andre mennesker og til systemet er brugt op, kan det være forskellen på at stå alene og at få adgang til den hjælp, man både har brug for og ret til. Det er også derfor, Rederne ikke er et supplement til velfærdssamfundet. Rederne er kritisk social infrastruktur.
Rederne er landsdækkende, fordi problemerne er ikke kun et hovedstadsfænomen. Kvinderne i Reden Aarhus, Reden Odense, Reden Aalborg, Reden Esbjerg og Reden København har brug for de samme specialiserede tilbud og vedholdende støtte, og behovet er ikke blevet mindre. Tværtimod er opgaven vokset og blevet mere kompleks. Alligevel er finansieringen fortsat sammensat af historiske driftsbevillinger og midlertidige projektmidler, som ikke følger udviklingen i behovet. Hvis vi mener alvorligt, at Rederne skal kunne blive ved med at være der – også når andre tilbud har lukket, og når livet er allermest kaotisk – kræver det en fast og dækkende finansiering. Både på kommunalt, regionalt og landsdækkende niveau.
Man kan ikke bygge stabile relationer på usikre bevillinger. Og man kan ikke bede mennesker i akut udsathed om at vente på, at økonomien falder på plads.
Tak for en god dag til alle på tværs af landet.