30/08/2026
Kronik af Anne Nielsen, SOS Racisme :
Skal Danmark stå fast på menneskerettighederne eller udvise flere dømte?
SVM-regeringen offentliggjorde et lovforslag om flere udvisninger 30. januar 2026. Den nye
regering fremsatte 25. juni et let ændret lovforslag: L 17. Hvis loven vedtages, vil Danmark
overtræde kriminalitetsdømte udlændinges ret til privatliv og familieliv, Artikel 8 i
Menneskerettighedskonventionen.
Lovforslaget er stærkt kritiseret i høringssvar fra bl.a. Dommerforeningen, Forsete, Institut for
Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening, Byretterne, Østre Landsret; Retspolitisk
Forening, RUSK, Komiteen for Retssikkerhed, Justitia; Børnerådet, Red Barnet, Foreningen
SAVN; Amnesty International, Refugees Welcome, Bedsteforældre for Asyl, Dansk
Flygtningehjælp; UNHCR -og to svar fra SOS Racisme. Det er førstebehandlet 13. august og
skal tredjebehandles 3.september. Kun i undtagelsestilfælde kan udvisning udelades.
Regeringen regner med L 17 at kunne udvise cirka 50 mennesker mere om året.
Hvis de dømte er fra et andet land i EU eller EØS, og er fastboende i Danmark i mere end 5 år,
kan de ikke så nemt udvises, og efter mindst 10 år i Danmark, kan de kun udvises, hvis det er
bydende nødvendigt. Derfor vil L 17 også diskriminere efter nationalitet.
Statsministeren sagde i sin nytårstale 2026: ” Derfor – til de mennesker, der er kommet hertil
og begår kriminalitet: I skal ikke være her. (...) Regeringen foreslår derfor, at udlændinge
udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet og idømmes mindst et års fængsel. Uanset hvilken
tilknytning de har til Danmark. (...) Takket være en stram dansk udlændingepolitik – og hvor vi
går til kanten af konventionerne – så udviser vi allerede mange kriminelle udlændinge. Når vi
nu kan gå endnu videre. Så skyldes det, at det før jul lykkedes Danmark – sammen med Italien
– at samle opbakning fra 27 lande til en ny fortolkning af den europæiske
menneskerettighedskonvention. (...) I stedet for at vente flere år på, at det slår igennem i
domstolenes praksis, så går vi forrest og gennemfører lovgivning allerede inden sommer”.
Alvorlig kriminalitet defineres i L 17 som: grov vold, seksuelt overgreb, organiseret kriminalitet,
menneskesmugling, narkotikakriminalitet eller anden lignende alvorlig kriminalitet. Her skal
der ses bort fra tilknytningen og familien i Danmark. For borgere uden for EU/EØS afgør kun
forbrydelsens alvor, om vedkommende skal udvises, og udvisningen ledsages af
indrejseforbud i Danmark og i Schengenlandene i 6 eller 12 år - eller permanent.
Ser vi på udvisningssager for kriminalitet, har Danmark været indklaget for brud på Artikel 8
ved Domstolen i 47 tilfælde fra 2001-2025. 25 sager blev afvist af Domstolen fra at få
realitetsbehandling. Den fandt, at de danske domstole havde undersøgt og behandlet sagen
omhyggeligt og brugt Domstolens standarder. I 14 sager dømte Domstolen, at Danmark havde
ret i udvisningen. I otte domme, dømtes Danmark for krænkelse af Artikel 8, én i 2002 og syv i
2021-2024, og Danmark måtte ophæve udvisningsdommene. Den dømte i 2002 var dansk gift,
havde to mindreårige børn, og familien kunne ikke pålægges at tage til hans hjemland. En sag
fra 2021 anket til Storkammeret - Menneskerettighedsdomstolens højeste ret - var speciel på grund af gerningsmandens mentale sygdomme, her indsatte Storkammeret sin egen
vurdering. I de andre seks udvisningssager lød dommene på 15 - 30 måneders fængsel.
Kriminaliteten omfattede vold, grov vold, narkokriminalitet og fund af ladt skydevåben på et
offentligt sted. De dømte havde boet i Danmark i størstedelen af deres liv, og havde ikke fået
en advarsel i retten om udvisning ved ny kriminalitet. Én havde ikke brudt loven før, andre
havde haft længere perioder uden kriminalitet. Én havde et mindreårigt barn og et
handicappet andet barn, konsekvenserne for børnene var ikke undersøgt.
Domstolen beskytter ikke alle kriminelle mod udvisning og heller ikke ved alle slags
overtrædelser, ved de alvorligste, drab eller terror, vil den sjældent gribe ind. Domstolen
vægter de udvistes rettigheder i forhold til befolkningens behov for sikkerhed og orden, og
overvejer risikoen for fortsat kriminalitet, og om den dømte var advaret om, at ny kriminalitet
medførte udvisning.
Regeringen vil med lovforslaget gå direkte imod hidtidige domme fra Domstolen for at presse
den til at ændre praksis. Det svarer til, at man som bilist kører frem for rødt, selvom andre
bilister og fodgængere er på vej over gaden. Man ved godt, det krænker andres ret til at gå eller
køre over for grønt, og at man kører nogen ned og skader dem! Udover de udvisningsdømte og
deres familier vil lovforslaget skade hele menneskerettighedssystemet ved, at Danmark
sætter sig op mod Domstolen - og bryder Menneskerettighedskonventionen. Desuden skader
det retsstatsprincippet og opfattelsen af Danmark som en retsstat. Tilmed pålægges de
danske domstole at dømme imod menneskerettighederne.
Danmark har de sidste ti år skærpet straffe for forbrydelser, og har strammet
udlændingeloven og straffeloven for at udvise flest muligt kriminelle. I 2025 ophævede man
”trappestigemodellen”, som gik ud på, at det vil kræve mere eller alvorligere kriminalitet at
udvise en udlænding, der har boet længe i Danmark, end en nyankommet. Dog blev modellen
kun ophævet for dømte fra lande uden for EU/EØS. Fra 2025 må domstolene ved
fængselsdomme kun undlade udvisning, hvis det med sikkerhed vil overtræde Danmarks
internationale forpligtelser, når det gælder udlændinge uden for EU/EØS. Hvis L 17 vedtages,
vil de ekstra udvisninger, der finder sted, typisk overtræde Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8. Antallet af udvisningsdømte på grund af
kriminalitet er steget stejlt de sidste ti år - fra omkring 100 om året i 2015 til 1000 i 2025.
Den omtalte erklæring fra de 27 lande gik bl.a. ud på, at landene selv skulle kunne udvise
udlændinge, der dømtes for kriminalitet - uden at blive dømt af Domstolen for at krænke
Artikel 8. Både i det oprindelige lovforslag og L 17 mente regeringen, at Domstolen ville følge
de 27 landes ønsker, og på pressekonferencen 30. januar sagde regeringen, at man ville
presse Domstolen ved at ”gå foran” med ny lovgivning.
Dommerforeningen påpegede en lodret løgn i det første lovudkast: at retstilstanden i
lovforslaget var i overensstemmelse med Artikel 8 og Domstolens fortolkning, og at danske domstole skulle lægge det til grund. Dommerforeningen og andre juridiske organisationer
skrev, at der i udkastet netop tilsigtes en retstilstand, som ikke er i overensstemmelse med
Domstolens hidtidige fortolkning af artikel 8.
L 17 tager også Chişinău-erklæringen til indtægt for lovforslaget. Chişinău-erklæringen blev
vedtaget enstemmigt af alle 46 lande i Europarådet 15. maj 2026. Men dette giver ikke de
enkelte lande Carte blanche til at bryde med Domstolens praksis: ”Det er primært op til de
nationale myndigheder at foretage afvejningen i lyset af de kriterier, der stammer fra
Domstolens retspraksis, og vurdere, om der er relevante og tilstrækkelige grunde til at udvise
en udlænding, der kan udgøre en trussel mod den offentlige orden og den nationale sikkerhed
fra deres område, herunder den vægt, de tillægger arten og alvoren af den forbrydelse, de har
begået”. Og erklæringen fastslog, at landene skal rette sig efter Domstolens afgørelser.
L 17 skader ikke kun dem, som Danmark uretmæssigt udviser. Det er også et angreb på hele
menneskerettighedssystemet og på domstolenes uafhængighed. Hvis andre lande følger
Danmark, kan det i sidste ende føre til opløsning af de regelbaserede samfund.
